Veteranerne kan stadigvæk

Iron Maiden, Copenhell

Veteranerne kan stadigvæk

Helviti, onsdag d. 24. juni 2026

Af Christoffer Schaarup

Kan man egentlig tale om, at en festival kan booke det samme band for mange gange? Iron Maiden gæster Copenhell for tredje gang, og selvom det ikke var en booking, der fik mine arme i vejret med det samme, har jeg alligevel stille og roligt glædet mig mere og mere til koncerten. Jeg ved, hvad jeg går ind til, og jeg ved, hvad jeg får. Ja, det kan godt være lidt banalt, men for pokker hvor er de stadig gode live, og deres bagkatalog garanterer fest og metal for alle pengene. Det er vel også pointen med en headliner, at den kan samle på tværs af generationer og skabe en fælles fest. Det behøver ikke være nyt og banebrydende. Nogle gange er det nok bare at hylde sine helte fra gamle dage, især mens de stadig leverer på et højt niveau live, hvilket Maiden jo gør.

Pladsen var da også godt fyldt, da tonerne fra Murders in the Rue Morgue lød over Refshaleøen, og allerede fra de første klassikere var der god energi på scenen. Særligt Bruce Dickinson viste endnu en gang, hvorfor han fortsat er en af genrens største frontmænd. Han stormede rundt på scenen, gestikulerede, manede til fællessang og virkede generelt, som om han nød hvert eneste minut. Noget resten af bandet i øvrigt også gjorde.

De første numre fungerede fint, men koncerten skulle lige finde sit momentum. Selv ikke et besøg af Eddie under Killers kunne for alvor løfte stemningen til de højder, man måske kunne have håbet på. Måske var det også den gigantiske fest og sejr fra 2022 som stod så klart i min erindring, at mine forventninger endda var lidt for høje i dag. Til gengæld var der aldrig tvivl om kvaliteten på scenen. Guitarerne sang og hvor er det fedt at høre så mange soloer, de karakteristiske harmonier sad lige i skabet, og Maiden formåede fortsat at fremtvinge fællessang helt op på toppen af bakken. Veteranerne kan åbenbart fortsat brøle højt.

Da The Number of the Beast udrullede sig udover pladsen, begyndte dramatikken og festen for alvor at rulle. Nummeret samlede publikum på tværs af generationer og kort efter fulgte Infinite Dreams, som bandet havde fundet frem igen efter årtiers fravær fra setlisten. Den slags er guf for de dedikerede fans og et bevis på, at Maiden stadig tør kigge dybt i bagkataloget og overraske.

Powerslave blev et af aftenens stærkeste øjeblikke. Bruce dukkede op i ny udklædning, energien steg mærkbart, og samtidig virkede det som om lyden endelig faldt helt på plads. Nummeret havde både tyngde, drama og følelser, præcis som det skal. Midterdelen af koncerten blev dog også præget af flere af de længere og mere progressive numre. Rime of the Ancient Mariner og Seventh Son of a Seventh Son er imponerende værker, men de kræver også noget af publikum. For os, der kender pladerne, var det fedt at høre dem live, men man kunne godt mærke, at dele af pladsen mistede lidt energi undervejs. Sammenlignet med koncerten i 2022 ramte Maiden derfor ikke helt de samme højder.

Heldigvis ventede hitparaden. Run to the Hills udløste aftenens største fællesskrål, The Trooper gik rent hjem, og Hallowed Be Thy Name mindede endnu en gang alle om, hvorfor Maiden stadig står som et af heavy metals vigtigste bands. Da mørket begyndte at sænke sig over pladsen, rundede britterne aftenen af med Aces High, Fear of the Dark og Wasted Years. Særligt under Fear of the Dark lød det karakteristiske "åh-åh"-kor over hele festivalpladsen, mens folk lagde armene om hinanden og sang med.

Iron Maiden leverede ikke deres bedste Copenhell-koncert, og de progressive indslag kostede lidt momentum undervejs. Men når et band kan fylde pladsen, samle generationer af metalfans og stadig levere klassikere på dette niveau, er der en grund til, at de står øverst på plakaten. Og formentlig også vil gøre det igen, fordi Dinoen brøler stadig. Måske ikke helt så højt som tidligere, men den er langt fra færdig.