İNTROVERT MAGİSK

A Perfect Circle, Copenhell

Introvert og magisk

Helviti, fredag d. 26. juni

Af Christoffer Schaarup

Festivalens højdepunkt for mig. Et band, jeg har dyrket siden Mer de Noms, og som sidenhen har leveret en stribe udgivelser, jeg vender tilbage til igen og igen. Maynard James Keenan og Billy Howerdel skaber ganske enkelt noget særligt sammen. Deres musik balancerer mellem skønhed og melankoli, håb og afmagt, og deres bedste sange føles nærmest som små stemningsuniverser, man kan fortabe sig i.

Sidst jeg oplevede A Perfect Circle live, var i København i 2018, og de er et af de bands, jeg har savnet at se live. Maynard har stadig stemmen og mystikken, hvilket han jævnligt beviser med Tool, og A Perfect Circle råder over et bagkatalog, der er så stærkt, at de nærmest kunne skifte halvdelen af sættet ud fra aften til aften, uden at jeg ville have noget at klage over. Min eneste anke inden koncerten var tidspunktet. A Perfect Circle klokken 18.30 på en solbeskinnet festival? Bevares, jeg havde nu foretrukket dem klokken 23.00 i bælgmørke, hvor deres introverte univers for alvor kunne folde sig ud. Men heldigvis viste bandet hurtigt, at stærke sange og sublime musikere kan skabe deres egen stemning, uanset hvad uret siger.

Perfektion i aftensolen

The Package åbnede koncerten på sin egen stille vis med den lange opbygning, som kulminerer i et slag i mellemgulvet, inden nummeret for alvor buldrer afsted. Maynard lød fantastisk. Klar, ren og med de karakteristiske, næsten tranceagtige bevægelser, der har gjort ham til en af rockens mest særegne frontfigurer. Samtidig buldrede bassen præcis, hvor den skulle, og Josh Freese viste fra første slag overskud og spilleglæde. Dejligt at se ham tæske tønder for A Perfect Circle!

Weak and Powerless og senere The Outsider mindede os endnu en gang om, hvor stærkt et album Thirteenth Step stadig er. En plade om afhængighed, fald og håb, som fortsat rammer med samme følelsesmæssige kraft mere end tyve år senere. Bandets nyere materiale fik også lov til at skinne. Disillusioned og The Doomedfra Eat the Elephant stod som nogle af koncertens stærkeste øjeblikke. Visuals understøttede musikken uden at stjæle opmærksomheden, og Maynard holdt dem af os oppe foran fanget, også i de helt stille passager. Om han nåede helt ud til folket på bakken, ved jeg ikke, for det kræver noget særligt at fastholde tusindvis af mennesker uden hverken flammer, pits eller store armbevægelser, og A Perfect Circle er ikke nødvendigvis en booking, der samler alle. Særligt ikke i plus 30 grader.

Men for de dedikerede fans fik vi en solid rejse gennem bandets uhyggeligt stærke bagkatalog. Rose, Gravity og The Noose fulgte efter hinanden, hvor særligt Billy Howerdels guitarlyd var lige dele smuk og knusende, mens Josh Freese, James Iha og Matt McJunkins leverede et sammenspil, der var superfedt. Der var plads til lidt jam, og det var virkelig dejligt at høre et show, som ikke virkede lige så planlagt og koreograferet til punkt og prikke som andre bands, jeg har set på Helviti i år.

For mig var højdepunktet Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums. Et modigt valg i setlisten, som sendte en industriel kraftbølge ud over Refshaleøen. Det var så tungt og droneagtigt, at mange af os oppe foran stod som Maynard selv og lignede en shaman, der netop havde igangsat sin spirituelle dans for at fremmane noget fra sit indre.

Maynard sagde for resten ganske typisk stort set ikke et ord under koncerten. Kun et kort "Hot as fuck", inden musikken igen fik lov til at tale. Det passede måske perfekt for mig, men jeg kan godt forstå, at der er festivalgæster, som savner lidt mere kontakt fra bandet. Vi fik mod slutningen af koncerten en forsmag på en måske kommende plade, da Starless lød. Nummeret var særdeles lovende og gav appetit på, hvad der forhåbentlig bliver bandets næste album. Judith lukkede koncerten præcis, som den skulle. Massiv, intens og med et publikum, der endelig fik lov til at synge med for fuld kraft.

A Perfect Circle var en kæmpe fornøjelse for os, der stod oppe foran og var dedikerede til oplevelsen og koncerten, men jeg kan sagtens forstå, at det er vanskeligt at få alle med i den setting, de spillede i. En fed koncert, og forhåbentlig næste gang på Hades klokken 23.00!