Ufarlig hyggefest foran Helviti

Tom Morello, Copenhell

Ufarlig hyggefest foran Helviti

Helviti, onsdag d. 24. juni 2026

 Af Christoffer Schaarup

fotograf : Tjomas V. Olesen

Vores alle sammens hygge onkel fra Rage Against The Machine, Tom Morello, åbner hovedscenen og årets Hell, og da jeg sad og nærstuderede programmet til årets festival for nogen uger siden, kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene, med tanken om at jeg formentlig for lov til at rocke med til mange af de numre, som jeg har hørt utallige gange i mine teenageår til privatfester, på discman og senere minidisc mv. Forventninger var dog fortsat afmålte og mine tanker kredsede mest om det nu faktisk blev lidt Rage agtig farligt, eller om det blev en mere hyggelig omgang nostalgi. Nå. Den der forventer lidt, bliver jo sjældent skuffet.

Sammen med sin søn Roman og bandet indtog den tidligere protest rocker scenen, og koncerten udviklede sig hurtigt til en varm, inkluderende, og ja, hyggelig affære. I løbet af koncerten fik vi det klassiske Morello guitar lir at se og høre. Whammy, scratches, jackstick solo og selvsagt de riffs som han har sat sit navn på så markant, at ingen andre bands kan spille et lignende riff, uden af være en rip-off. Det virkede i glimter, men blev aldrig helt farligt, og de gennembagte helvedsgængere kom aldrig for alvor med i festen og fejringen af Tom Morellos bagkatalog. Det er egentlig også det, som skuffede mig lidt, for Tom Morello har spillet i to af 90’erne og 00’ernes fedeste rock bands, så der burde have været nok materiale til at spille hits på hits og skabe den fest og start på Hell, der kunne have samlet folket.

Sættet bevægede sig rundt i Morellos karriere krydret med en del cover numre, og da Testify blev flettet sammen med Bombtrack, var der ingen tvivl om, hvilke sange vækker noget i folket. Reaktionerne var klart stærkest, når turen gik forbi Rage Againstthe Machine-kataloget, og pladsen kvitterede med afdæmpet fællessang og løftede næver. Det er dog ærgerligt, at det var medleys uden vokal på og publikum kunne ikke samle sig om fællesskrål. Det var sku en lidt tam fornemmelse.

Midtvejs vendte sønnen tilbage på scenen under et ganske fint (og ufarligt) cover af Mr. Crowley, hvor han fik lov at vise sine evner på guitaren. Knægten kan spille! Det var da et sympatisk øjeblik, og hele koncerten havde egentlig den samme hyggelige og uformelle stemning. Ghost of Tom Joad fungerede fortsat fremragende live, men jeg sad alligevel med følelsen af, at koncerten kunne have gravet dybere i de enorme kataloger fra Rage Against the Machine og Audioslave. Når man råder over så mange stærke sange, er det svært ikke at ønske sig lidt mere af dem. Et politisk indspark om Grønland blev også sendt afsted til publikums begejstring mod slutning af koncerten, men det blev aldrig til mere for mig eller de andre publikummer.

Tom Morello leverede ikke festivalens mest eksplosive koncert, og i den grad ikke en særlig farlig koncert. Det var da hyggeligt nok i glimter, men aldrig mere.

Fotogalleri: