Kuldegysninger og kaos: Lorna Shore samlede KB Hallen i én bevægelse

Lorna Shore

“I Feel the Everblack Festering Within Me”

KB Hallen, København – (15-02-2026)

Support: Support: Whitechapel, Shadow of Intent, Humanity’s Last Breath

af Katrines Dyrnell Bolding

foto: Leyla Tunali

På vej ind, lige inden første band gik på, kunne man mærke, at det var en særlig aften. Allerede ved KB Hallen kunne man se og mærke, at folk var i godt humør og tydeligt klar på en tung aften.

Inde i salen var der allerede godt fyldt, da første band, Humanity’s Last Breath, åbnede showet med et tungt, mørkt og dystert udtryk samt et matchende flot lys-setup. Lyden var tung og bastung – så meget, at man kunne mærke den runge helt op på balkonen, hvor jeg sad, som metalliske stød gennem kroppen, især fra bl.a. “Bellua Pt. 1”. Et podie forrest på scenen blev brugt aktivt, så også publikum længere tilbage fik en bedre oplevelse. Og det øde mørke fra “Tide” – sjældent har slutningen på alting lydt så godt. To medlemmer dukkede op på podiet, badet i lys fra spots i loftet – et virkelig stærkt visuelt øjeblik. Der var endda korsang, som lød næsten barnlig og gav en fed, uhyggelig effekt. Da det svenske deathcore-band opfordrede til circle pit, reagerede publikum med det samme.

Da første sæt sluttede, og crewet begyndte at gøre klar, hujede folk videre, og energien fortsatte direkte ind i næste band Shadowof Intent. De tog også podiet i brug fra starten. Allerede under deres anden sang Flying the Black Flag, kom den første crowdsurfer, og kort efter opstod en intens circle pit. Flere og flere begyndte at crowdsurfe, og vagterne fik travlt med at hjælpe folk sikkert over hegnet foran scenen De tilføjede også lidt ekstra kaos til puljen. De skabte en fortryllende atmosfære bla pgaforsangerens Ben Duerr’s vilde vokal, der nærmest føltes som en troldom – som jeg følte var en trend hele aftenen. Det pressede grænserne for teknikalitet og ihærdighed, som deathcore jo kan nå, og det fik masser nakker til at knække under denne magiske aften.  Jeg vil især fremhæve de retro symfoniske numre i ”The Heretic Prevails” og den maniske vold i ”Feeding The Meatgrinder”, de var alle en mavepirrende og sensationelt brutal oplevelse. Stemningen var tydeligt ved at bygge sig op.

Da sidste support, Whitechapel, gik på, kunne man mærke, at publikum nu var helt varme. Der var kommet endnu flere mennesker til, og foyeren føltes proppet, som sild i en tønde, især ved trapperne til garderoben og toiletterne. På gulvet så det fuldstændig pakket ud.

Whitechapel leverede et intenst og nærværende show. De slog sig ned og demonstrerede præcis, hvorfor de har været på toppen af  genren i to årtier. De brugte også podiet flittigt og spillede med en nerve og en tyngde, der ramte direkte. Forsangerens Phil Bozeman’s vokal var ekstremt imponerende, og lyseffekterne understøttede det hele på en måde, der løftede oplevelsen. Phil Bozeman er en ildevarslende figur, der leverer animalske brøl med knivskarp præcision mod den strammeste baggrund af riffs og breakdowns, en race, der har inspireret og påvirket tusindvis. Fra den friske ondskab i 'A Visceral Retch' og til den kæbefaldende 'Hymns Of Dissonance', leverer bandet noget man sent vil glemme. Den slags opvisning, der viser, hvorfor denne musikstil er så destruktivt vanedannende, og som ville sende kuldegysninger ned ad ryggen på enhver, der er nødt til at følge den. Publikum var tydeligt med hele vejen, og jeg kunne mærke, at stemningen var på kogepunktet.

Efter endnu en kort pause begyndte man at høre introen til hovednavnet Lorna Shore’s første sang Oblivion, og forventningen i salen var til at tage og føle på. Da tæppet faldt, gik Lorna Shore i gang med fuld kraft – de startede med Oblivion. De havde en stor skærm i baggrunden med visuelle effekter i flere lag og dimensioner, hvilket gav showet en næsten filmisk følelse. Forsangerens stemme var helt vild – der virker nærmest ikke til at være noget, han ikke kan med den. Fra brutale growls til mere melodiske passager, der næsten kunne minde om pop- eller R&B-fragmenter, var spændvidden imponerende.

De startede stærkt og brugte podiet fra første nummer. Jeg var fuldstændig tryllebundet fra start. Crowd surferne kom igen i bølger, og flere gange føltes det, som om hele salen bevægede sig som én enhed. På et tidspunkt skulle publikum være med til at optage video til et nummer, og alle deltog – det var en fed og inkluderende detalje.

Forsangeren roste publikum og sagde, at vi var et af de mest larmende crowds, de havde oplevet, og det udløste endnu mere energi. Der blev opfordret til at splitte salen i to og give den alt, hvad man havde, og folk reagerede øjeblikkeligt. Oppe fra balkonen var det vildt at se armene bølge frem og tilbage i takt.

Midt i al brutaliteten var der også mere følelsesladede øjeblikke, hvor bandet talte om sange, der betød noget personligt for dem. Trommeslageren Austin Archey stod hævet over de andre på en højere scene, og undervejs var flere af de andre oppe hos ham – en fed detalje, der gav variation i sceneshowet.

Til sidst blev der sagt, at de kun havde én sang tilbage Pain Remains: – men at de havde gemt det bedste til sidst. Og det føltes også sådan. Publikum gav alt, hvad de havde tilbage, og aftenen sluttede på et massivt klimaks. Der var selvføgelig tale om Pain Remains, og så spillede hele trilogien af den.

"Pain Remains"-trilogien af Lorna Shore, skildrer en dyb, tragisk historie om sorg, tab og accept af virkeligheden. Will Ramos har tidligere forklaret, at trilogien fokuserer på de forskellige stadier af sorg gennem en kærlighedshistorie. Her fik jeg virkelig for alvor kuldegysninger og blev helt melankolsk og selv helt oppe fra balkonen kunne jeg fornemme at de fleste havde det sådan, det var igen magisk.

Alt i alt var det en koncertaften med en fantastisk stemning, stærke visuelle elementer og bands, der virkelig leverede. Energien i salen voksede gennem hele aftenen, og da hovednavnet gik på, føltes det som kulminationen på en intens og mindeværdig metaloplevelse.