top of page
Søg

Musicalen Margrethe

H.M. Dronning Margrethe 2. hyldes med en imponerende musical

Vær med når H.M. Dronning Margrethe 2. fejres med en ny storslået dansk musical. En jubilæumsforestilling, hvor vi med nykomponeret musik og spektakulær scenekunst er med på Dronningens livsrejse og i nedslag følger regentens 50 år på den danske trone.

Musicalen Margrethe får urpremiere på Gamle Scene d. 23 juni 2023. Forestillingen opsættes og produceres af Mikkel Rønnov Musicals og kan desuden opleves i forbindelse med H.C Andersen Festivals i Odense og Musikhuset Aarhus.

H.M. Dronning Margrethe 2. har elsket at se teater, ballet og opera, siden hendes far, Kong Frederik 9., tog hende med i Det Kongelige Teater som barn. I årenes løb har Dronningen skabt kostumerne og scenografien til adskillige forestillinger. Derfor bliver majestætens kærlighed til teatret en helt naturlig del af musicalen. Men jubilæumsforestillingen bliver meget mere end det. I en musikalsk mosaik fortælles Dronningens livshistorie på helt nye måder.

Fra prinsessens fødsel kort efter Hitler-Tysklands besættelse af Danmark i april 1940. Over en glad barndom til den livsforandrende grundlovsændring i 1953, hvor Margrethe som trettenårig bliver tronfølger. Forelskelsen og ægteskabet med Prins Henrik. Et familieliv i pressens søgelys. Kunstkritikerne og den hårde behandling af Prins Henrik. Afskeden med dem, man elsker. Passionen for arkæologi, litteratur og kunst.

Musicalen Margrethe bliver en enestående fortælling, der fletter H.M. Dronning Margrethes historie sammen med Danmarks historie fra 1940 til i dag. En gribende historie om skæbne, pligt, arv og et helt kongerige. Om Dronningens kærlighed til Danmark og danskernes kærlighed til hende.

”I sine nytårstaler bruger Dronningen ofte udtrykket hjertevarme. For os handler det om at skabe netop en hjertevarm musical, som med respekt hylder hele Danmarks Dronning,” fastslår Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier, der lige nu komponerer musikken og skriver tekster til musicalen.

Høg·Aagaard·Svanekier lover en musical af internationalt format. De tre har en stribe anmelderroste forestillinger bag sig blandt andet musicalen Jordens Søjler på og Skammerens Datter på Østre Gasværk. Instruktør Mads M. Nielsen står for iscenesættelsen mens Mikkel Rønnow er dirigent.

En stor musical med 24 skuespillere og 18 musikere. Tre forskellige skuespillere går på scenen som H.M. Dronning Margrethe 2 i forskellige perioder af hendes liv.Mikkel Rønnow Musicals kan d. 12 oktober løfte sløret for, hvem der skal spille H.M. Dronning Margrethe II og H.K.H. Prins Henrik i den nyskrevne danske musical MARGRETHE. Forestillingen får verdenspremiere i sommeren 2023 og spiller i København, Odense og Aarhus.Det bliver Matador-stjernen Ulla Henningsen, skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen, stortalentet Emilie Groth og en barneskuespiller, som skal portrættere Danmarks dronning i fire forskellige aldre. Peter Schrøder skal spille i H.K.H. Prins Henrik, og Kristian Boland skal spille Dronning Margrethes far Kong Frederik IX.


Musical af Høg·Aagaard·SvanekierOrkestrering Jesper RiisIscenesættelse Mads M. NielsenDirigent Mikkel Rønnow

Produceres af Mikkel Rønnow Musicals i samarbejde med blandt andre H.C. Andersen Festivals og TOCA Records.

 

Bemærk!Dette event er arrangeret af 3. part, der har lejet Det Kongelige Teaters faciliteter. Det er derfor ikke muligt at betale med gavekort til Det Kongelige Teater.

Evt. ombytning af billetter skal ske senest 7 dage før forestillingsdato.

Comments


bottom of page