Distortion Ø 2026

Moodymann lod musikken tale på Oasis Stage

Lørdag d.6. Juni Refshaleøen

Af Savas Karakaplan

Distortion Copenhagens sidste dag på Refshaleøen havde allerede sat barren højt. Fredag havde MiniMalene løftet Sunrise Stage med melodisk, progressivt house, og Trym havde lukket Rave Stage ned med hard trance, der fik armene op og kroppen til at glemme klokken. Lørdag skulle så vise, hvad Oasis Stage kunne byde på, og svaret kom klokken 23 i form af en hættetrøje med Princes ansigt på.

Det føltes mere som en passioneret pladesamlers musikalske fortælling end et stramt koreograferet DJ-sæt.

Forestil dig Prince som DJ under et enkelt telt, to meter over scenegulvet, med minimal belysning, ingen store lys og lydtårne og midt i skoven mellem træerne.

Bortset fra et par korte “How are you doing?” til publikum var Moodymanns optræden en uafbrudt, spontan gennemrejse af genrer og stilarter uden fast playlist. De få gange han greb mikrofonen, understregede han netop den improviserede tilgang, der prægede hele sættet. Musikalsk bevægede sættet sig gennem soul, funk, disco og Detroit house med tydelige nik til kunstnere som Prince, Marvin Gaye og Stevie Wonder, navne der gennem årtier har præget Moodymanns egen musikalske identitet.

Hans ansigt forblev skjult bag hætte og maske, mens Princes blik stirrede ud mod publikum fra brystet på hans hoodie. Det sagde mere end ord: Moodymann trådte i baggrunden, musikken og dens skabere i forgrunden. Silhuetten på scenen var ikke en performer, der søgte opmærksomhed, men en kurator, der overlod scenen til musikken selv.

Måske netop fordi han bevæger sig så frit mellem stilarter og epoker, var ikke alle numre produceret eller mastereret med samme lydmæssige tyngde. Det gav sættet en rå og uforudsigelig karakter, men skabte også øjeblikke, hvor lydkvaliteten varierede mærkbart. Flere omkring mig reagerede forskelligt på de abrupte skift.

Især i sættets første time var der rene cuts uden fade, som om han stadig varmede op. Men i de senere timer, særligt over de elektroniske tempopartier, leverede han bløde, indfiltrede fadeovergange, der kunne give selv de mest teknisk orienterede Distortion-DJ’er noget at tænke over.

Mens han spillede musik af de musikere, han beundrer, lod han respekten lyde mellem numrene. Michael Jackson, Prince og endda et af Princes guitarsoloer gled ind over rytme og tempo i baggrunden, et valg der kræver både musikhistorisk ballast, bredt repertoire og selvtillid til at bryde tabuer på en elektronisk festival. Den ro og ligegyldighed over for konventioner smittede af på publikum og skabte en anderledes og fornøjelig atmosfære. Endnu mere interessant var hans omhu for, at overgangene aldrig overskygger musikken selv.

Klokken 02.00 var det tid til at stoppe. Havde de ladet ham fortsætte, ville han have spillet videre i timevis, så opslugt var han. Det tog assistenternes gentagne påmindelser at få ham til at standse i den sidste halve time. Under hundredvis af klapsalver forsvandt han i mørket mellem træerne og efterlod publikum med følelsen af at have fået lov til at kigge med i en musikelskers personlige pladesamling.

Til sidst er der grund til at løfte hatten for Distortion Copenhagen og alle bag festivalen, fra de frivillige og sikkerhedspersonalet til det tekniske crew og alle dem, der arbejder i det stille for at samle DJ’s og musikelskere på tværs af både Distortion X og Distortion Ø. Distortion Copenhagen er mere end et program med navne på et skilt. Det er et rum, hvor forskellige musikstemmer, genrer og publikummer mødes under et fælles overskrift: musik og kærlighed. Det mærkes i atmosfæren, i den omhu der lægges i scenedesign og lydkvalitet, og i den bevidsthed om sikkerhed og trivsel, der gør det muligt at give sig hen til musikken med ro i kroppen. Tak for det.

En særlig tak skal lyde til Toll Hav Kiosk og Sejlbåden på Lynetten for deres gæstfrihed under festivalen.

Fotogalleri: