Død over folket

Gatecreeper, Copenhell

Død over folket

Hades, torsdag d. 25. juni 2026

 Af Christoffer Schaarup

fotograf: Thomas V. Olesen

Gatecreeper er et af de navne på Copenhell, hvor man på forhånd ved, hvad man går ind til. Arizona-bandet spiller dødsmetal uden filter, uden unødige pauser og uden interesse i at gøre tingene pæne. Det handler om tyngde, tempo og riffs, der er skabt til at blive spillet højt og smadrer igennem. Det handler om ”dive bombs”, ”blast beats”, ”growls” og så har Gatecreeper også en melodisk tæft gemt, hvilket gør bandet lidt mere alsidigt end klassisk death. De er tilmed med på et afbud, og jeg har kun lige nået at lytte to gange til deres seneste plade, som har imponeret uden at uden for alvor at få mig til at falde pladask for bandet.Mon de kan smadre mig og resten af Hades godt og grundigt?

Fra første tone blev der kaldt til circle pit, hvilket de dedikerede dødshoveder nede foran scenen adlød øjeblikkeligt. Bandet kom ud med en energi der trodsede den bagende varme, begge guitarister headbangede synkront, og frontmand Chase Mason gjorde sit for konstant at få hele pladsen til at bevæge sig. Det virkede. Crowdsurferne begyndte hurtigt at flyve hen over hegnet, og dem som stod forrest, leverede præcis den blanding af circle pits, moshing og kaos, som bandet fra Arizona kaldte på.

Bandet virkede på intet tidspunkt som et navn, der var benovet over at stå på Hades. Tværtimod spillede de med en selvsikkerhed og et overskud, og lige så tight som sidst de gæstede festivalen.Lyden var tung, bandet spillede ekstremt tight, og energien faldt aldrig. Det var samtidig fedt at høre flere numre fra Dark Superstition, som fungerede endnu bedre live end på plade. Særligt Black Curtain blev et af koncertens absolutte højdepunkter. Nummerets melodiske elementer gav et tiltrængt åndehul midt i al brutaliteten og viste, at Gatecreeper har flere tricks i ærmet mere end bare fuld smadder.

Resten af koncerten blev en lang demonstration af, hvor effektiv klassisk death metal stadig kan være. Riffsene væltede ud af forstærkerne, pittene blev ved med at åbne sig, og publikum slap aldrig grebet om bandet. Eller måske var det snarere Gatecreeper, der aldrig slap grebet om publikum. Da amerikanerne rundede af med Flesh Habit fra Dark Superstition, stod vi tilbage godt gennem varmede i vores dødssjæl og glade og tilfredse. Eneste lille anke jeg har er, at koncerten måske mistede lidt pust i de sidste ti minutter. Var det varmen? Eller havde både band og publikum kun 45 ekstrem gode minutter i sig?

Hvor om alt andet, så kom Gatecreeper og smadrede igennem. Ingen smarte tricks. Ingen unødvendig snak. Kun tunge riffs, massiv energi fra hele bandet og en koncert, der beviste, at Gatecreeper er klar til at blive på de lidt større scener.