"Publikum er stadig lige rare og omfavnende og øllet er stadig koldt. Grundingredienserne for en god festival er absolut til stede"
Copenhell 21 juni 2019
Refshaleøen
Af Rune Larsen
DAG 1 i helvede
foto:Savas Karakaplan COPENHELL 10 års jubilæum. Det ER og BØR være noget specielt. Musikprogrammet har ( som altid ) været udskældt, og heller ikke jeg var imponeret da programmet blev offentliggjort . Musik er en smagssag og at stille alle tilfredse er umuligt. Og så er det jo sådan at man altid får nogle aha-oplevelser undervejs, ligeså vel som ens eget yndlingsband kan fejle. De næste dage vil vise om det var et jubilæum værdigt. Men for helvede det starter da godt ! Gensynsglæden over for 10 år i træk at vade igennem Copenhell porten er stor. Vejret viser sig fra sin bedste side. der er varmt som ind i helvede, og det er jo på sin vis passende. Selve festivalpladsen er udvidet for at rumme det største antal publikum nogensinde. 28.000 har sikret sig adgang til den forlængst udsolgte festival som for alvor er kommet på verdenskortet. Ellers ligner det sig selv. Dog er der forandring på bakken. Copenhill. Træerne er væk og erstattet af sorte faner der blafrer i vinden. Hvert øjeblik forventer man at der kommer en horde vilde vikinger væltende over bakkekammen. Det gør der kke. Vikingerne er allerede på pladsen og i særdeleshed i området UDGÅRD som er en fast del af festivalen. På bakken er der lavet en platform med tilhørende bar, og herfra er der fantastisk udsigt tl både Hades og Helviti scenen. Det er måske den største fysiske ændring på årets Copenhell. Altså udover at det rent faktisk er strålende vejr. Publikum er stadig lige rare og omfavnende og øllet er stadig koldt. Grundingredienserne for en god festival er absolut til stede. KONVENT Pandemonium scenen er den første man møder efter man har passeret porten. Den lille scene ( så lille er den faktisk heller ikke ) er utrolig populær og der er en intim stemning som man ikke finder på de store scener. Jeg blev mødt af lyden af tonstunge riff fra doom bandet KONVENT. De 4 tøser fra københavn kan dog på ingen måde få min puls op. Det er ganske enkelt for kedeligt og ensformigt at høre på. Bevæbnet med en kold øl drog jeg derfor mod Hades scenen for at fange næste act. DEMONS & WIZARDS Blind Guardian forsanger Hansi Kürsch og Iced Earth guitarist Jon Schaffer har forenet deres kræfter i dette side projekt, og det er ganske fornuftigt. Man anede dog ikke at der kom et band på Hades lige der, for scenen var fuldstændig clean og der var ikke skyggen af et bagtæppe. Men pludselig stod de der og spillede et solidt sæt af egne numre og en enkelt Iced Earth sang som Jon Schaffer nailede fuldstændig som var det Ripper Owens der sang. Helt unge er de herrer ikke, men det holdt fint med tunge grooves, high pitch skrig og fede guitarharmonier. Her midt på dagen er der en stigende tendens til at man tager sine små børn med på festival. Og jeg ved sgu ikke lige. Syntes der bliver flere og flere, og de bliver yngre og yngre. Der er helt klart nogle trophy-kids imellem. Vi har alle set en far med sit afkom på skuldrene, der nærmest bliver tvunget til at lave djævletegnet og headbange. Det er noget der deler vandende, og jeg syntes det er upassende. Specielt de helt små, og specielt hvis de også er med til de allerseneste koncerter.
STONE TEMPLE PILOTS Kultbandet fra 1989 var at finde på Helviti scenen. Det var ikke kønt at se på, og faktisk heller ikke særlig kønt at lytte på. Forsanger Jeff Gutt har noget at leve op til i forhold til afdøde Scott Weiland. Måske prøvede han for meget at lege Scott. det virkede ikke helt ærligt i hvertfald. Det var smart i en fart og masser af afbleget hår. Om guitarist Dean DeLeo havde paryk på eller finder vi nok aldrig ud af. Sjovt så det ud. Musikken fejlede som sådan ikke noget, og de spillede solidt, dog uden at fange publikum som stod meget stille. Jeff Gutt tog sagen i egen hånd og hoppede ned i graven foran publikum og det satte en smule skub i den forreste række. Til allersidst i "sex type thing" hoppede han helt ud i mængden, og det satte en smule liv i en ellers tam performance. "Roll me under" fungerede ellers godt, mens signatur hittet "plush" blev spillet i en så tilbagelænet version at det fuldstændig hev gassen ud af nummeret. Lidt energi skal der i kroppen og udvalget af madboder er rigt. Opfindsomheden på bodernes menuer er stor. "nachos else matters" , "The number of the burger" er bare nogle eksempler. Generelt er maden af god kvalitet og den slags koster jo.
SLASH
Slash feat. Myles Kennedy & The Conspirators var next up og pladsenvar godt fyldt. Det var tydeligt mange var kommet for at se giraffen. Koncertmæssigt blev det dog en fuser. Forsanger Myles Kennedy var lyspunktet i en kedelig affære. Mest fordi han bare ser rar ud. Og nåja, the boy can sing. Han er bestemt en af vor tids største og markante stemmer, men han rullede sig ikke helt ud som han ellers gør i sit eget band ALTER BRIDGE. Det sagt, så var der gode numre i mellem og en del af deres materiale er rigtig stærkt. Et enkelt nummer fra Guns 'n roses fik vi også. "Nighttrain". Det gjorde hverken fra eller til. Slash ? tja, han er bare Slash og vi fik set giraffen. Det er nok glemt i morgen. HALESTORM Så var der sgu anderledes smæk for skillingen i selskab med powerkvinden Lzzy Hale og band. Amerikansk sex & Rock 'n Roll når det er bedst. At se hende performe leder tankerne hen på Joan Jett, og Lzzy Hale er så absolut en værdig afløser. Hendes lillebror Arejay Hale på trommer spillede godt og var en showmand på stikkerne. Lzzy Hale's samspil med gutarist Joe Hottinger var af høj klasse og intensitet. Når de begge lavede lead på samme tid mindede det om Lynyrd Skynyrd når de var bedst. At Lzzy så også skifter guitar ( Gibson Explorer, som tilfældigvis er min yndlings spade ) i hvert nummer gjorde ikke oplevelsen mindre seværdig for mig. Her hen på aftenen begyndte lysshowet også at komme til sin ret, og det gør meget for totaloplevelsen. Lyden var virkelig god på den ellers udskældte Hades-scene. men lyden har generelt været god alle steder i år syntes jeg, selvom men nogle gange skal gå lidt rundt for at finde "the sweet spot". For satan da den quinde kan skrige ! Hvordan man kan spille nærheden af 200 koncerter om året med den energi er en gåde for mig, men beviser at de elsker det de laver. Det var tydeligt at de nød at være på Copenhell. Med et 30 sekunders langt primal skrig satte Lzzy gang i hittet "I miss the misery" som var aftenens sidste nummer. Fin slutning på den hidtil bedste koncert på Copenhell. TOOL I 10 år har Tool været oppe at vende hver gang der har været diskuteret ønsker til festivalen. Begejstringen var derfor stor da de blev booket som headliner. Personligt havde jeg ikke noget forhold til dem inden festivalen, så min tanke var " whats all the fuzz about, better check it out". Det blev netop til en af de her Aha-oplevelser. Om det var solstik eller for meget øl, ved jeg kke, men jeg blev da i den grad blæst bagover, måske netop fordi der ikke var nogen forventninger. Deres tidligere koncerter på Roskilde i 2001 & 2006 bliver der stadig talt om, og det forstår man godt. Som et metallisk og psykedelisk Pink Floyd blev man draget ind i deres univers af lyd og billede. Det var guf for den kræsne kender. Lysshowet på Helviti var direkte hypnotiserende og man glemte tit der rent faktisk var folk på scenen. Maynard James Keenan stod som altid nærmest som en silhouet laaaangt tilbage på scenen, mens der var mere spot på Danny Carey, Adam Jones og Justin Chancellor som udgjorde den yderst progressive rytmegruppe. Det var for mig en symfoni af lys & lyd. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at eje en Tool cd, men jeg skal da 100 % opleve dem live hvis de kommer igen. Og et nyt album fra dem er lige på trapperne heldigvis. Det virkede også som om ALLE på Copenhell skulle se Tool. Resten af festival pladsen var stort set støvsuget for mennesker. Det gav lidt udfordringer i øl-barene, hvor der generelt er meget lange køer i år. Jeg har i år adgang tl RIP området, og det er et rigtig fint stort sted i år hvor man kan hvile ørerne i mellem koncerterne og der er fint med space, bålsteder og masser af øl i hanerne. I RIP sluttede også min aften, da jeg sammen med min gode kammerat sundede mg ovenpå den vilde oplevelse som Tool var. Alt i alt en herlig aften i helvede med god musik og som altid, fantastisk selskab.