GHOST
“THE ULTIMATE TOUR NAMED DEATH”
FORUM BLACK BOX
25. NOVEMBER 2019
af Liam Andrew Jobey foto: Savas
Da jeg takker ja til Ghost, få dage inden koncert, aner jeg ikke hvem der varmer op. Jeg kigger ikke engang. Prøver blot at holde forventninger neutral efter skyhøj ros som GHOST jo fik af næsten alle anmeldere, inklusiv mig selv dengang på Copenhell i 2018.
Mine tanker hopper i det intro perspektiv, nærmest meditativ op inden den familiær "ashes" intro. Om det er " hans katedral" som springer frem fra sort gardin der gøre det eller den mild dooby jeg delte inden koncerten. Jeg venter spændt i et hav af GHOST T's og assisterede teens. Jeg holder forventninger nede og står klar til at modtage hans velsignelser med crowdet der fyldes hurtigt omkring men alligevel ikke så hurtigt at gode pladser kan findes uden for meget walking yoga eller moshmind. "Rats" skydes i gang med brag og flamme. Publikum jubler mens Tobias Forge' nyeste, famøse moniker Cardinal Copia og hans multi-faceret, uniforme ghouls griber ind og tager fat i easy pickings. Det er langt fra min yndlingssang, trods en skæv og overraskende placering i udgivelsestid. Omkring samme tid dokumentaren om ny rotteepedemier vises for globale øjne. Introen lander godt i merch havet selvom det føles som "den vi ikke taler om som skal altid lift ud af vejen" og de omkring mig "Absolution" følger trop efter lidt standard flirten og søgende øjne fra scenen. Omkvæde skråles med klarhed og viser power in numbers, medens hver ghoul tager hver deres tur til at forføre de øjne der søger egen mening fra anden side. Efter få numre, genkender jeg proceduren og har samme fornemmelse som jeg havde en time før, af potentialet for hvor stor en oplevelse bandet foran er i stand til at give men vælger kun at give nogle småbid og "sirens luftkys". Jeg holder noterne kort for GHOST. For mine egne konklusioner passer meget med dem jeg har skrevet for All them witches. Altså med den fornemmelse af hvad bandet er i stand til ift. Dét der var showet, den kolde mandag aften. Man siger at kunstner afspejler publikum og energien fra publikummet virkede også... Rimelig forudsigelig standard og halvhjertet. Tobias, i min mening. Kedede sig gevaldigt på scenen halvdelen af tiden. Mellem fantastiske one. Liners, gangster trike intro lige efter pave sexy sax solo (der får to fuldt voksne kvinder ved min side til at fnise og skrige som sande believers), mere pyroteknik bag sig end jeg husker, trods alt dette, en perfekt tight show og 10 kostumeskift slyngede øjenbryn op og al lucifers mojo frem til folket. Jeg tænker forge især, som mastermind bag kulturfænomenet ghost, ser værdi som noget mere end billetterne der sælges, mere oplevelsen og modtagelsen. I forum tror jeg han kunne mærke kulden? Glæder mig til næste kapitel og tak for nu GHOST
All Them Witches
All them witches! På vej i toget ser jeg navnet af et band som har været på mine primære ("Chill" og "Roll") playlists, de sidste par år.
Trioen fra nashville dukkede pludseligt op på KEXP' live sessions i en senaftens youtube surf, for et par år siden og lokkede smagssanser med nyt, grunge-øsende, psychedelic mellow-choly. Nu dukkede de uventet op igen i mine aftensplaner.
Inden første nummer er færdig, føles hele forum som én gigantisk garage. Som at være spøgelse til en velrutineret øver, hos en skjulte diamant.
En sort back drop med en spejlvendte "shamanesque" fuglehoved og røg på gulvet akkompagnere husets standard lysshow.
Mere er der ikke og mere behøves ikke. "Vi øver stadig og føler os frem" er viben man får oveni sjældne, ydmyge udtalelser fra vokalist Charles Michael parks Jr. Det var som han vidste at de krydsærmede, kritikere ventede på hovednavnet, "Vi vil spille nogle sange som vi har skrevet, jeg kommer ikke til at sige meget, vi skynder os, så showet kan begynde" blandt få ord med rolig tone og direkte intention om at sige tak til rummet og GHOST for muligheden at stå på deres scene.
Roen i tonen hang åbenbart fast da man halvvejs igennem settet føler at man kun får en bid og smagsprøve af deres potentiale.
Som man står hele tiden og venter på den sidste skub. Som ikke rigtigt rammer, ikke engang i en tungere outro. Vokalen især virker lidt for letsluppet og genert ift. Den stemme der kalder ud af bandets studieindspilninger. Lydmæssigt føltes det som en paradoks af perfekt tight samspil med sløset, hængende kompositioner. En balance, oveni alt ovenstående, gøre at man ikke kan blive skuffet af dét, der føles som at være i mangel. Mere at man får en nysgerrighed for hvad det er ATW vælger ikke at dele. Eksempelvis under sangen "Diamond", et af bandets nyere singles. At Charles Park Jr' tilbageholdende tilgang og udtryk smitter af på resten af bandet. "Diamond" som i min modtagelse, udtrykker en zarathustra-esque selvindsigts fortælling om modning, alderdom og selvværd. En sang som i forvejen er en repetitiv, nærmest hypnotiserende mantra track. Uden den energi og engageret tryk faldt stor del af glansen ud.
All them witches trækker energien op en takt med det man nok kalder hittet "when god comes back" som sidste nummer. De viser at de sagtens kan fylde scenen men ens ret utilfredse rejse (og for mange nyintroduceret opfattelse) sidder stadig i at finde årsag til kritik. Jeg stod i pausen med undren om hvilken effekt og lyd ville komme, hvis bandet investerede noget tilsvarende det show, skub og oversat showmanship som nattens hovednavn.
At ATW kom for at samle inspiration ses tydeligt i lyset der ikke rammer de, mange flere ghoulish medlemmer af GHOST men rammer i stedet det amerikansk trio som går på listetær efter VIP udsigt, op på trappen bag om scenen.
Jeg fornemmer at All them witches er stadig ved at finde mulighederne i deres udtryk. Når de er klar til at træde ud af garagen og slippe for de rimelige velmodtaget tidligere udslip (debuten "Our Mother electricity" bl.a.
Det der virkede manglende havde stadig en rå og ærlig virkning. De er klart et af de bands hvor man tænker, "gid at vi var på et noget mindre venue med en vildere, mere tætpakket publikum", ellers overvejer om de har tænker og planer om at lege med kreativiteten og pladsen på de større scener, der nu åbner sig. Glæder mig til at følge udviklingen de næste par år og tak for nu!
