DROPKICK MURPHYS – TURN UP THAT DIAL TOUR 2023
SPECIAL GUEST: PENNYWISE
SUPPORT: JESSE AHEARNS OG THE RUMJACKS
28. JANUAR 2023
FALKONER SALEN
Anmelder: Christian Dorn
Foto: Joachim V. Vilstrup
Nok bider kulden og januar er en lang, trist og mørk måned, men alligevel er Falkoner salen udsolgt - Et kæmpe klart bevis på at folk vil have fest og punk i aften.
Jesse Ahearns fra Boston begynder stolt ballet med sit en mands sing along show. Falkoner salen er halvfyldt, det er stadig tidligt og folk tager i mod ham med glæde og forventning i det han skråler ”Are you ready for a good time Copenhagen?” København var helt klar og Jesse Ahearns, som kunne være taget ud af det lokale klubhus fra et Sons of anarchy afsnit, charmerer publikum fra start. Hans harmonika americana guitar rock når fint ud i salen, lyden er god og klar og folk nikker hovedet i takt. Sange om stolthed, arbejderklasseværdier og savnet af sin familie, bliver serveret med power.
Næste bidrag til festen er the Rumjacks fra downunder nærmere betegnet Sydney i Australien. De vælter energisk ind på scenen med deres punkfolkrock. Det sætter endnu mere gang i den store Irish bar/British pub stemning der hersker på Frederiksberg i aften. The Rumjacks tilsætter både fløjte og ska til deres folkedepunk og det virker til at folk skåler anerkendende med. Deres genre og stil passer perfekt til aftenens hovednavn Dropkick Murphys.
3 band er Pennywise fra Californien, de er legender indenfor skatepunk genren og har været med siden slut 80´erne. Sidst Pennywisevar i København var med Rise Against i 2014.
Det hindrede dog ikke Pennywise, der rutineret indtog scenen og satte braget i gang med ”Fight till you die ”fra Full Circle-albummet. Salen var nu ved at være fyldt, øllene kolde selvom der til tider var lidt lang kø til baren men stemningen var høj. Pennywise satte endnu mere gang i publikum og man kunne se at folk syntes det var godt det de hørte. Der var virkelig smæk på. Pennywise er også gode entertainere og der blev udvekslet jokes og verdenssituationen blev også rundet af den altid kritiske og karismatiske guitarist Fletcher. Pennywise rundede både cover numre af Nirvana og Ben E Kings ”Stand by me”. Det gav fælles sang og fart på moshpitten, som forsangeren i Pennywise hyppigt opfordrede til. Pennywise sluttede af med sangen ”Bro Hymn”som er en hyldest til deres tidligere bassist som begik selvmord. Stemningen var nu på kogepunktet og de første 3 bands, havde gjort sit til at der var varmet godt op til hovednavnet.
Nu var det nu, folk havde tanket op i baren trods lange køer og de vil have pubpunkstemning, sing a long og keltisk rock. Dropkick Murphys har været i København mange gange. Sidst var i Kb hallen i 2020 og Valbyhallen 2018. Deres første koncert i Danmark var i 1997 i Vega.
Salen er propfyldt, som den lokale pub på ”St. Patricks Day” og stemningen er rigtig høj. Lyset bliver slukket i salen og Charles o Neill´s ”Foggy dew” kører som intro. Dropkick Murphys triumferer stolt ind på scenen, som er dystert indrettet med kors og stearinlys. Første nummer er the ”Lonesome boatman”. Vokalen er lav i starten for den super karismatiske forsanger men det bliver der rettet op på forholdsvist hurtigt.
Sange som ”Famous for nothing”, ”The boys are back”, “Barroom hero”, “State of Massachusetts”, “Cadillac Cadillac” og “Long fingers” fulgte og skabte en stor sing-a-long fest for alle. Dropkick Murphys charmerende og sækkepibefyldte punkrock fik salen til at gå amok i glæde og fest. Drengene er tilbage. Det virker som om Dropkick Murphys er glade for at være i Danmark og publikum kontakt er rigtig god. Den charmerende og energiske forsanger deler hyppigt hilsener ud til publikum i form af”knuckles” til folk i de forreste rækker. Energien smitter og publikum giver igen!
Smilene var nu store hos publikum og afregningen i morgen var helt sikkert hæse stemmer og ondt i håret men Dropkick Murphyspubfesten fortsatte i højt gear. Nu var det tid til sange som en akustisk version af ”Skinhead på mbta”, ”All you phonies” og ”Good as gold”. Der bliver prompte kvitteret med eksplosive glædesråb og hujen fra publikum og man ser enkelte crowdsurfers,som dog hurtigt bliver taget ned af falkoners meget opmærksomme vagter.
På scenen var det forsanger Ken Casey, der var mest aktiv og havde den største publikum kontakt. De andre bandmedlemmer gav den dog også gas og man kunne se de kunne lide hvad de laver. Det er et solidt band med en kæmpe erfaring og professionalisme kunne man mærke.
Alle koncerter har en ende og denne kæmpestore pubfest styrede mod sidste pint servering.
Sange som ”Warriors code”, ”Going out in style” og kæmpe hittet ”Shipping off to Boston” understreger at Dropkick Murphys er et stærkt liveband der formår at fastholde publikums interesse og skabe en kæmpe fest.
Koncerten afsluttes endeligt med rose tattoo, akustisk version af ”Workers song” med Jesse Ahearns på vokal og ”Kiss me i´mshitfaced”, som jeg tænker måske passede ret godt til store dele af publikum som havde givet den godt gas med øllene. Frank Sinatras ikoniske ”My way” lukkede og slukkede.
Stor triumf. Dropkick Murphys har bare det der skal til for at forbinde publikum, skabe festen og sætte smil på alles læber. Det fremgik tydeligt af de mange publikummer der strømmede ud af Falkoner salen med stort smil på læben og små tågede øjne.
