Russian Circles metal trance

Russian Circles, VEGA

Instrumental tyngde i sin mest overbevisende form

Lørdag d. 9. maj 2026

Af Christoffer Schaarup

foto: Savas

Russian Circles er tidligere glippet for mig, når de har været i København, og forventningerne til endelig at opleve trioen live var derfor høje. Bandet har i årevis markeret sig med udgivelser, som har en særegen balance mellem tunge, dommedagsmættede riffs og mere atmosfæriske, melodiske passager. Det er denne dynamik, som jeg ville beskrive som en af årsagerne til, at jegender i et “flow”-stadie når jeg har Russian Circles på pladespilleren, hvor man som lytter bliver hivet med ind i Chicago-bandets univers. Besøget i VEGA faldt samtidig i forlængelse af deres optræden som headliner på festivalen A Colossal Weekend, og spillestedet emmede af post-metal, noise og støj, bajere og smøger, og ikke mindst en fandens god stemning.

Inden vi kommer til Russian Circles, skulle jeg dog se Pelican, som ikke er et ukendt band for mig, men et band, jeg aldrig for alvor har dyrket. Og efter de godt og vel 70 minutter, jeg så med dem, skal der laves om på det. Fra første anslag var der fuld smæk på fuzz og tyngde, og publikum, som jeg, reagerede øjeblikkeligt med anerkendende headbanging. Bandet virkede energiske og veloplagte og spillede en række numre fra deres nye plade, hvor særligt Gulch, Cascading og Indelible stod stærkt, mens Ascending trak tempoet ned og viste bandets mere atmosfæriske side. Generelt var det en imponerende god koncert med masser af energi, fantastisk samspilsglæde og knusende tunge riffs, som smeltede ansigter hurtigere, end solen kunne formå denne solskinsrige lørdag i København.

Det var samtidig første gang i ti år, at Pelican spillede i København, hvilket bandet selv nævnte fra scenen. De beskrev, hvordan det hver gang de trådte på scenen, var et kæmpe privilegie for dem, og jeg kunne også mærke, at de havde det fedt deroppe. En kæmpe overraskelse for mig og et band, jeg glæder mig til at dykke ned i. Og så må de gerne komme tilbage og smelte flere ansigter og gerne inden der er gået ti år igen.

Kl. 23.15 var det så tid til Russian Circles. Det har altid fascineret mig, hvordan tre mennesker med relativt få virkemidler kan skabe så massiv en lyd, at både hoveder og kroppe bevæger sig konstant. Det er jo selvfølgelig i stor grad på grund af Mike Sullivans evnermed loop-pedaler, hvor han bygger lag på lag af harmonier og tyngde. Det er imponerende i sig selv og kun ham og gud må vide, hvor mange timer han har brugt på at nørde med sine pedaler. Han bakkes op af Dave Turncrantz på trommer, som spillede stramt og hårdt, og en minimalistisk spillende Brian Cook på bas og synth, og sammen spiller de noget så koncentreret og stramt, at selveste Vegas rammer skælver og ryster.

Åbningen med Station satte tonen med minimalistisk lys og en fængende dynamik blandt band og publikum, der fra første minut virkede fuldstændigt med. Da hovedriffet så blæste mig bagover med en sonisk lussing af dimensioner, var der ingen tvivl tilbage for mig om, at de kommende 70 minutter ville sparke gedigen røv. Let’s go!

Harper Lewis fulgte efter med sablende riffs, og i Conduit trådte trioens særlige balance virkelig frem, hvor dynamik og tyngde går hånd i hånd. Nummeret byggede sig op fra simple loops og trommefigurer til noget både episk, melodisk og voldsomt tungt. Det er netop den kontrast mellem det smukke og det brutale, som gør Russian Circles så særlige for mig. Og tilbage til det her med at komme i et “flow”, fordi for mig er Russian Circles et band, som er perfekt i ørene, når jeg bevæger mig ud i en nørdetur, hvor jeg flere timer efter ikke har rørt mig en centimeter, eller kan huske, hvad klokken er. Den samme oplevelse havde jeg i VEGA, hvor jeg uden at blinke var opslugt af bandets intensitet og droneagtige dommedagsprofeti. Geneva trak intensiteten ned og lod koncerten falde mere til ro og imens det lilla lys badede scenen i en nærmest drømmende stemning, inden nummeret eksploderede, hvor bassen hamrede igennem salen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor hamrende dygtige bandet er til at skabe så mange følelser med så få midler.

Empath og Gnosis fortsatte den tunge og støjende linje, mens særligt guitarloopsene gav musikken en næsten hypnotisk fremdrift. Aftenen blev rundet af med Mládek, der først og fremmest demonstrerede, hvor stærkt instrumental musik kan ramme live, når sammenspil, dynamik og lyd går op i en højere enhed.

En helt igennem fantastisk aften med Pelican og Russian Circles, som sætter en tyk streg under, at post metal/sludge doom lever på bedste vis og fortsat smelter ansigter og skaber flow oplevelser for dem, som lader sig overgive. Who really needs a singer anyway?

Vi ses næste gang, Russian Circles!

Fotogalleri: