THE WEEKEND, 2 dags Stadium Koncert

The Weeknd – After Hours Til Dawn Stadium Tour d. 19. juni 2026 Parken, København

 Playboi Carti (special guest), Prince 85 (opener)

Af Alex Puddu

Parken lå badet i forventning fredag aften, da scenen afslørede sig som kulissen til en postapokalyptisk science fiction-film. En ødelagt by rejste sig bag musikerne, ruiner skaleret op til stadionformat, som om filmens rekvisitmagere havde fået et helt landshold til rådighed. Det var rammen, Abel Tesfaye skulle entre under sin After Hours Til Dawn Stadium Tour, og forventningerne i Parken var skyhøje ved den første af to udsolgte koncerter.

Abel trådte ind på scenen med ansigtet skjult bag en sort maske, en fremmed skikkelse uden identitet, der lod musikken tale før manden bag den. Åbningsnummeret “Baptized in Fear” satte tonen med et lysshow, der ramte publikum som en bølge af blitzlys, og en koreografi gennemarbejdet ned til mindste detalje. Musikerne spillede stramt som et velsmurt maskineri, men holdt sig bevidst tilbage bag de ruinerede kulisser, som var de selv en del af forfaldet snarere end omdrejningspunktet for det. “Wake Me Up” fodrede publikum videre, og da “Starboy” satte ind, nåede koreografien sit foreløbige højdepunkt. Trommefyldene drev energien fremad med en kraft, der fik hele stadion til at vibrere, før showet gled over i “Heartless” med et tungt hiphop-beat og mørke synthesizere, der lod til at komme et sted hinsides scenen fra.

Et kort pusterum fulgte, og her tog Abel masken af. Ansigtet trådte frem, og afstanden til publikum lukkede sig et øjeblik. Han mødte tilskuerne med et varmt og charmerende smil, bød dem velkommen til “after hour”-turneen og lovede en stor oplevelse, en menneskelig pause midt i det iscenesatte forfald. Rejsen fortsatte med “Cry for Me”, hvor publikum sang med, og flammer brød ud på scenen.

Herfra tog showet for alvor fart. Flammer omkransede en kæmpe gylden statue midt på Parkens græs, en androidlignende figur, der stod og bevægede sig højt over publikum på en udragende gangbro, som var den selv en del af byens metalliske rester. Omkring den bevægede en hel procession sig frem, ikke blot én enkelt danser, men adskillige skikkelser i lange røde kapper og hætter, ansigterne dækket af gyldne masker, der mindede om dem fra Kubricks “Eyes Wide Shut”. De bevægede sig glidende og samlet, en rituel sværm snarere end enkeltpersoner, som var de hentet direkte ud af et mareridt. Da “Sacrifice” satte ind, eksploderede Parken i ekstase, og et enormt lysshow oplyste natten over Østerbro. Jeg når at tænke, at få andre koncerter i Parken har malet et så fuldendt undergangsunivers på så stor en skala.

“How Do I Make You Love Me?” fulgte, før “Timeless” bragte aftenens store overraskelse: Playboi Carti entrede scenen igen og delte den med Abel i en duet. Bløde synthakkorder indledte derefter den sjælfulde pop-sang “Rather Lie”.

Aftenens eneste skuffelse kom med “Out of Time” fra albummet “Dawn FM”. Bandet virkede her mindre skarpt i forsøget på at genskabe grooven fra samplet af den japanske city pop-sang “Midnight Pretenders” af Tomoko Aran fra 1983, og resultatet landede ikke helt på niveau med originalen. “I Feel It Coming” rettede hurtigt op på fornemmelsen med større præcision.

På trods af aftenens visuelle pragt haltede tilrettelæggelsen et stykke ad vejen. Overgangene mellem numrene gled for ofte sammen uden tydelige skel, og på flere tidspunkter mindede settet mere om én lang jamsession end om en stramt komponeret dramaturgi. Et par markante intro-opbygninger eller decideret afgrænsede breaks mellem numrene havde givet hvert nummer mere plads til at stå for sig selv og løftet showets fremdrift. Lydbilledet var generelt sat højt, hvilket dog er forventeligt og fint nok i Parkens skala.

Soul-pop balladen “Die for You” bragte showet op på sit højeste niveau, før Abel med karisma tog publikum i hånden ind i “Call Out My Name” og afsluttede en aften, der trods de strukturelle svagheder bekræftede, hvorfor After Hours Til Dawn Stadium Tour er blevet den største R&B-turné i historien.