Sabaton forvandler Royal Arena til et episk metalteater

Sabaton The Legendary Tour

Royal Arena, København 09. december 2025

Support: The Legendary Orchestra

foto : Thimss V. Olesen

Af Katrine Dyrnell Bolding

foto: Thomas V. Olesen

Allerede inden koncerten gik i gang, summede Royal Arena af forventning. Jeg kunne mærke det helt nede i maven, den dér kriblende fornemmelse, man får, når man ved, man skal opleve noget særligt. Arenaen var allerede tæt pakket, og omkring mig kunne jeg både se unge fans med malede flag og ældre metalhoveder, der tydeligt havde fulgt Sabaton i mange år. Da lysene langsomt dæmpedes, og tonerne fra det store orkester begyndte at strømme ud, forstummede snakken, alle ventede spændt, næsten andægtigt. Jeg havde selv den dér kriblende fornemmelse i maven, som et lille barn før juleaften.

Koncerten åbnede med et symfonisk brag. The Legendary Orchestra var opvarmning, og de er en del af Sabatons egen storslåede produktion for at gøre showet endnu større end nogensinde før, med mere musik og historiefortælling.

The Legendary Orchestra satte tonen med et mægtigt, filmisk udtryk, og da forsangeren trådte frem og dirigerede orkestret med små håndtegn, blev jeg grebet fuldstændig. Hele scenen var fyldt med musikere, opdelt i grupper, og det var så gennemført. Scenen var bygget op som foran en kæmpe borg, og store borgmure med små storskærme i siderne gjorde, at jeg følte mig som en del af en episk fortælling. Lyden var ren og kraftfuld, poleret men stadig rå, trommerne slog som hjerterytmer, og de metalliske guitarriffs ramte lige i brystet. Scenen lignede et slot fanget i flammer: borgmure, ildfade og gløder fra røgkanoner malede hele arenaen i røde og gyldne nuancer.

Jeg elskede, hvor mange forskellige instrumenter der blev brugt, det gav musikken så meget dybde. På et tidspunkt spillede en musiker på et instrument, jeg aldrig havde set før, en slags drejelire, tror jeg. Lyden var unik og næsten hypnotiserende.

Så bad de os rejse hænderne og lade dem bevæge sig fra side til side. Jeg blev helt rørt. Det var længe siden, jeg havde oplevet et publikum så forenet. At sidde lidt oppe og se tusindvis af mennesker bevæge sig i takt, det var næsten magisk.

This is a heavy metal show! blev sagt højt og tydeligt, og det var det virkelig.

Hen mod slutningen sagde forsangeren, at de ville slutte som Sabaton plejer. Folk begyndte straks at huje og bevæge armene på deres helt særlige måde, og jeg følte mig så beæret over at få lov til at være en del af det øjeblik.

Så blev lyset tændt for en lille scene midt i salen, der stod Napoleon og introducerede Sabatons nye album Legends. På et tidspunkt kom andre historiske karakterer på scenen, bl.a. Cæsar, Genghis Khan og en tempelrider, og de kæmpede om rampelyset.

Så blev en stor bro hejst ned over publikum, så bandet kunne gå hen over os, jeg sad helt måbende. De begyndte at spille Templars fra deres nye album, mens de gik over broen til hovedscenen. Derefter spillede de The Last Stand. Energien i salen var elektrisk. Ildskyer skød mod loftet, trommesættet blev holdt oppe af kæmpe hænder.

Hele scenen, synes jeg, var så filmisk, at det næsten føltes som en teaterforestilling eller en musical, bare med heavy metal som drivkraft.

Da trommeslageren blev hejst højere op midt på scenen, mens hele salen rystede i takt med bassen, tænkte jeg: Det her er noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet.

Der kom endda en kvindelig sanger på scenen, hendes stemme var fuldstændig betagende. Alt var så gennemført, kostumerne, lysene, og forsangerens forskellige outfits gjorde oplevelsen endnu mere levende.

Imellem numrene kom de historiske personer også igen og talte, det virkede helt naturligt, synes jeg. Og imellem numrene hujede publikum ellers også, tydeligvis trofaste fans, og jeg kunne mærke en ægte kærlighed mellem bandet og os.

Der var mange magiske øjeblikke, men nogle står helt klart.

Under I, Emperor blev to kanoner affyret mod publikum, hvor effekterne dramatisk blev dirigeret af en Napoleon-karakter på scenen.

Under Stormtroopers blev der brugt TNT-kasser som en del af sceneshowet, som Joakim detonerede, ledsaget af megen ild og eksplosioner.

Da Primo Victoria gik i gang, eksploderede stemningen. Der blev skudt 2 kanoner af, som virkelig virkede som det mest naturlige, da jeg var slugt helt ind i historien, de skabte. Jeg kunne mærke gulvet dirre under mig, mens hele salen hoppede og sang som én stemme. Det var som at være del af et kæmpe kor, et fællesskab, der kun findes ved metalshows på denne skala.

Et andet højdepunkt var The Red Baron, lyset skiftede til blodrødt, og ilden dansede i takt med trommerne. Jeg fik gåsehud, da forsangerens vokal flænsede gennem rummet, rå, kraftfuld og alligevel så melodisk.

Og så var der øjeblikket, hvor bandet trådte ud på en bro over publikum, mens fakler lyste op under dem. De spillede to nye numre fra det kommende album, og jeg blev fuldstændig opslugt. Historien, musikken og sceneshowet smeltede sammen, det føltes som en levende musikfilm.

Sabaton viste endnu engang, hvorfor de regnes som et af de mest gennemførte livebands. Alt var stramt, men ikke klinisk. Der var energi, leg og varme mellem musikerne, og jeg kunne mærke, at de nød at stå dér. Trommeslagerens setup var hævet på et podium, holdt af gigantiske hænder, mens fakler og damp piblede frem under ham. Små improvisationer i guitarerne gav liv, og publikum kvitterede med jubel efter hvert eneste solo-outro.

Joakim er ikke bare en forsanger, han er en historiefortæller. Han interagerede konstant med os i publikum; grinede, jublede og bad os tage hænderne op i vejret. Jeg har sjældent set så mange mennesker følge en kunstners kald på én gang. Det øjeblik, hvor hele arenaen svingede armene fra side til side, var ren magi. Han fortalte små historiske anekdoter om krig og helte, både alvorlige og humoristiske, og gjorde hvert ord til en del af showet.

Det hele fungerede som et sammenhængende værk. Lyd, lys og energi var perfekt afstemt. Videoeffekter på borgmurene viste krigsscener, heste i galop og historiske figurer, der fik hver sang til at føles som et kapitel i en episk fortælling. Publikum var fuldstændig med, både nede foran og oppe på tribunerne.

Det duftede af røg og metal, jeg kunne mærke varmen fra flammerne, jeg lagde mærke til, at kanonerne var skudt af, og lyset dansede som på et teater. Jeg følte mig ikke bare som tilskuer, men som deltager i et eventyr om styrke, historie og fællesskab.

Sabaton leverede en oplevelse ud over det sædvanlige, en kombination af kraft, hjerte og historiefortælling. Det var ikke blot en koncert, men et kæmpemæssigt metalteater, hvor intet blev overladt til tilfældighederne.

Jeg gik derfra med gåsehud, en hæs stemme og et kæmpe smil.

Sabaton mindede mig om, hvorfor jeg elsker livekoncerter, fordi de kan få tusinder til at føle det samme på én gang.

Hvis du vil have en version med layout som en færdig Nordica Live-anmeldelse, siger du bare til.

Fotogalleri: