top of page
Søg
  • Forfatters billedeNORDICA Live Magazine Live Is Real

HEAVY METAL PÅ EXECUTIVE CLASS

Too Mean to Die Tour


Steffen JUNGERSEN

Foto: Nordica

ACCEPT, Vega, 11.2. 2023



Det skete i de dage. Nærmere betegnet 24. november 1994 hvor en veninde og jeg forlod det – ahem! – godt brugte og nu hedengangne diskotek Alexandra i Københavns centrum.Efter en koncert med Accept, som seriøst affødte en vis nervøsitet over, om gulvet simpelthen ville give efter under publikum. Da kom det sig sådan, at førnævnte veninde med vantroen lysende fra øjnene forhørte sig:

”Sig mig, har det band bare aldrig en off-day?”

Til hvilket jeg skråsikkert og bombastisk proklamerede:

”NEJ!”

Skråsikkert derhen at jeg jo trods alt kun havde oplevet den mægtige maskine, som er Accept, en to-tre gange før dengang i 1994.

Siden er der så gået næsten 30 år, hvor adskillige Accept koncerter har medvirket til at holde min tinnitus og mit humør vedlige, og i dag kan jeg konstatere, at jeg viste et sjældent klarsyn ind i fremtiden, da jeg trompeterede det dér ”NEJ!” tilbage i stenalderen.

Accept har simpelthen et bundniveau, der kunne give selv erfarne medarbejdere på denne verdens rumstationer bekymrede furer i panden, mens de overvejede, om det nu nogensinde ville lykkes menneskeheden som sådan at ekspedere sig selv op i de luftlag.

Nå, så kan I jo selv regne ud hvor vi er henne, når Accept rammer topniveauet! Vi er jo så nemlig deroppe, hvor de dér tumpede milliardærer, som har købt billetter til rumrejser i fremtiden, kunne have sparet deres penge og bare været gået til en Accept koncert.

ENDNU EN ”BEDSTE KONCERT”Hvilket bringer os frem til københavnske Vega fredag 11. februar, hvor jeg efter næsten to timers koncert, som – sorry! – nærmest fløj afsted, lamslået måtte konstatere, at dén koncert sgu’ nok var én af de allerbedste i den lange række af ”bedste koncerter”, Accept har begavet os med i årenes løb.

Skulle man som jeg have haft visse reservationer, fordi stiftende medlem og bassist Peter Baltes forlod bandet sent i 2018, blev den skepsis gjort til skamme med et eftertryk som en sættevogn på et underlag af kakerlakker fredag aften.

Bandets nye, loyale og bundsolide bassist Martin Motnek er sammen med den formidable trommeslager Christopher Williams et perfekt, veloplagt og vederkvægende swingende hold bag sanger Mark Trunillo og bandets tre guitarister. Og det kommer altså fra én, som til døden vil plædere for, at Baltes og Accepts trommeslager i 1980’erne, Stefan Kaufmann, var ét af de bedste rytmehold i Heavy Metals historie.

Men det rock’n’roll swing og gedigne groove, som er alt for sjældent netop i Heavy Metal og er én af hemmelighederne bag Accepts storhed, er bibeholdt af Motnek og Williams. Mere om det senere.

Men den helt store forskel på Accept og deres såkaldte ”konkurrenter” er og bliver det stiftende medlem Wolf Hoffmann – stadig én af verdens  bedste og desværre også stadig alt for oversete rockguitarister.

Det beviste den nu 63-årige tysker endnu engang via sit mesterligt melodisk ladede spil aftenen igennem i Vega. Hoffmann forfalder aldrig til genrens mere hysteriske manerer, men holder sig til flow og melodi, uanset om det gælder hyldesterne til hans hjemlands store klassiske komponister i ”Metal Heart” og ”Symphony Of Pain” eller de velvalgte præcise sololøb i sange som ”Hung, Drawn And Quartered” eller den pragtfulde ”Pandemic”.

AFTENENS PANDEMIHvis der så i øvrigt er nogen pandemi denne aften, er den afstedkommet af ikke blot Wolfs men hele bandets smittende smil og åbenlyse glæde ved det hele.

I en verden i forfald, hvor det bedste, man efterhånden kan håbe på, er en stille og nogenlunde værdig afskedsdans i ruinerne af dét, som engang var, er vi så fremme ved endnu én af de store hemmeligheder ved Accept – ja, altså bortset fra at de spiller så godt:

Accept vil det anderledes. De vil hylde livet, vil de. Ja, hvad fanden er nu det for noget, men Accept er ganske enkelt Heavy Metal på executive class. Eller wellness på første klasse, om man vil, hvor såvel bandets som publikums glæde over at få lov til at være med sådan en aften er noget nær håndgribelig.

Det er dét, der hedder at være i øjenhøjde med sit publikum – hér er det aldrig ”jer og os” men altid ”OS!”.  Meget lig og uden de fjerneste sammenligninger i øvrigt, Magtens Korridorer.

At kalde publikum euforiske, mens vi f.eks. gjorde vores bedste for at overdøve bandet i ”Overnight Sensation”, ”Midnight Mover”, ”Princess Of The Dawn” og det afsluttende pragtfulde primalskrig ”I’m A Rebel”, ville ærligt talt være som at kalde kejser Caligula ”lettere mentalt anløben”, mine damer og herrer.

Og mine damer og herrer yderligere: med en sidste afstikker til d’herrer Motnek og Williams i rytmegruppen, så er Accepts swingende tilgang til dén side af sagen ofte altså tættere på at opfordre til dans end headbanging. Ikke at de to dele er uforenelige, bevares.

Som tidligere skrevet stod:

Én af de allerbedste af mange ”bedste koncerter” fra Accept. De har ikke sat en tøddel til hverken musikalsk eller intensitetsmæssigt de sidste godt 40 år. På mange måder er de i perioder faktisk bedre end nogensinde, og det er der – ja, undskyld – fandeme ikke mange bands med så mange år på de slidte læderrøve, der kan prale af.

11. februar 2023; Én af de oplevelser, det – heldigvis – kommer til at tage lang tid at komme ned fra ...



Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page