COPENHELL 2017 Day 3

Copenhell lørdag

Photo:Savas Karakaplan


Indrømmet! Det var lidt af en Alpe d´Huez-oplevelse at kitte sig sammen til dag 3 i helvede! Støvlerne strammede lidt og hovedet var rimeligt tungt! Klokken nåede at blive 15.30 før jeg nåede frem. Men som altid på Copenhell sker der et eller andet som sender træthed og tømmermænd langfandenivold. I dette tilfælde blev min dag skudt i gang af en flink panda som bød på reperations -Jägermeister og det er da ikke til at modstå! Det øvrige sanseapparat blev vækket til live af Hatesphere/Pepe Jam og en lille sjat vikingedug, what´s not to like? Planerne for denne dag var at jeg bare ville overleve! Og helst suge al marven ud af Copenhell og sørge for at få det hele med. Selvfølgelig fik jeg også skrålet med på The Final Countdown. Europe har aldrig rigtig rocket min verden – men det var helt sikkert en vældig fest! Den fest fortsatte i Biergarten hvor modige sjæle og et top-tunet liveband skabte en stemning som ikke rigtigt kan beskrives – det skal opleves. Jeg bliver glad, nej, nærmest lykkelig når flere hundrede sortklædte, stive metalfreaks brøler med på Ace of Spades og danser rundt på borde og bænke og det mest af alt ligner enhver pædagogs værste mareridt om en børnefødselsdag GONE BAD! Mit festhumør var helt oppe på palisaderne på Helvíti kl 21.30 og Rob Zombie satte ild i dansebenene. Rob Zombie er sådan en lidt pudseløjerlig størrelse som også gør sig som filminstruktør i horrorgenren, hvilket ikke fornægtes i musikken og den teatralske stemning på scenen. Det gav både varmen og mere tørst.

Derfor blev det til et øl-break inden aftenens, nej festivallens absolutte højdepunkt; SLAYER! Det er vidst ingen hemmelighed at jeg ELSKER Slayer! Min kærlighed blev til fulde mødt og gengældt af et top veloplagt band og et sætliste der ikke lod meget tilbage at ønske. Kerry King er gud! Det er Tom Araya også. Med overdrevet cool attitude og fuldstændigt blæret overskud fik Slayer noget så eftertrykkeligt sat et fedt kryds lige der hvor skabet skal stå! Helvede var hedt som aldrig før og min sidemands ansigtsudtryk bekræftede mig i den opfattelse. Der var lige en underkæbe der skulle sættes tilbage på plads efter den koncert! I min verden afsluttes Copenhell med Red Warszawa. Det er blevet en tradition – sådan er det bare. Det er plat og barnligt og numser og prutter. Det er Heavy Hennings kokospatter, lir og latter. Og de siger, de kommer tilbage på Copenhell næste år, så det gør jeg også! Fordi jeg er vild med Copenhell. Copenhell ER bare fucking fedt. Prøv lige at se dette fedheds-eksempel som jeg har fået lov til at planke fra en venindes facebook:” Smukkeste og mest bizarre oplevelse på Copenhell; Helvíti lørdag eftermiddag. Ung crowdsurfende mand iagttaget på hænderne af publikum over en strækning på ca. 30 meter. Fysisk handikappet, vildt glad og lykkelig med et vissent 3/4 dele langt venstre ben og en ubrugelig fod sat skævt på.3 meter efter blev hans benprotese, fra knæet og ned, sendt efter ham på vejen mod scenen”. Der var en mand der tabte sine briller i en mosh-pit, hvilket fik folk til straks at gøre plads og tænde lygten i deres mobiltelefoner for at hjælpe med at finde dem igen. Den slags oplevelser er med til at gøre Copehell sindssygt fedt og super fantastisk! Jeg er sikker på der findes MANGE af den slags gode historier – og det skal da gerne opfattes som en opfordring fra min side til både at dele disse historier med hinanden, men også til at vise omverden at det er sådan stilen er på Copenhell.

Nu sidder jeg her, ”post-Hellish”, i den mest larmende tavshed og forsøger at finde de rigtige ord og formuleringer i forhold til at beskrive dette års Copenhell. Det er lidt af en udfordring, kan jeg lige så godt afsløre. Uden det skal lyde helt rørstrømsk, så er Copenhell mere end bare 3 dage med musik, smadder og rekordmængder af fadøl. Det er faktisk også følelsen af fællesskab og sammenhold. Kærlighed til musikken og lysten til at dele den med en masse andre. Det er den helt særlige vibe hvor alle vil hinanden det godt. Passe på hinanden, udvise hensyn og have overskud til at skåle i stedet for at skælde ud når nogen kommer til at skubbe eller træde lidt ved siden af. Det er crazy oplevelser der bliver til fantastiske historier og minder som vi deler resten af året.

Ja, det er blevet en stor og tilsyneladende meget populær festival. Det er da intet under at der kan sælges så mange billetter – vi er jo levende reklamesøjler hver og en. Selvfølgelig vil rigtig mange gerne tage del i den glæde. Lidt for mange! Jeg ER fortsat modstander af endagsbilletterne. Jeg hørte en eller anden bruge termen ”metalturister fra provinsen”. Ikke et synderligt flatterende udtryk – men det giver mening når man gentagende gange oplever en særlig type gæst som alene køber billet for at høre et enkelt band og derefter bruger resten af tiden på at drikke sig i hegnet og være aggressiv og opsøge konflikter. Den attitude er vi ikke vandt til. Det synes jeg afgjort heller ikke vi skal blive. Hvis Copenhell insisterer på at fortsætte med den type billetter, må vi gå foran og være gode eksempler. Så derfor; del den gode historie!

Vi ses SÅ meget i helvede i 2018!


nyheder
Seneste indlæg