Søg
  • NORDICA Live Magazine Live Is Real

The HU, but True


Den Grå Hal, d. 31.oktober

Anmelder: Helle Andersen

 

Hunnu-hvadfornoget?

Opvarmnings-DJ’en fyrer med et udmærket musikvalg op under et publikum med stilstand i benene. Hancock flyder fra hanerne bagerst i Christianias Grå Hal. Det vil det være en opgave for den udsendte at forblive tilstrækkeligt kritisk, når der spilles Hunnu-metal: En af de bedre subgenrer indenfor metallens verdennavngivet efter oldtidsimperiet Hunnu.

Traditionelle mongolske instrumenter og strubesang, der bærer tekster på selvsamme sprogeffektfuldt ud til den voksende fanskare… det er ganske enkeltmagisk!

The HU’s anden albumudgivelse, ”Rumble of Thunder” fra i århar delt anmelderstanden lidt, hvorimod debutpladen, ”The Gereg” fra 2019 gjorde bandet verdenskendt. Aftenens koncert vil afsløre, om The HU’s musiske kreativitet er intakt...

I røg og damp”Hu-hu-hu” lyder det rytmisk fra publikum. Dramatikken i luften bliver udløst stærkt med røg og vind i håret på de fire forreste musikere i det otte mand store band. Introen i åbningsnummeret, ”Shihi Hutu”, glider over i en drævende vokal, tunge trommer og skarpe, afvekslende instrumentsoloer. Intet mindre end fryd for ørerne. Tyngden i lydbilledet fra begge percussionister skaber en blød følelse i hjertet, som ellers oftest indtræder i direkte respons på klassisk musik. Dybden i vokalerne rammer trommens rungen eminent. Har man nydt Apocalyptica’s cellospil, vil man nyde soloen fra strengeinstrumenterne! Sanselig oplevelse, der mest af alt minder om at stå midt i udførelsen af beundringsværdigfilmmusik. Lyden i Den Grå Hal er ikke helt klar, men det klæderdog musikken, der synes mere rå og upoleret uden for flossede kanter. AftengymnastikVed andet nummer, ”Shoog Shoog”, hæves publikums nævertaktfast efter instruksen fra scenens forreste musikere. Noget mere poppet bliver det før så gennemført storladne, selvom der er flere kreative indslag fra bl.a. fløjtespil. Jublen fra publikum gjalder, men allerede her sniger oplevelsen af fyld sig ind. The HU insisterer atter, næsten som sportsstjernerne før udførelsen af en olympisk præstation, på at blive klappet i gang, da elskelige ”The Gereg”, titelnummeret fra første plade, leveres. Strubesangen harklædeligt mere plads. Alligevel opstår en noget flad maraton-følelse i maven. Direkte kontakt til publikum etableres kort og for første gang siden koncertens start, hvorefter den smurte maskine kører videre. Det musiske engagement svigter ikke, men en monoton fornemmelse er svær at komme udenom, omend harpe og fløjte skaber formildende skønhed. De syv vokaler, som The HU gør en dyd ud af at inkorporere enten skiftevis, i parløb eller som kor, giver indimellem brud med det kompakte.

Direkte i dur og dårskabEt tiltrængte temposkift kommer omsider i kraft af den lækkert lullende start på nummeret ”The Great Chinggis Khaan”, der bedst kan beskrives som en form for nationalhymne i storformat. Præcis brug af de særlige instrumenter, dyb strubesang med tung tromme og en overskudsagtig indlevelse i forehavendet. Vild jubel omkring mig bekræfter, at netop denne cocktail bør fylde allermest, når The HU går på scenen.

Herfra er det igen en poprocket oplevelse med et muntert nummer, som jeg sniger mig til at kalde Bryan Adams på mongolsk. Næste levering bliver båret af fløjten, afdæmpede instrumenter og korsang. Ovenpå disse to kreationer lyder der et: ”Let’s dance”, fra scenen. En lun stemning af halbal og forår i luften fylder rummet sammen med hyggeriffs og færre interessante breaks i kompositionen. Skru så ned for det fyld!

Voluminøs og veludført slutningEn af de bedre muligheder for headbanging opstår på ”Tatar Warrior” og for pokker, hvor de blide og lede strenge sonisk kælede for hinanden. En mesterlig levering af det verdenskendte hit, ”Yuve Yuve Yu” gør det op for de - tidligere i koncerten - musikalske omveje og publikums trofaste klappen på de mere stille passager holder stemning oppe. Fantastisk er det at seklassiske musikere agere rockstjerner ved så passioneret behandling af bl.a. strengeinstrumentet morin khuur. Strengenespilles på som tilhører de en elguitar med tilhørende gestik.

Det virkelige højdepunkt er også verdenskendte, ”Wolf Totem”, der ligesom foregående nummer kommer fra første album.Stemmerne rammer igen takterne smukt. Strubesang kan noget helt særligt, når det bruges rigtigt og i vidunderlig symfoni med metalgenren. ”Black Thunder” giver harpen plads. Powerfulde strofer fra den dybeste af bandets vokaler minder igen om, hvorfor The HU skal høres. Headbanging og passion breder sig på scenen.Belønningen falder rungende fra hele Den Grå Hals fanskare. Tempofyldte, ”This is mongol” er en perfekt afslutning på den anden halvdel af sættet. Publikum VIL have mere!

En bøn fra en skandinav

Metallica’s ”Sad but True” udgør ekstranummeret. Det virker til at være en tilvænning for nogle med dette skifte, også selvom Metallica-covernumre er set før hos andre bands. Det kan være vokalerne, der er flere og bestemt ikke ligner James Hetfield’s, som nysgerrigheden hos tilskuerne kommer af. Salen vindes tydeligvis under de små pauser i nummeret henimod slutningen og der er en form for forløsning at finde i denne version. Mennesker i alle aldre og af begge køn er dukket op denne aften.

The HU har allerede en bred musikalsk appel, så hvad skal svinkeærinderne på deres andet album og Metallica covers til for? Jeg beder i min aftenbøn fremover om, at The HU i fremtiden vil stole på og udvikle deres unikke kerneprodukt i stedet. De får 4/6 næver fra mig og er således bestået på den høje kvalitet og originalitet, der mastes ind i maraton og mindre heldige eksperimenter.

Setlist:1. Shihi Hutu – Shoog Shoog - Gereg2. Hohochu Zairan3. The Great Chinggis Khaan4. Uchirtai Gurav (Triangle)5. Shireg Shireg6. Bii Biyel Gee7. Tatar Warrior8. Yuve Yuve9. Wolf Totem10. Black Thunder11. This is Mongol12. Sad But True


Seneste blogindlæg

Se alle