Nostalgi fest i solskinnet

Papa Roach, Copenhell

Nostalgi fest i solskinnet

Helviti, torsdag d. 25. juni 2026

Af Christoffer Schaarup

Papa Roach er et af de bands, som jeg har et lidt særligt forhold til, da deres gennembrudsplade Infest var en af de første cd'er, jeg fik, da jeg var 13 år gammel. Siden da har bandet dog aldrig for alvor formået at vække den samme begejstring hos mig, og jeg kan faktisk ikke nævne en eneste sang fra tiden efter den førnævnte plade. Der er bare visse bands, som lyder, som om de hører til i en bestemt periode, og det er lidt den følelse, jeg har med Papa Roach. Jeg har lyttet sporadisk med gennem årene, men sjældent følt den store trang til at vende tilbage til kataloget.

Alligevel er Papa Roach en af de koncerter, jeg har glædet mig mest til på årets Copenhell. Solskin over Refshaleøen, Helvitiklokken 18.45 og en ordentlig dosis nu metal-nostalgi er vel egentlig ikke nogen dårlig opskrift. Om setlisten kan bære en hel koncert med bangers fra de gode gamle dage og nyere materiale, jeg ikke kender, er jeg mere i tvivl om, men den tvivl kommer bandet til gode. Papa Roach har gennem årene opbygget et ry som et fremragende liveband, og særligt frontmand Jacoby Shaddixbliver ofte fremhævet som en af genrens stærkeste frontfigurer. Derfor var forventningerne alligevel høje, og gensynet med et af de bands, der var med til at introducere mig til nu metal, var derfor et, jeg så frem til.

En tur i nu metal-tidsmaskinen

Fra første nummer var der godt fyldt foran Helviti, og allerede inden koncerten for alvor havde fundet sin form, var de første pits i gang. Bandet har ry for at spille imponerende live shows og de gjorde sit for at leve op til ryet ved at komme ud med masser af energi, mens Jacoby Shaddix konstant bevægede sig rundt på scenen og udnyttede sceneforlængelsen til at komme helt tæt på publikum. Han har altid været en stærk frontmand, og han skuffede i den grad ikke på hans første besøg på Copenhell.

Da turen gik tilbage til Infest, begyndte koncerten for alvor at lugte af en tur tilbage til teenageværelset. Det var sku meget fedt at stå og skråle med på numre man egentlig har henlagt til de få nostalgi lyt, som de af og til for. Med det sagt, så var de numre, som jeg ikke kendte fra Papa Roachs senere udgivelser ganske glimrende live og jeg virkelig underholdt hele vejen igennem. Foran scenen havde vi en kæmpe fest og crowdsurferne kom i en lind strøm, pitten voksede, og publikum kvitterede med både moshing og fællessang. Særligt under Getting Away with Murdersang pladsen med så højt, at Jacoby flere gange blot lod mikrofonen pege mod publikum. Og hvor var det fedt at se en frontmand, som tydeligt ikke ville være andre steder end på scenen. Hold nu op han gav den gas og det strålede med spilleglæde.

Halvvejs inde i settet fik vi en omgang ”california love” i form af rap og hiphop. Et indslag som blev taget ganske fint imod fra publikum. Et af koncertens hyggeligste øjeblikke kom, da Jacoby inviterede sin søn på scenen under Braindead. Kort efter fik flere børn fra musikerne lov til at komme op, og koncerten fik et varmt og nærmest familiært øjeblik midt i al festen. Den side klædte egentlig bandet meget godt.

Undervejs gjorde Jacoby også en dyd ud af at hylde alle omkring festivalen. Crew, security og publikum blev sendt store taksigelser, og det virkede oprigtigt. Han havde en imponerende evne til at få alle til at føle sig som en del af koncerten.

Mod slutningen ramte hits på stribe. Scars, Help og Born for Greatness holdt festen kørende, inden Between Angels and Insectssendte os direkte tilbage til år 2000. Og så kom det. ”The new! Metal! Time Machine!” Vi fik en glimrende og fed tur i nu-metal maskineriet med et medley af Blind, My Own Summer, Chop Sueyog Break Stuff. Det virkede virkelig fedt og var en fed klimaks på en fed koncert.

Papa Roach kom med et virkelig stærkt show og en særdeles veloplagt og fremragende frontmand. Det var en super fed og underholdende koncert på Helviti en en tur nu metal-tidsmaskinevar da ikke så slemt igen.