Jason Derulo - Fra hitmaskine til psykedelisk popteater i København

Jason Derulo – “The Last Dance World Tour”

Support: LZ7

Royal Arena · 12. februar 2026

Af Casper Månsson

fotograf: Julie Spuhr

Jason Derulo byggede hele verdener i Royal Arena - med arenaen som kulisse og et publikum, der blev en del af showet.

Jason Derulo kom ikke for at “holde koncert” – han kom for at levere et fuldt produceret popshow, hvor alt var timet ned til mindste detalje: lyd, lys, visuals, koreografi og crowd work. I Royal Arena blev det til en aften med høj puls og høj volumen, hvor selv de små detaljer (som de selvlysende armbånd) fik publikum til at vågne i bølger, som om arenaen var en del af scenen. Og midt i alle de skiftende verdener – fra sci-fi og futuristisk lab til jungle og vulkan – stod én ting klokkeklart: Derulo er et multitalent, og med Les Twins ved sin side blev det ikke bare “en sanger med baggrundsdansere” – det blev en trio, der styrede hele rummet.

Det her var præcisionsarbejde med milde hedeture – og en afsked, der lugter mere af en ny æra end af punktum.

Høj puls, høj volumen

Opvarmeren (LZ7) lagde ud med et tempo, der ikke bad om lov – men overtog rummet.

Ja, det var til tider lidt højt, men energien var den rigtige: publikum blev hevet ind i fællesskabet fra første “kom nu!”-moment, og man kunne mærke, at aftenen var på vej mod noget stort.

Verdener på verdener – og vi var med i scenografien

Derulo leverer ikke bare sange – han leverer verdener. Showet er bygget som kapitler, hvor scenen morpher fra sci-fi-prolog og futuristisk “lab”-stemning til Derulo Jungle, videre til Derulo Volcano og alt derimellem – som om nogen står backstage med en stor, fed mappe, der hedder: “Okay, næste scene, endnu vildere.”

Visuals, der føles som et psykedelisk farvebad, hvor virkeligheden får et filter på, uden at man behøver andet end en billet.

Når de selvlysende armbånd samtidig blinker synkront, bliver publikum en del af scenografien. Det er ikke “scenen og os” – det er én stor showmaskine, der tager Royal Arena og gør den til en levende kulisse.

De selvlysende armbånd var et twist, der fik publikum til at smide hænderne i vejret.

Genialt touch: de selvlysende armbånd, der blev styret af showet. Det gjorde publikum til en del af scenografien, og hver gang lyset skiftede, vågnede hele arenaen, hænderne røg op, og stemningen fik et ekstra gear. Det er sådan en detalje, der lyder lille på papir – men i praksis føles det som “vi er én stor organisme nu”.

AI-æstetikken: når baggrundsvideoer begynder at føles levende

Der var flere øjeblikke, hvor visuals havde den dér “for perfekt til at være filmet – for organisk til at være statisk”-følelse. Om det konkret var AI-genereret eller bare ekstremt dygtige visual artists, er næsten sekundært: udtrykket peger fremad. Det er, som om bagtæppet ikke længere bare er pynt, men en med-performer, der former stemningen i realtid.

Hvis det her er retningen, så kommer vi til at se flere arena-shows, hvor video ikke illustrerer musikken – men spiller med og skaber nye “scener” midt i sangene.

Sprød, balanceret og bygget til arena

Lydmæssigt sad den. Sprød. Med et mix, hvor bassen har muskler uden at æde detaljerne, og hvor vokalen ligger tydeligt nok til, at man ikke føler, man kun hører en streamingversion med publikum ovenpå. (Arena-lyd er en disciplin – og her blev den taget seriøst.)

Playback vs. vokal – den svære balance

Derulo rammer den moderne popbalance: en fin blanding af playback og naturlig vokal, hvor han stadig får lov at lyde som et menneske med lunger – og ikke bare en amerikansk popstjerne med sixpack.

Der var dog liiiige en anelse for meget autotune i nogle fraseringer; ikke nok til at ødelægge noget, men nok til at man tænker: Jason … vi ved, hvor godt du synger.

Omvendt: på en tour i det her tempo giver det også mening at passe på stemmen.

Les Twins: showets hemmelige cheat code

Og så er der Les Twins. Vanvittige dansere. Punktum.

Det er den slags niveau, der får resten af scenen til at blive fuldendt. Det er ikke bare baggrundsstøj – de er en dynamisk duo, der skaber momentum, og Derulo gled ind i flowet og ramte deres dynamik, som om de altid havde været de tre musketerer.

Når frontmanden både kan være stjerne og del af formationen, så bliver det ikke bare koreografi – det bliver koreografisk storytelling.

Helt ærligt: hvem kan lave en federe koreografisk groove end Les Twins? Det føltes, som om scenen havde sin egen motor.

30° varmere – uden at nogen klagede

Der var ikke sparet på sexheden. Letpåklædt, selvsikkert og med en koreografi, der tydeligvis var bygget til at få hele arenaen til at reagere. Mændene fik deres “wow”, kvinderne kvitterede med skrig. Stemningen var varm.

Et sidste farvel med en tydelig retning

“It’s the beginning of a new era.” Hvad bliver mon det næste?

“The Last Dance World Tour” i Royal Arena var et popshow med kontrol, overskud og en professionel “hitmaskine”-energi.

Det er ikke en koncert, der prøver at være dyb og poetisk. Det er en koncert, der siger: Vi er her for at feste – og vi tager festen seriøst.

Fotogalleri: