DEATHCORE ALA SUISSE

Paleface Swiss, Copenhell

Deathcore ala Suisse

Pandæmonium, fredag d. 26. juni

Af Christoffer Schaarup

fotograf : Thomas V. Olesen

Deathcore fra Schweiz. Og tilmed med Luigi Paverenti, som jeg har fulgt på Instagram i et godt stykke tid. Hvis nogen kan straffe tønder, så er det den mand, og jeg glædede mig til at se ham sønderbombe dobbeltbassen og smadre alt og alle. Ellers har jeg ikke det store kendskab til bandet, andet end at deathcore er fedt, særligt live, og det er særligt fedt at høre deathcore på Hell. Let's go!

Mere brutalt bliver det vel ikke?

Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg kunne opleve noget mere brutalt end Kublai Khan TX, som pulveriserede Pandæmonium torsdag på Hell. Det kunne jeg i den grad, for hold da op, hvor blev Pandæmonium smadret fuldstændig i stykker af det schweiziske deathcore-ensemble.

Temperaturen var måske faldet en smule over Refshaleøen, men det gjaldt bestemt ikke foran scenen, hvor støvet løftede sig fra jorden som følge af de flyvende kroppe. Fra første nummer blev der kaldt til pits, flammerne skød op omkring scenen, og bandet satte et tempo, som fik den tætpakkede plads foran scenen i bevægelse. Deathcore spilles åbenbart også i Schweiz, og hold da op, hvor gør de det godt. Breakdown efter breakdown ramte publikum som en rambuk ude af kontrol, trommerne blev gennembanket uden nåde, og guitarerne leverede den ene tunge mur efter den anden. Det var kompromisløst, brutalt og præcis så voldsomt, som genren skal være, og det hele gik op i en højere enhed.

Midt i kaosset og som gal og glad dirigent stod frontmand Marc "Zelli" Zellweger. Han spyttede sine growls ud som en rasende galning, men koncertens største styrke var faktisk hans kontakt med publikum. Han havde et jerngreb om pladsen og skabte nærmest en familiestemning, hvor alle blev inkluderet. Hver eneste kommando blev adlydt, hornene røg i vejret, pitsene åbnede sig på sekunder, og fællesskrålene rungede tilbage mod scenen på kommando. Det var beskidt, brutalt og fedt. Præcis, som det skal være.

Og så skal det selvsagt fremhæves, at Paleface Swiss fik åbnet den til dato største wall of death, jeg har set på Pandæmonium. Fra scenekanten til statuen, som markerer den naturlige afslutning på pladsen foran scenen, åbnede publikum sig, som var det Moses, der skulle vandre igennem. Som gale vikinger stod vi over for hinanden, inden vi ræsede direkte ind i én stor, kærlig kaospit. Dagens absolutte højdepunkt og fest.

Crowdsurferne kom også svævende i en lind strøm og blev båret hen over pitten som lam til slagtning. Det var skønt at overvære den glæde og det kaos, som publikum og band i fællesskab skabte. Monsterenergi hele vejen igennem, og koncerten blev aldrig kompleks eller raffineret. Den skulle heller ikke være det. Paleface Swiss kom for at spille deathcore med maksimal tyngde, og det gjorde de. Da de sidste breakdowns ramte, stod publikum stadig med folk på skuldrene, pitsene rullede videre, og glæden skinnede ud af folk.

Jeg troede, Kublai Khan TX havde sat barren for brutalitet.

Paleface Swiss hævede den.

fotogalleri: