Britisk gazecore i bagende

Loathe, Copenhell

Britisk gazecore i bagende sol

Pandæmonium, 24. juni 2026

Af Christoffer Schaarup

 Fotograf : Thoma V. Olesen

Så er Copenhell i gang, og en af de første koncerter, jeg for alvor har set frem til, er Loathe fra Liverpool. Det britiske band er efter min mening et af de mest spændende nyere navne på metalscenen. De er tydeligvis inspireret af almægtige Deftones, men uden nogensinde at fremstå som en kopi, og formår man at lirke den lås op, har man min opmærksomhed. Loathe har nemlig deres eget udtryk, og det er fedt. Det er også superdejligt at høre yngre bands lade sig inspirere af de store koryfæer inden for metal og videreføre genren. Samtidig har deres seneste udgivelser været stærke, og derfor var deres besøg på Copenhell også blandt de koncerter, jeg havde set mest frem til. Kunne det introverte og atmosfæriske komme til sin ret midt på dagen i små 30 grader?

Fremmødet foran scenen var ganske pænt, selvom eftermiddagssolen bagte ubarmhjertigt ned over pladsen. Inden bandet overhovedet gik i gang, blev der kaldt til wall of death, og publikum stod tålmodigt klar med den karakteristiske åbning i midten af menneskemængden. Der var ingen tvivl om, at de forreste rækker var kommet for at give sig fuldt ud. Vi er jo ikke kommet for at stå stille, eller hvad? Loathes mere atmosfæriske og indadvendte sider havde dog svære arbejdsbetingelser i kedelgryden, selvom bandet virkede oplagte og fokuserede fra start. Til gengæld ændrede koncerten karakter, hver gang de tunge riffs og breakdowns ramte. Der kunne man mærke, at både band og publikum vågnede. Men lige for at vende tilbage til den wall of death, bandet bestilte, før de startede: Den kom aldrig for alvor i gang. Måske Loathe skulle have smadret pladsen med en mere brutal åbner?

Det var netop med deres mere brutale hardcore-riffs, at koncerten blev markant bedre. Circle pits begyndte at opstå, publikum vågnede for alvor op, og de unge hardcorefans foran scenen kastede sig ind i koncerten med fornyet energi. Loathe er nemlig på plade et band, der har et tydeligt greb om balancen mellem det følsomme og det brutale, men denne eftermiddag var det uden tvivl den brutale side, der trak de største reaktioner. De stille øjeblikke havde meget svært ved at holde publikum ved ilden (punintended).

Koncerten arbejdede sig dog stille og roligt op, og intensiteten voksede mærkbart gennem sættet, hvilket også blev tungere og mere brutalt. Afslutningen blev naturligvis ledsaget af endnu en circle pit og mere sonisk afstraffelse. Det var tungt, energisk og præcis den afslutning, koncerten havde fortjent. Hvis bare den også var begyndt i samme kaliber.

Loathe fik måske ikke de optimale betingelser til at udfolde alle nuancerne i deres lyd, men de viste alligevel, hvorfor så mange taler om dem som et af fremtidens metalbands. Og hvis de vender tilbage til Danmark i mørkere og mere intime rammer, har de sandsynligvis bedre vilkår for at brage igennem.