Deftones i Berlin

Nu metal-pionererne

Wuhlheide, 18. august 2026

Af Christoffer Schaarup

foto : Savas

Nogle bands følger man gennem livet, og for mig er Deftones et af disse. Jeg har hør bandet, siden jeg var 12 år, og alle deres plader har noget særligt. Chinos kombination af svævende og drømmende vokalmelodier over det knusende tunge guitararbejde fra Stephen Carpenter og resten af bandet skaber et lydbillede, som ingen kan replikere uden at lyde som Deftones.

Samtidig er Deftones også en del af den bølge af musik i 90'erne, som fik den lidt grimme titel "nu metal-band", og naevnes ofte i samme kredse som Korn, Limp Bizkit og de andre koryfæer fra 90'erne. De er dermed et band, der stod med begge ben plantet i den bølge, der skyllede gennem rockmusikken omkring årtusindskiftet, men de har dog altid haft deres egen lyd, og gennem årene er de bare blevet bedre og bedre til at finpudse den. Deftones anno 2026 lyder stadig som Deftones. Bare som en mere moden, mere raffineret og endnu bedre udgave. White Pony står for mange som deres absolut bedste plade, men siden er der kommet udelukkende fremragende udgivelser i form af Deftones, Saturday Night Wrist, Diamond Eyes, Koi No Yokan, Gore, Ohms og nu Private Music. Ingen af pladerne lyder helt som den foregående, og alligevel er man aldrig i tvvl om, at det er Deftones.

Hvis Radiohead er det oplagte eksempel på et band, der nægtede at lade sig definere af den genre, der gjorde dem berømte, er Deftones måske nu metals svar på det. De kunne sagtens have levet resten af karrieren på Around the Fur og White Pony, men de har i stedet valgt at blive ved med at udvikle sig. Og noget tyder på, at publikum har fulgt med. Private Music er i den grad en relevant og nærværende plade og cementerer yderligere bandet som et af de store alternative metalbands. Det er vel også kun få bands, som kan have en udsolgt koncert i Berlin i februar og blot seks måneder senere samle 17.000 mennesker i Wuhlheide. Det er sgu meget godt gået.

De unge knægte fra Baltimore

Før hovednavnet skulle Turnstile gøre sit, og jeg kendte dem aerligt talt ikke særligt godt. Jeg havde dog hørt, at de skulle vaere ret vilde live, og det viste sig hurtigt at holde stik. Turnstile smadrede Wuhlheide fra start. Massiv pit, bounce og hopperi, og efterhänden stod nærnest hele pladsen og bevægede sig til rytmerne fra de unge knægte og tøser fra Baltimore.

Det er også altid interessant at kigge på, hvor de unge mennesker befinder sig til den slags koncerter. Hvis man vil gætte på, hvem der bliver morgendagens store navne, er det måske meget fornuftigt at holde øje med, hvem de unge mennesker står og råber med på. Og i aften var de tydeligvis vilde med Turnstile.

Alt metal i saerklasse

Deftones trädte ud til det pakkede Wuhlide kl. 20.30 og lagde fra land med Be Quiet and Drive. En sikker og aldeles fremragende start, der med det samme fremtvang hop og headbanging. Bag bandet svævede store visuals, og Chinos silhuet stod mod enorme, drømmeagtige billeder. Det hele mindede mig flere gange om en James Turrell-installation, hvor Deftones' musik smeltede sammen med bagtæppet i et stort stemningsunivers. Og så kom Around the Fur, som smadrede det hele. Og det er noget af det, som Deftones kan. De kan gå fra det drømmende og groovy til at sparke døren ind med et riff, uden at det føles, som om koncerten skifter retning. *Mascara* trak os tilbage i det rolige, mens *Entombed* igen visite, hvor fremragende Chino stadig synger. Og så er der det der groove. Hold nu kæft, hvor er det godt, og bandet spillede fremragende.

De nye numre fra Private Music passede samtidig naturligt ind. Det nye materiale står bare der sammen med de gamle sange og forsøger ikke at bevise noget. Det er bare endnu en del af Deftones' fremragende bagkatalog. Og det er egentlig ret imponerende. Et band, der har eksisteret siden 1988, kunne nemt være blevet fanget i deres egen fortid, men sådan føles Deftones ikke. Sex Tape fremtvang klapsalver og glade råb, og koncerten begyndte for alvor at få det der ebb and flow, som gør Deftones så fede. Tungt. Roligt. Groovy. Drømmende. Og så tungtigen.

En rejse gennem bagkataloget

Det er svært ikke at blive lidt sentimental, når Korea fra White Pony rammer. Jeg har hør den plade, siden jeg var helt ung, og det var en stor fornøjelse at hore et noget deep cut fra pladen. Det samme gælder Change (In the House of Flies), som blev et af aftenens helt store øjeblikke. Chino stod badet i rødt lys, mens en enorm solopgang bredte sig bag bandet. Hele Wuhlheide svajede fra side til side. Det var smukt, og igen kom jeg til at tænke på James Turrell. Det er måske en tidt mærkelig sammenligning, men Deftones har altid haft den evne til at skabe et rum omkring musikken. Her blev det helt konkret. Lys, visuals, musik og 17.000 mennesker gik op i en hjere enhed.

Og det er måske netop her, man mærker forskellen på Deftones anno 2000 og Deftones anno 2026. Around the Fur kan stadig smadre en plads. Numrene fra White Pony kan stadig føles magiske, og det nye materiale fra Private Music fungerer. Det føles ikke som et forsøg på at genskabe noget, der allerede var. Det føles som et band, der stadig gider undersøge, hvad Deftones kan være.

Deftones anno 2026

Mod slutningen blev der skruet op for den gamle energi. My Own Summer (Shove It) var naturligvis et kæmpe øjeblik, og 7 Words lukkede aftenen med et ordentligt los bagi. Det var faktisk en ret perfekt afslutning. For Deftones har stadig det gamle i sig. De har bare bygget videre på det.

Jeg har hørt Deftones, siden jeg var 12. Det betyder selvfølgelig, at der ligger en masse nostalgi at stå her og hore de sange, som jeg har haft med mig gennem mere end halvdelen af mit liv. Men det er ikke nostalgi alene, der gør koncerten god. Det fede er, at bandet stadig udvikler sig. Deftones har ikke brugt deres fortid som en krykke. De har brugt den som et fundament.

Vi ses næste gang, Deftones!