Stevie Wonder i Royal Arena: Luk øjnene og høre verden

Stevie Wonder – Songs in the Key of Life Performances: 50th Anniversary Tour

Royal Arena, København, søndag 18. oktober 2026.

Anmelder: Savas Karakaplan

foto: Morten Rygaard ( live nation)

Luk øjnene. Glem for en stund, hvad du kan se, og hold fast i det, du kan høre.

Med ordene “Close your eyes” indledte 76-årige Stevie Wonder søndag aftens koncert i Royal Arena. Han talte om at opleve verden gennem sanserne og bad salen om at lytte. Den enkle opfordring blev aftenens kompas.

I knap tre timer førte soullegenden den udsolgte arena gennem sit hovedværk Songs in the Key of Life fra 1976. Med et stort orkester, kor, blæsere, strygere og en omfattende rytmesektion i ryggen viste Wonder, hvorfor albummet fortsat tæller blandt populærmusikkens største bedrifter. Hans musikalske geni holdt hele vejen, men lydbilledet i hallen gjorde det ikke altid retfærdighed.

Halvtreds år på bagen

Da dobbeltalbummet udkom i september 1976, smeltede Wonder soul, funk, jazz og gospel sammen med fortællinger om kærlighed, fattigdom, racisme og menneskelig værdighed.

Koncerten åbnede med Love’s in Need of Love Today, en bøn med varme gospelharmonier. Have a Talk With God fulgte i samme spor, og derefter sparkede Village Ghetto Land døren op med smukke, næsten klassiske strygere under en tekst om social ulighed. Spændingen mellem blid melodi og hård sandhed hører til Wonders store kvaliteter, og sangene har stadig noget på hjerte.

Med den jazzfusionprægede instrumental Contusion fik orkestret albuerum i komplekse rytmiske figurer. Sir Duke og I Wish lagde derefter funkens fundament: præcise blæserfigurer, synkoperet bas og keyboardrytmer, der har gjort numrene til klassikere.

Et stort orkester med styrke og knaster

Over 20 musikere og korsangere stod omkring Wonder på scenen i Royal Arena. Her var strygere, blæsere, trommer, percussion, keyboards, guitarer, bas og kor.

Ifølge Jazz Magazine talte turnéens besætning ved koncerten i Paris 15. oktober 28 musikere og korsangere ud over Wonder og orkesterlederen Dr. Henry Panion III. Bladet nævner blandt andre bassisten Nathan Watts og keyboardspilleren Greg Phillinganes, og koret talte seks sangere, heriblandt Wonders datter Aisha Morris. Den fulde besætning fremgår af faktaboksen nederst. En officiel musikerliste for Royal Arena var ikke tilgængelig, så navnene gælder Paris-koncerten.

I Royal Arena stod en koncertharpe bag flyglet, mens blæsere og percussion var placeret på hævede podier. Den omfattende instrumentering gav råderum til originalalbummets ambitiøse arrangementer og lagde samtidig koncertens svageste punkt frem.

Lyden blev til tider for tæt. Når strygere, blæsere, keyboards og percussion spillede på samme tid, druknede nuancerne i et massivt lydtæppe. Arrangementerne kom bedst til deres ret, når instrumenterne fik luft hver for sig.

Wonder skiftede selv mellem flere instrumenter. På et tidspunkt rejste han sig og spillede mundharmonika tæt ved en keyboardspiller. Fraseringen var umiskendelig, og mundharmonikaen virkede som en forlængelse af hans sangstemme.

Den femstrengede elbas gav en solid rytmisk bund og bandt funkens groove sammen med de indviklede arrangementer.

Arenaen bliver et kor

Et af aftenens stærkeste øjeblikke opstod, da Wonder med hjælp bevægede sig hen til korsangerne. Til to akustiske guitarer sang han sammen med koret og inviterede derefter publikum med på en enkel frase: “la, la, laaaa”.

Fem-seks gange gentog salen melodien, mens Wonder lod den køre og vendte tilbage til sin instrumentplads.

Han behøvede hverken store armbevægelser eller effekter for at fylde hallen. En enkel melodi rakte. Han rullede den ud som et reb, og tusindvis af mennesker greb fat.

Her forsvandt fornemmelsen af arenaens størrelse, og musikken trak scene og sal tæt sammen.

Kærlighed, samfundskritik og kontraster

Pastime Paradise fik dramatisk tyngde gennem strygernes højtidelige arrangement, mens Summer Soft og Ordinary Pain åbnede albummets følsomme sider. Saturn og Ebony Eyes bevægede sig mellem filosofiske overvejelser og romantisk varme.

København fik desuden People Get Ready, Curtis Mayfields klassiker skrevet til The Impressions. Sangens budskab om håb og menneskelig værdighed passede ind i Wonders univers, som altid har haft rødder i den amerikanske soultradition og borgerrettighedsbevægelsen.

Efter pausen vendte Wonder tilbage i grønt scenekostume.

Isn’t She Lovely, skrevet til datteren Aisha, satte lys på hans umiddelbare melodiske talent. Nummerets glæde stod over for albummets mørkere kompositioner.

Joy Inside My Tears, Black Man og All Day Sucker førte videre gennem jazz, soul og funk. Black Man viste Wonders ambition om at bruge populærmusik til at fortælle historie og rokke ved samfundets forestillinger.

Storskærmens nærbilleder og de lilla og pink lysflader gav koncerten en flot visuel ramme.

Her lå der et paradoks, for Wonder havde jo bedt os lukke øjnene.

Netop når jeg koncentrerede mig om musikken frem for scenografien, trådte koncertens fineste detaljer frem.

Smilet

Én ting ved Stevie Wonder har altid fanget mig.

Han har verdens største og bedste smil.

Det fylder hele ansigtet og udstråler en næsten barnlig glæde ved musikken og livet. Det er umuligt ikke selv at smile, når han gør det.

Efter mere end seks årtier på scenen virker glæden ved at dele musikken stadig ægte.

Bag de komplekse arrangementer, virtuositeten og de alvorlige budskaber findes en varme, som nåede helt ud i Royal Arena.

Kur mod had

I koncertens sidste del rettede Wonder en direkte appel til verdens ledere: Find en kur mod had, “Cure for Hate”.

Budskabet var enkelt. Når menneskeheden kan udvikle medicin mod sygdomme, hvorfor skulle den så ikke også kunne finde et middel mod det had, der splitter mennesker?

Billedet gav aftenen en samfundskritisk brod.

Wonder har aldrig holdt sin musik adskilt fra verden omkring sig. I årtier har hans sange kredset om kærlighed, lighed og værdighed.

Appellen understregede, at Songs in the Key of Life fortsat taler ind i nutiden. Albummet er halvtreds år gammelt, og mange af de samfundsproblemer, det beskriver, findes stadig.

All over the world

Mod slutningen stod Wonder fremme på scenen omgivet af sangere og musikere. Ordene “All over the world” lød i samspil med publikum, mens folk på gulvet klappede, sang med og løftede armene.

Scene og sal smeltede sammen til ét fællesskab.

As og Another Star forenede store rytmiske arrangementer med temaer om kærlighed og menneskelige bånd, inden Superstition fra Talking Book (1972) satte punktum.

Nummerets insisterende rytme og tunge groove gav næsten tre timers musik en kraftfuld afslutning.

En legende med noget på hjerte

Multiinstrumentalisten, der i 1970’erne vendte soulmusikken på hovedet med synthesizere, rytmiske eksperimenter og en enorm produktivitet, er i dag 76 år.

Han får hjælp til at bevæge sig rundt på scenen, og stemmen har mistet noget af højden og glansen fra originalindspilningerne. Fraseringen, rytmesansen og den musikalske personlighed står derimod fast.

Koncerten havde sine skavanker. Den massive instrumentering gjorde til tider lyden tæt, og fine detaljer druknede i arrangementerne.

Alligevel greb musikkens rigdom og Wonders livsglæde fat i salen.

Hans betydning som kunstner rækker langt ud over teknisk virtuositet og en imponerende samling klassikere. Den ligger også i evnen til at få mennesker til at føle, tænke og lytte.

Søndag aften var musikken stadig hans stærkeste sprog.

Bedre syn med lukket øjne

Faktaboks: Turnéens musikere

Kilde: Jazz Magazine, 16. oktober 2026. Oversigten gælder koncerten i Paris 15. oktober 2026 og omfatter 28 musikere og korsangere ud over Stevie Wonder og orkesterlederen. En officiel liste for Royal Arena foreligger ikke.

Orkesterledelse

Dr. Henry Panion III

Bas

Nathan Watts

Keyboards

Greg Phillinganes, Eddie Brown

Trommer

Stanley Randolph

Percussion

Aaron Draper, Senfaub Stoney

Guitar

Errol Cooney, Yohei Nakamura

Trompet

Dwight Adams, Igmar Thomas

Trombone

Corey Wallace

Saxofon

Brent Birckhead, Nate Myers IV

Strygere

Ni musikere, ikke angivet ved navn

Kor

Keith John, Aisha Morris, Jada Spight, Latrelle Lantz, Zuri Yvette, KJ McNeill