Thrice i Pumpehuset
- for 16 timer siden
- 3 min læsning
Glædeligt gensyn med Thrice som smadrer Pumpehuset
Onsdag den 4. marts 2026 klokken 19.00
Support: Lysistrata
4. marts 2026
Af Christoffer Schaarup
Foto: Savas

Det er næsten 20 år siden, jeg sidst så Thrice i København – dengang på Loppen i midten af 00’erne. Det er et band, jeg dyrkede meget i mine teenageår, men siden udgivelsen af The Artist in the Ambulance er de gledet under min radar. Gensynet i et godt fyldt Pumpehuset, hvor bandet turnerer med Horizons/West, var derfor både nostalgisk og forventningsfuldt. Genudgivelsen af The Artist in the Ambulance fra 2023 spinnerstadig på pladespilleren derhjemme, og jeg har læst mig til, at Thrice gennem årene har opbygget et ry som et stærkt liveband – noget jeg også husker fra dengang på Loppen.
Koncerten åbnede afdæmpet. Forsanger Dustin Kensrue stod alene med sin karakteristiske raspende vokal – som trukket gennem sand og whiskey – i et stille og atmosfærisk moment, før nummeret eksploderede i fællesråbslinjen “black out the moon, black out the stars, black out the sun”. Salen klappede med fra første fællesanslag. Overgangen til Gnash satte sig straks i rummet med strobelys, energi og en tung afslutning.
“Hello Copenhagen – it’s been way too long!” lød det fra scenen, og begejstringen var gensidig. Da The Artist in the Ambulanceramte, steg lydniveauet i salen mærkbart. Kensrue og guitarist Teppei Teranishi leverede begge vokalt overbevisende præstationer, og det stod hurtigt klart, at de ældre numre stadig har en særlig plads hos publikum. Samtidig fremstod bagkataloget generelt stærkt i setlisten.
Hurricane viste, hvor effektivt bandet arbejder med enkle midler, når sammenspillet er så solidt, og Paper Tigers udløste aftenens første massive headbanging. Samtidig fungerede de nye numre fra Horizons/West overraskende godt i koncertsammenhæng. The Dark Glow, Albatross og flere af de nye sange blev taget varmt imod og vidnede om et band, der har udviklet sit udtryk uden at miste intensiteten.
Ikke alle passager ramte lige hårdt – Crooked Shadows mistede en smule momentum – men generelt spillede Thrice både tight og med tydeligt overskud. Black Honey groovede tungt og fik hele salen med, mens Beyond the Pines fremhævede bandets sans for dynamik og stemningsopbygning. Det klæder Kensrue, der ubesværet bevæger sig mellem det stille, det rå og det fuldt udfoldede skrig.
Et af koncertens stærkeste øjeblikke kom med The Earth Will Shake, der byggede fra en kontrolleret begyndelse til et massivt crescendo med fællessang og tung afslutning. Ekstranumrene rundede aftenen sikkert af. Bandet jokede med små “første aften på tour”-fejl, men det var ikke til at mærke i leveringen. Thrice afsluttede med Deadbolt, der samlede publikum i et sidste energisk udbrud.
Gensynet med Thrice viste et band, der stadig har gennemslagskraft. Bagkataloget står stærkt, men vigtigere er det, at de nye numre fra Horizons/West ubesværet kan stå side om side med klassikerne. Tyve år efter sidst i København fremstår Thrice stadig relevante og de må gerne komme igen. Og denne gang behøver der ikke gå så lang tid.
Vi ses næste gang, Thrice!
Setlist:
(4. marts 2026)
1. Blackout
2. Gnash
3. The Artist in the Ambulance
4. Hurricane
5. Holding On
6. Paper Tigers
7. The Dark Glow
8. Still Life
9. The Window
10. Stare at the Sun
11. Crooked Shadows
12. In Exile
13. Of Dust and Nations
14. Black Honey
15. Albatross
16. Beyond the Pines
17. Robot Soft Exorcism
18. The Earth Will Shake
Encore:
19. Vesper Light
20. Deadbolt
Fotogalleri:
















