Støvet bluesrock med djævelen i detaljen

All Them Witches, Copenhell

Støvet bluesrock med djævelen i detaljen

Pandæmonium, fredag d. 26. juni

Af Christoffer Schaarup

fotograf: Thomas V. Olesen

All Them Witches er et af de få rendyrkede rocknavne på årets Copenhell, og derfor hviler der måske en lidt særlig opgave på deres skuldre. Det er dog en opgave, jeg er overbevist om, at de kan løfte. Bandet har været fast inventar på min pladespiller gennem flere år, og deres bluesede, støvede og psykedeliske rock virker som skabt til en lun eftermiddag foran Pandæmonium. Med sig har de ovenikøbet en ny plade, som efter de første gennemlytninger allerede tegner til endnu en stærk udgivelse fra et band, der sjældent skuffer. I et program domineret af metal, breakdowns, growls og dobbelte stortrommer er All Them Witches et tiltrængt åndehul for mig, og jeg glædede mig til at rocke med.

Der var godt fyldt foran Pandæmonium, da Enemy of My Enemysatte koncerten i gang. Fra første tone stod det klart, at bandets svedige, organiske lyd passede fortrinligt til den varme eftermiddag på Refshaleøen. Det føltes næsten, som om den bagende sol var en del af scenografien. Det nye materiale gled ubesværet ind mellem de ældre sange, og koncerten voksede stille og roligt i intensitet. All Them Witches er heller ikke et band, der forsøger at imponere med store armbevægelser. De lader musikken gøre arbejdet. Guitaren fik lov til at tale gennem sublimt spillede soloer, og samspillet mellem musikerne var koncertens helt store styrke. Der var groove og intensitet hele vejen igennem.

Bandet demonstrerede undervejs, hvor bredt deres udtryk egentlig spænder. Det ene øjeblik vredt og beskidt, det næste groovy og næsten hypnotiserende. Da tempoet blev skruet op, røg hornene i vejret over hele pladsen, og publikum kvitterede med brede smil og taktfast, anerkendende nik. Interaktionen med publikum var sparsom, og der blev ikke sagt meget fra scenen, men det gjorde heller ikke noget. Numre som Don't Bring Me Coffee viste, at All Them Witches sagtens kan fortælle historien gennem musikken alene.

De langsomme passager blev heller aldrig kedelige, og der var trofast publikum foran Pandæmonium hele koncerten igennem. Tværtimod gjorde de de tunge øjeblikke endnu tungere. En fremragende slideguitar, buldrende trommer og en rytmesektion, der nærmest trak publikum længere og længere ned i sumpen.

Mod slutningen kom der en violin i spil og gav koncerten endnu en dimension. Stemningen blev næsten doomagtig, langsom og dragende, som en hammer, der metodisk banker et søm længere og længere ned. Publikum kvitterede med løftede horn helt ned mod statuen, og da When God Comes Back rundede koncerten af med massiv tyngde og groove, blev der sat tyk streg under, at All Them Witches netop havde leveret en af festivalens mest velspillede koncerter.