Af Liam Andrew Jobey
Foto: Steffen Rikenberg
Er sommerplanerne vendt længere nordpå i år?
Om turen svinger gennem de majestætiske landskaber, blandt de rare-syngende folk som kalder hjemmet for Norge, da overveje en smut til hovedstaden til August.
Her i Oslo city findes en “underdog turned Cerberus” af en musik festival. ØYA. Med sine ydmyge begyndelse på den koselige Kalvøya, i 1999.
Dengang med lige knap et tusinde løse gængere rundt om hovedscenen. Nu er Øya festivalen opvokset og har været nødt til at flytte hjemmefra et par gange, før nu hvor ØYA står solidt og oprejste, smæk midt i byen som landets største festival.
Musikmæssigt står Øya Festival oftest kategoriseret som en "Pop og Rockefestival".
Jeg får selv, ved blot en kort skimte af sidste 25 års line-ups, en fornemmelse at der er en gentagende jagt på en dybere, mere bevidstlagt booking magnetisme på plads. Det lugter mere af kunstnerisk hensigt end noget statistisk billetsalgs headliner valg som man forventer i samme kategori. Om det er i form af udvalgte nysgerrige newbies eller velkendte monstre indenfor det alternative, det provokerende og nytænkende. Øya Festival virker også til at have en forkærlighed for at give god plads til primen af klassiske og nyere hip hop, så afrundet med eksplosive new-comers og legender indenfor rock og rockens udviklende subgenrer. Eks. For at nævne nogle få - Queens of The Stone Age, Thom Yorke og Jonny Greenwood´ nyeste projekt "The Smile", PJ Harvey, Pulp, Vince Staples, Andre 3000 og så et live-act som har hivet både mig og den lokale skatepark til sig, IDLES. Med deres chart-topping nyeste album “TANGK” har Joe Talbot og de britiske beautiful brutes rystet endnu en gang til det som forventes i mainstreamen. Især fra et tidligere stemplet “Angry Man band”, Britiske IDLES har trodset alle kritiske forsøg for nedgørelse og forenkling, med tydelige gennemført og følelsesvækkende manifesteringer som har en lyd der er muligvis fysisk umulig at stå stille til. IDLES bliver garenteret et af hovedpunkterne der vil være husket blandt de 100.000 + besøgende i år.
En festival er dog altid kun så medrivende som sit publikum. Efter at have oplevet den kold blåsende Vestland og nu med lidt over et år i det mere solrige sør Norge, ser jeg helt defos frem til at forvirre læserne med mine bilingual, skizo-meninger om landets bedste Festival og jeg ser endda mere til at høre hvad Danmarks lillebror til norden har at skrige til den mægtige væg af lyd og inspiration som folket bag Øya har samlet til Oslo mellem d. 7 og 10. August 2024.
Tanken om at opleve festivalen for første gang i år gøre mig glad, næsten lige så glad som tanken om at være blevet aktiveret kulturspion af Nordica Live HQ once again. Nu som official foreign affairs correspondent og dagdrøms digter.