Steve Hackett og Genesis’ sjæl

Steve Hackett – Genesis genopstår i Amager Bio

18. maj 2026

Amager Bio, København

Tour: Best of Genesis & Solo Gems 2026 Tour

All Things Live

Af Savas Karakaplan

Amager Bio har mandag aften en rolig, næsten højtidelig atmosfære. Gæsterne ankommer smilende og tålmodige, køen udenfor bliver kortere for hvert minut, og forventningen i salen stiger mærkbart. Da de sidste tilskuere finder deres pladser i sidste øjeblik, mødes de allerede af Lalle Larssons Mellotron-emulationer der breder sig gennem højttalerne som en langsom besættelse af rummet.

Devil’s Cathedral indvier koncerten med en gotisk tyngde der fylder hele salen. Mellotron-emulationerne fra Lalle Larssons keyboards bygger en langsom arkitektur op, tunge og langsomme som katedralvægge der rejser sig. De fleste gæster der endnu ikke har fundet deres plads, standser op. Noget i lyden stopper dem. Hackett træder frem, let foroverbøjet over guitaren, næsten opslugt af instrumentet og hans guitar skærer ind i orgeltæppet som en ridse i mørket, teatralsk og kontrolleret. Devil’s Cathedral er broen mellem Hacketts soloidentitet og den mørkere, mere eksperimenterende side af Genesis’ progressive 1970’er-univers, og live føles den som begge dele på én gang. Publikum suges ind i en næsten dystopisk katedral-verden med en umiddelbarhed der ikke efterlader meget valg.

Every Day følger med melodisk klarhed. Guitarens tone virker næsten vokal i sin måde at synge over arrangementet på, den følelsesmæssige intensitet den skaber er aldrig aggressiv, den er vedvarende og varm. Hacketts sustain-drevne flader bærer nummeret med den lethed der kun kommer af årtiers præcision, og hans karakteristiske rolige kropssprog, der har fulgt ham siden de tidlige Genesis-år, giver hans tilstedeværelse på scenen noget næsten dirigentagtigt. Felix Lehrmann former rytmerne bag trommerne uden at trænge sig på, og Jonas Reingold holder en melodisk baslinje der giver nummeret et fundament uden at låse det fast.

Koncerten præges fra begyndelsen af fokus på musikalitet, dynamik og stemningsopbygning fremfor ren virtuositet. Hvert nummer føles som et kapitel i en større fortælling, og balancen mellem det symfoniske, det teknisk raffinerede og det rent sangbare holder sig konstant. Scenelyset understøtter stemningen godt kontrolleret og elegant, hvor lyset fremhæver musikkens bevægelser i stedet for at dominere dem.

The Sea Inside og Ace of Wands udfolder bandets dynamiske samspil yderligere. Rob Townsend bevæger sig mellem saxofon og fløjte med en naturlighed der får de to instrumenter til at føles som ét. The Steppes overrasker med sin meditative langsamhed et nummer der ikke skynder sig nogen steder, men som gradvist bygger en intensitet der sætter sig i kroppen. Larsson lægger keyboards-lag på lag, og Reingolds basarbejde er her exceptionelt varmt.

Camino Royale bliver første sæts tyngdepunkt. Jazz og fusion møder klassisk progrock i et nummer der konstant skifter retning uden nogensinde at miste sig selv. Townsends saxofon bevæger sig frit hen over Hacketts guitarlinjer, tempoet forskydes og vender tilbage, og salen lytter med en koncentration der næsten kan mærkes fysisk. Hierophant lukker første sæt med guitarpassager der svæver over Larssons keyboardflader, og bandet bygger langsomt mod et klimaks der efterlader salen i en forventningsfuld stilhed.

Pausen er kort. Anden del åbner med Moonlight Knight, og her ændrer koncerten karakter fundamentalt. Den tidlige Genesis’ dramatiske arkitektur træder frem i fuldt lys, de skiftende taktarter, de akustisk-til-elektriske overgange, den teatralske spænding og de lange instrumentale fortællinger der suger lytteren ind og ikke slipper. Mellotron-emulationerne fra Larssons keyboards giver nummeret præcis den tekstur det kræver, og Lehrmann navigerer de rytmiske skift med en præcision der aldrig føles mekanisk.

Cinema Show / Aisle giver Reingold plads til at fortælle. Han bruger basguitaren som et melodisk instrument i egen ret, og hans linjer bærer hele nummeret fremad med en retningssans der sjældent høres i dette register. Larssons soloafsnit midt i sættet er et af aftenens mest overraskende øjeblikke han fylder scenen alene i flere minutter, og den symfoniske bredde han trækker frem fra keyboardet holder sig elegant inden for aftenens samlede stemning.

Så kommer Firth of Fifth. Salen trækker vejret ind, kollektivt og lydløst. Den ikoniske guitarsolo bærer al den dybde og storladenhed som Genesis’ klassiske æra er bygget på, og Hacketts tone synger over arrangementet med en tyngde der gør nummeret til aftenens mest intense øjeblik. Lehrmann navigerer de rytmiske skift med en præcision der aldrig føles mekanisk, og samspillet mellem guitar, keyboards og trommer holder en balance der er sjælden at opleve live.

Supper’s Ready tager resten af aftenen. Over tyve minutter bevæger det episke Genesis-stykke sig gennem skiftende stemninger, rytmer og fortællelag, og hvert afsnit føles som et nyt kapitel i en fortælling der aldrig mister sin indre logik. I de rytmiske slag eksploderer hvide flashlys fra sceneoverfladen i korte, præcise udbrud der understreger musikken uden at overdøve den. Jeg har hørt nummeret mange gange, aldrig på denne måde, med luften der vibrerer og publikum der hverken bevæger sig eller vil.

Encoren åbner eksplosivt med Dance on a Volcano – energiladet og direkte efter den tyngde der gik forud. Felix Lehrmanns trommesolo er en fortælling med egne præmisser. Los Endos afslutter aftenen instrumentalt og befriende, og sender publikum ud i Københavns majnat med noget der ikke helt lader sig sætte ord på.

Steve Hackett har i årtier været arkitekten bag noget af progressiv rocks mest vedvarende musik, og mandag aften i Amager Bio var beviset på at den musik stadig bærer sin egen vægt.

“Mens denne anmeldelse blev skrevet, nåede nyheden om musikeren og nabo Stig Møllers bortgang frem. Hvil i fred, Stig , mine dybfølte kondolencer til hans kære”

Fotogalleri: