40 års jubilarerne i D-A-D udgiver deres bedste album i mange år
AF STEFFEN JUNGERSEN
D-A-D, ”Speed Of Darkness”, (AFM Records)
foto : Savas
Skal jeg nu absolut være ærlig – og det har talrige redaktører I årenes løb hævdet jeg skulle – er jeg i et vist omfang og gradviststået af Disneyland toget i løbet af deres tre seneste album – ”Monster Philosophy” (’08), ”DIC.NILAN.DAFT.ERD.ARK” (’11) og ”A Prayer For The Loud” (’19) – som i stedse højere grad syntes blot at fungere som dét, én af mine kolleger ynder at kalde ”karriereforlængere”.
Da jeg så tilmed på kuldslået kvæld på Jelling Festival for få år siden oplevede D-A-D decideret dysfunktionelle og ligeglade foran et publikum, som ikke engang gad at brøle med på ”Sleeping My Day Away”… tja, så var det svært ikke at tænke en uvelkommen tanke om, at det vist nu ikke varede længe, før ”Disneyland was closed”…. for good!
Det gjorde ondt på en gammel fan, skulle jeg hilse at sige!
Sanger Jesper Binzers tydeligvis tiltrængte træk til siden med de glimrende soloalbum, ”Dying Is Easy” og ”Save Your Soul”, har med nogen sandsynlighed haft en effekt for både ham og resten af D-A-D, men i hvert fald barsler kvartetten i deres 40 sæsoners jubilæumsår med dét, som meget nemt kunne være bandets bedste album siden ”Everything Glows”, og den er immervæk 24 år gammel.
”Speed Of Darkness” hedder det, D-A-Ds trettende album. Og den er en virkelig – som i virkelig – god rockplade. Bevares den godt timelange spilletid kunne med fordel være barberet et kvarters tid ned, men det, som er godt på ”Speed Of…”, er faktisk fremragende.
Starten går med den swingende, bedårende midtempo rocker ”God Prays To Man”, som afføder en ”hell yeah!” reaktion som dengang, man første gang hørte AC/DC åbne ”High Voltage” med ”It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock’n’roll)”, mens det på ”The Ghost” og ”Crazy Wings” er lykkedes D-A-D at tilføje en sang alle deres adelsmærker (twang-guitar, behersket melankoli og regerende rock-refrainer). ”The Ghost” er det bedste D-A-D nummer, jeg har hørt i så mange år, så jeg sgu ikke orker at gøre det op.
Mens andre numre er så klassiske D-A-D sange, at man skal bruge en rystepudser for at tørre det svedne grin af fjæset (don’t try this at home, kids!).
Eksempelvis de monumentalt medrivende ”Live By Fire”, ”Writing Is The Way” og ”Everything Is Gone Now”, den raspende ”Keep That Mother Down”, den forbavsende heavy ”Strange Terrain” og den selvforklarende, afsluttende ballade “I’m Still Here”.
Det her er et album, der på fineste facon balancerer på kanten mellem troen på egne eskapader og en genfunden entusiastiskstilgang til samme. Eller på kanten af melankoli og rock’n’roll attack, om man vil.
Det er kort og godt, D-A-D når de er noget nær bedst. Nu glæder jeg mig for første gang i årevis virkelig til at gå til koncert med dem igen, og i det stykke håber jeg faktisk, at de – som de altid gjorde engang – spiller hovedparten af det nyeste album, når vi når til den koncert.