XZİBİT på Amager Coast

West Coast i smeltedigelen

XZIBIT feat. FURNACE BAND – KINGMAKER TOUR

Dato: 21. maj 2026

Amager Bio, København

Static & Aalen + DJ Typhoon

Scratch Copenhagen

Af Savas Karakaplan

Xzibit kom til Amager Bio med et liveband i ryggen og leverede en af de mest fysisk overbevisende hiphopkoncerter, man i lang tid har set på et dansk spillested.

Amager Bio var fyldt torsdag aften, og publikum stod tæt mod barrikaden allerede inden showet gik i gang, den slags tæthed, der minder om, at hiphop historisk set ikke er et siddende format. Da Furnace Band ramte scenen som første signal og begyndte at varme op bassen i salen, fornemmer jeg det samme som inden en boksekamp: luften ændrer sig, inden nogen har sagt et ord.

Med Fender-basguitar koblet til en Aguilar-kabinet, PRS-guitar, Pearl-trommesæt og to Yamaha Montage-keyboards,  bandet, satte en markant ramme for Xzibits entré. No backingtracks. Det er et maskineri, der tager G-funk-produktionernes lavfrekvente fundament og giver det fysisk tyngde. Mens „Intro“ folder sig ud bliver jeg opstemt over den hiphopkoncert, der lyder som noget fra en anden kategori.

Den første tredjedel af showet – fra „Symphony“ over „Hurt Locker“ til „Here & Now“ – opererer i et mørkere, mere atmosfærisk register. Xzibit , som en scenefigur fylder han scenen med autoritet snarere end med konstant bevægelse.

Belysningen holder sig i lavt blåt og hvidt, røgen sidder tungt.

Midterdelen skifter register med „Front 2 Back“ og accelererer gennem „Shut Mouth“, „Rich Kid“ og „Alkaholik“. Her aktiveres klassisk battle og partyenergi, og bandet følger trop med mere aggression i guitarlinjen og en trommelyd, der trykker hårdere i anslaget end originale studieversioner nogensinde har gjort. Det er dette punkt, hvor livebandkonceptet tjener sig selv hjem: de klassiske West Coast-beats mister ikke deres karakter og de vinder en ny fysisk dimension, der ikke lader sig simulere over et backingtrack.

„Get Yo Walk“ fungerer som en ventil, groove orienteringen skubber energien fra konfrontation over i fest, og publikum kender det. Overgangene mellem numrene er bygget som medleys med korte cues som giver showet en kontinuitet, der forhindrer det i at falde i stykker som en liste. Mærker i også  en dramaturgisk bevidsthed bag setlisten?

Finalen samler alt.

„Paparazzi“ med sit operasample, der siver ind under guitaren er det øjeblik, hvor mange i publikum synes at skifte fra tilskuer til deltager. Allsang, hævet knytnæve, telefonlys. Det er ikke nostalgi i passiv forstand; det er kollektiv anerkendelse af, at nummeret har holdt. „Dos Equis“ og „Thank You“ holder energien oppe, og „X“ lukker showet som det naturlige punktum: Xzibits eget navn som statement snarere end som afsked.

Scenelyden var massiv i low end   bassen sad som en mur i brystkassen, men vokalen holdt sig forholdsvis klar igennem hele showet. Det er ikke en selvfølge i et setup, der lægger så meget vægt på den lavfrekvente del af frekvensbilledet. Hvor mange hiphopkoncerter i dag bygger på backingtracks og korte vokalindsatser, fremstod dette som et ægte liveformat, der tog sit eget præmis alvorligt.

Kingmaker Tour feat. Furnace Band er ikke en koncert, der sælger sig på nostalgi alene. Den sælger sig på, at Xzibit har fundet en måde at præsentere sit katalog på, der giver det nyt liv uden at forfalde til rekonstruktion. Furnace Band er en medfortolker. Det er sjældent i dette format, og det mærkes.

“RIP til Phase 5 , sender kondolencer til fans og kære”

Fotogalleri: