top of page
Søg
  • Forfatters billedeNORDICA Live Magazine Live Is Real

METALLICA TRIUMFERER EFTER SPEKTAKULÆR 2. HALVLEG

M72 WORLD TOUR 2023/4

 

Af Steffen Jungersen

METALLICA, Parken, København, 14. og 16. juni

 

Okay, skal vi tage en fodboldanalogi i brug i disse dages anledning, kan mægtige Metallicas to koncerter i København over den forløbne weekend beskrives sådan her:

Bandet kunne gå fra første halvleg fredag med en spinkel føring efter en godt nok godkendt men i perioder også lige lovligt hyggeonkel-agtigforestilling.

Det kunne jo sådan set et ganske pænt stykke ad vejen sikkert være godt nok, og Metallica kunne bare være gået ud og prøve at forsvare føringen hjem i 2. halvleg søndag.

Men som enhver fodboldfan vil kunne fortælle dig, så er det en farlig strategi at forsøge at forsvare en spinkel 1. halvlegsføring hjem i anden.

Og Hetfield-ske-tak-og-lov valgte Metallica da heldigvis også søndag at gå ud i et så fuldt ud konfrontatorisk kampivrigt krigshumør til en anden halvleg, at bandet mod slutningen af halvlegen triumferede med en 5-0 sejr!

Dermed nok fodbold for denne gang.


Men som I nok har grejet nu, var Metallicas ”No Repeat Weekend” koncerter fredag og søndag to temmeligt forskellige oplevelser, og det var ikke kun pga. de to sætlister.


KÆRLIGHED OG TAKNEMMELIGHED

Fredagens show var først og fremmest til overhovedet at have med at gøre, fordi Metallica 41 år efter debuten med ”Kill ’em All” albummet utroligt nok synes at være i bedre spilleform og –humør end længe. Dertil er man aldrig i tvivl om Metallicas oprigtighed, når de – fanget i en båndsløjfe at kærlighedserklæringer og taknemmelighed, som de er – i dén grad insisterer på ”det bedste til os og vores venner” for nu at parafrasere salig Gasolin’.

Man får aldrig for dette bands vedkommende den dér fornemmelse af, at alt andet end pensionsopsparingen sådan set er sekundært (hører I efter Guns N’Roses og Mötley Crüe!).

På den negative side? Well, lad mig til en start udtrykke det sådan her: Hvis nogen ellers har magt til den slags i morgen fandt ud af, at det fra nu at skal være forbudt at lave koncerter i Parken, så er det alligevel flere år for sent.

Selv om det faktisk lykkedes Metallicas lydmand i perioder fredag at kreere en så nogenlunde tålelig lyd i Rædselskatedralen på Østerbro, var det alligevel ikke på et niveau, så man for alvor kunne nyde ellers så velkomne sange fra kataloget som de herligt hæsblæsende ”Hit The Light” og ”Blackened” eller de ondsindede ”Harvester of Sorrow” og ”Leper Messiah”, mens en for lang periode i midten med ellers ganske gode numre fra Metallicas seneste to album bare mudrede deres vej op under Parkens tag. . . og med dem desværre det momentum, der er altafgørende for en rockkoncert.

Fra min lyttepost kunne jeg ikke på noget tidspunkt høre stortrommen (fra et Heavy Metal band!!), mens folk andre steder på stadion sikkert ikke kunne høre andet.

I og med at jeg har været med, siden Methusalem lige var kommet ud af blealderen, har jeg været til stadionkoncerter i det meste af den vestlige verden, og Parken er ét af de værste til det formål. Især når låget er trukket henover, som det var hér.

Jeg beklager, men det er sgu’ bare ikke godt nok.

Dertil kommer det, at alt imens jeg til hver en tid vil forsvare intentionen og idéen med den gigantiske runde scene i salens midte, så har jeg aldrig været rigtigt lun på samme idé. Ganske enkelt fordi det jo ved Harvester, Of og Sorrowikke kan undgå at påvirke et bands intensitet, at musikerne i mange tilfælde står en 20-30 meter fra hinanden.

Okay, i perioder var det såmænd da hyggeligt nok, men ”hyggeligt nok” som beskrivelse af et metalband er altså lige… hyggeligt nok!


FIREDOBBELT KNOCK OUT HUG

Men så blev det søndag, og så var alt – som i alt(og ikke kun i sætlisten)-  en helt anden sang.

Sætlisten var bedre.

Lyden var bedre (og højere).

Bandet spillede bedre og i langt højere grad med den indædte intensitet, denne genre nu engang fordrer.

Når Metallica lægger fra land med et fornemt, fremragende og firedobbelt knock out hug som

”Whiplash”, ”For Whom The Bell Tolls”, ”Ride The Lightning” og vel nok den bedste udgave af ”King Nothing”, jeg mindes at have hørt, så ved man godt, de er gået efter guldet.

I det stykke blev de fleste konkurrenter mast flade og rullet sammen, som koncerten i en kæberaslende, kakofonisk kraftudladning kørte på med ”Lux Æterna”, ”Whereever I May Roam” (”som stadionrock bliver det ikke meget bedre end den,” som min gamle ven Oraklet fra Brøndby påpegede), de mesterligt majestætiske messer ”The Call Of Ktulu” og ”The Unforgiven”, inden vi nåede – efter min aldeles ikke ydmyge mening– ét af aftenens højdepunkter, den 11 minutter lange ”Inamorata” fra Metallicas seneste album ”72 Seasons”.

Metallicas længste sang nogensinde og en riff fest, der gør et udtryk som ”episke proportioner” omtrent så tilstrækkeligt som et baseballbat i en blitzkrieg. En åbenlys og mesterlig hyldest til genrens forfædre Black Sabbath (og melodisk og harmonisk til dels til Blue Öyster Cult), hvis nogensinde jeg har hørt én.

DE EKSTRA GEAR

Over en bred kam spillede Metallica mand for mand tilmed formidabelt denne aften. Lars Ulrichs elegante markeringer og indædte drive var en fryd, den så ofte udskældte Kirk Hammett spillede bedre, end jeg har hørt ham i 30 år, Rob Trujillo er en underholdende og sviende præcist spillende bassist, hvilket blot efterlader den majestætiske James Hetfield, som udover at være én af verdens bedste rytmeguitarister altid er en indpisker af en kvalitet, som efterhånden have reddet ham pladsen som illustrationsbillede til ordet ”FORMAT” i diverse ordbøger!

Som én af vennerne sagde mod slutningen søndag:

”Vi ved jo, Metallica har de ekstra gear dér. Og så skal man sgu ikke nøjes med det, vi fik i fredags.”

Og dermed kunne Metallica og publikum surfe i mål til tonerne af ”Moth Into A Flame”, ”One” og ”Enter Sandman”. Og jeg idiot, der af og til forsøger at være blasert og fordømmende overfor den overspillede sang om at sove med øjnene åbne. . .

Well, not tonight, Josephine! Jo, jeg sang lige så lystigt med som den lykkelige unge pige ved min side, inden det hele så var slut.

For fanden! Dér var de jo! Det Metallica, de ældste af os forelskede os i for fire årtier siden.

”Is this love?” som en vis David Coverdale forhørte sig for snart mange år siden.

Ja, gu’ er det så. . .


Sætliste fredag:

”Creeping Death”,

”Harvester of Sorrow”,

“Hit The Lights”

“Leper Messiah”

“72 Seasons”,

“If Darkness Had A Son”,

“The Day That Never Comes”,

“Shadows Follow”

“Orion”,

“Nothing Else Matters”,

“Sad But True”,

“Blackened”,

“Fuel”,

“Seek And Destroy”,

“Master Of Puppets”.

 

Sætliste søndag:

“Whiplash”,

“For Whom The Bell Tolls”

“Ride The Lightning”,

“King Nothing”,

“Lux Æterna”

“Too Far Gone”

“Fade To Black”,

“Whereever I May Roam”

“The Call Of Ktulu”,

“The Unforgiven”

“Inamorata”

“Battery”

“Moth Into Flame”,

“One”

“Enter Sandman”

Seneste blogindlæg

Se alle

Kommentare


bottom of page