top of page
Søg

CHASE AND STATUS I Vega

GLEM STORMEN OG LOSE YOUR MIND TIL DRUM&BASS I VEGA

 

CHASE AND STATUS (DJ SET)

SUPPORT: N.E GIRL

17. FEBRUAR 2023

STORE VEGA


Anmelder: Christian Dorn

 

 

Vinterferien er ved at være slut, det er koldt, gråt og vi har en storm hængende over hoved. Februar er dog heldigvis kortere end januar og man kan spejde imod lysere og varmere forårstider. Endnu mere positivt er, at nok et af de største navne i UK indenfor dubstep/drum and bass er kommet til Vesterbro. Chase and Status eksploderede frem på UK drum and bass scenen med debutalbummet ”More than a lot” i slut nullerne. Den Londonbaserede duo bestående af Saul Milton (Chase) og Will Kennard(Status) er nået op på et niveau nu, hvor de sælger enorme arenaer ud som 02 Academy i London. Sidste år live streamede de hele deres koncert derfra!  

Chase and Status er blevet velkendt over hele verden og kunstnere som Rihanna, Plan B og Tinie Tempah har efterspurgt deres remix skills.

Chase and Status har været i lille Danmark før, blandt andet på Roskilde festival i 2013.

I aften er lagt op til en stor drum and bass fest med snavsede dub step breaks, kreative samplinger og fortryllende sjælfulde vokaler.

 

Vejret er rimeligt sindsygt og jeg prøver optimistisk at cykle fra Østerbro til Vesterbro - men må med det samme opgive og kaste mig ned i metroen, da jeg på Østerbrogade nærmest bliver blæst den forkerte vej af stormen.

Ved store Vega står der allerede en del feststemte og helt storm upåvirkede mennesker og venter på at dørene til drum and bassfesten skal åbne. Der er fuldstændig udsolgt i aften, så mon ikke der kommer tryk på.

 

N.E. GIRL sætter nonchalant gang i klubfesten 21.00 med tunge dystre drum and bass beats. N.E. GIRL har rødder i Nairobi og UK men er bosiddende i København. Hun ser tjekket ud i sort bomberjakke og cap helt ned i ansigtet. N.E. GIRL er fuldstændig upåvirket af faktummet at salen nærmest er tom og folk er i baren.Hun kan ikke lade være med at danse rundt og jamme mens hun styrer musikken. Som tiden går og bassen pumper, kommer der flere og flere ind i salen og stemningen er høj. Folk danser og snakker højlydt.

Eneste minus er barerne, som er under heftigt pres fra et udsolgt store Vega. Kæmpe køer og lang ventetid. Personligt opgiver jeg flere gange og tænker jeg tanker hurtigt op i baren efter Chase and Status er gået på.

Men, hvornår går de på? N.E. GIRL har nu varmet op i lang tid og klokken er ved at være 22.20. Jeg får en sludder med en Chaseand Status fan ude i baren, som undrer sig over at opvarmningen er så lang. Jeg kan kun give ham ret.

 

Endelig sker der noget og N.E. GIRL råber ”Are you ready for Chase and Status” og det kan jeg garantere folk var. Øl køerne var stadig urimeligt lange, det virkede som Vega personalet var underbemandet. Men nu var det tide.

 

Første gang jeg stiftede bekendtskab med drum and bass genren var via en gymnasiekammerat i slut 90´erne. Jeg synes det var fedt og anderledes. Chase and Status lærte jeg at kende omkring 2011 og jeg har altid haft lyst til at opleve dem live.

 

Lyset blev slukket og med et blev der fyret op for et kæmpe semidystert lysshow og den ene halvdel af Chase and status og en medbragt forsanger/indpisker kom triumferende ind på scenen og råbte ”Are you ready Copenhagen?”

 

Folk var helt klar og de havde også ventet længe. Chase and Status havde store Vegas propfyldte sal med fra starten. Deres hurtige trommer og ultrahårdtslående bass fik folk til at danse som besatte. Lyden i Vega var så høj at det lige er på grænsen, men alligevel lige som det skal være for at skabe en ultimativ dubstep/drum and bass fest, som var det i en dyster klub i sydLondon.

Chase and Status fyrer det ene hit af efter det andet. Både deres egne sange og remix af andres sange. Alt bliver taget imod med jubel og energi fra publikum. Man kan virkelig mærke at de har styr på hvordan man laver et djset der sikrer festen og de virker til at være glade for, at være i lille Danmark, energien smitter af på publikum.

Sange som ”Step away, No problem og Mixed emotions” fik publikum til at gå amok i eufori og moshing, som var vi på Copenhells største scene i primetime. Salen kogte og beviset kom ofte når folk i bar mave forpustet søgte tilflugt i baren efter at have været i pitten inde i salen. Shit, det er vildt, jeg kan heller ikke lade vær med at jamme med!

Den stenhårde klubfest fortsætter, stroboskoplyset blaster og bassen rammer en lige så hårdt som et nyrestød fra Alex Pereira men alle er glade.  ”Getting started og It´s time” driver festen pulserende videre og den medbragte indpisker/forsanger, som er yderst energisk på scenen, råber gentagende gange at han vil se ”carnage” og at folk skal ”Lose their fucking minds” til musikken. Det virker egentlig også som en del også gør det. Men på en rigtig god måde.

Djsettet slutter med hits som ”End credits, All goes wrong og Blind faith”. Hver gang den opbyggende og rullende bass rammer eksploderer dansegulvet/moshpitten. Det er vildt! Desværre bliver hittet ”Time” ikke spillet men man kan ikke få alt her i livet.

 

Koncerten er slut 00.30 og jeg tænker der er en del publikummer der har opbrugt gastanken. Der blev fyret meget energi af denne aften. For dem der stadig har mere på tanken og vil fortsætte drumand bass festen, holder Ideal bar drum and bass efterfest. Det gad jeg godt, men jeg må hjem og tjekke op på en veninde som egentlig skulle have været med til festen i aften, men blev fanget af stormen. Hvis jeg var moderat Chase and Status fan før, er jeg kæmpe fan nu, sikke en oplevelse!

 

 

 

Comentários


bottom of page