Dagbog fra helvede - Copenhell 2019

Nu er det snart tid til en tur i helvede igen med et par års forsinkelse. Igen i år er jeg på pletten for NORDICA LIVE MAGAZINE med et par bevingede ord fra koncerter og stemning generelt her er 1 del af en recap fra sidste copenhell 2019, lad os mindes og glædes.🤘🇩🇰


Dagbog fra helvede

Af Rune Larsen



COPENHELL 10 års jubilæum. Det ER og BØR være noget specielt.

Musikprogrammet har ( som altid ) været udskældt, og heller ikke jeg

var imponeret da programmet blev offentliggjort . Musik er en smagssag

og at stille alle tilfredse er umuligt. Og så er det jo sådan at man

altid får nogle aha-oplevelser undervejs, ligeså vel som ens eget

yndlingsband kan fejle.

De næste 3 dage vil vise om det var et jubilæum værdigt.


Men for helvede det starter da godt ! Gensynsglæden over for 10 år i

træk at vade igennem Copenhell porten er stor. Vejret viser sig fra

sin bedste side. der er varmt som ind i helvede, og det er jo på sin

vis passende. Selve festivalpladsen er udvidet for at rumme det

største antal publikum nogensinde. 28.000 har sikret sig adgang til

den forlængst udsolgte festival som for alvor er kommet på

verdenskortet. Ellers ligner det sig selv. Dog er der forandring på

bakken. Copenhill. Træerne er væk og erstattet af sorte faner der

blafrer i vinden. Hvert øjeblik forventer man at der kommer en horde

vilde vikinger væltende over bakkekammen. Det gør der kke. Vikingerne

er allerede på pladsen og i særdeleshed i området UDGÅRD som er en

fast del af festivalen. På bakken er der lavet en platform med

tilhørende bar, og herfra er der fantastisk udsigt tl både Hades og

Helviti scenen. Det er måske den største fysiske ændring på årets

Copenhell. Altså udover at det rent faktisk er strålende vejr.


Publikum er stadig lige rare og omfavnende og øllet er stadig koldt.

Grundingredienserne for en god festival er absolut til stede.


KONVENT

Pandemonium scenen er den første man møder efter man har passeret

porten. Den lille scene ( så lille er den faktisk heller ikke ) er

utrolig populær og der er en intim stemning som man ikke finder på de

store scener. Jeg blev mødt af lyden af tonstunge riff fra doom bandet

KONVENT. De 4 tøser fra københavn kan dog på ingen måde få min puls

op. Det er ganske enkelt for kedeligt og ensformigt at høre på.

Bevæbnet med en kold øl drog jeg derfor mod Hades scenen for at fange

næste act.


DEMONS & WIZARDS

Blind Guardian forsanger Hansi Kürsch og Iced Earth guitarist Jon

Schaffer har forenet deres kræfter i dette side projekt, og det er

ganske fornuftigt. Man anede dog ikke at der kom et band på Hades lige

der, for scenen var fuldstændig clean og der var ikke skyggen af et

bagtæppe. Men pludselig stod de der og spillede et solidt sæt af egne

numre og en enkelt Iced Earth sang som Jon Schaffer nailede

fuldstændig som var det Ripper Owens der sang. Helt unge er de herrer

ikke, men det holdt fint med tunge grooves, high pitch skrig og fede

guitarharmonier.


Her midt på dagen er der en stigende tendens til at man tager sine små

børn med på festival. Og jeg ved sgu ikke lige. Syntes der bliver

flere og flere, og de bliver yngre og yngre. Der er helt klart nogle

trophy-kids imellem. Vi har alle set en far med sit afkom på

skuldrene, der nærmest bliver tvunget til at lave djævletegnet og

headbange. Det er noget der deler vandende, og jeg syntes det er

upassende. Specielt de helt små, og specielt hvis de også er med til

de allerseneste koncerter.


STONE TEMPLE PILOTS

Kultbandet fra 1989 var at finde på Helviti scenen. Det var ikke kønt

at se på, og faktisk heller ikke særlig kønt at lytte på. Forsanger

Jeff Gutt har noget at leve op til i forhold til afdøde Scott Weiland.

Måske prøvede han for meget at lege Scott. det virkede ikke helt

ærligt i hvertfald. Det var smart i en fart og masser af afbleget hår.

Om guitarist Dean DeLeo havde paryk på eller finder vi nok aldrig ud

af. Sjovt så det ud. Musikken fejlede som sådan ikke noget, og de

spillede solidt, dog uden at fange publikum som stod meget stille.

Jeff Gutt tog sagen i egen hånd og hoppede ned i graven foran publikum

og det satte en smule skub i den forreste række. Til allersidst i "sex

type thing" hoppede han helt ud i mængden, og det satte en smule liv i

en ellers tam performance. "Roll me under" fungerede ellers godt, mens

signatur hittet "plush" blev spillet i en så tilbagelænet version at

det fuldstændig hev gassen ud af nummeret.


Lidt energi skal der i kroppen og udvalget af madboder er rigt.

Opfindsomheden på bodernes menuer er stor. "nachos else matters" ,

"The number of the burger" er bare nogle eksempler. Generelt er maden

af god kvalitet og den slags koster jo.


SLASH

Slash feat. Myles Kennedy & The Conspirators var next up og pladsen

var godt fyldt. Det var tydeligt mange var kommet for at se giraffen.

Koncertmæssigt blev det dog en fuser. Forsanger Myles Kennedy var

lyspunktet i en kedelig affære. Mest fordi han bare ser rar ud. Og

nåja, the boy can sing. Han er bestemt en af vor tids største og

markante stemmer, men han rullede sig ikke helt ud som han ellers gør

i sit eget band ALTER BRIDGE. Det sagt, så var der gode numre i mellem

og en del af deres materiale er rigtig stærkt. Et enkelt nummer fra

Guns 'n roses fik vi også. "Nighttrain". Det gjorde hverken fra eller

til. Slash ? tja, han er bare Slash og vi fik set giraffen. Det er nok

glemt i morgen.


HALESTORM

Så var der sgu anderledes smæk for skillingen i selskab med

powerkvinden Lzzy Hale og band.

Amerikansk sex & Rock 'n Roll når det er bedst. At se hende performe

leder tankerne hen på Joan Jett, og Lzzy Hale er så absolut en værdig

afløser. Hendes lillebror Arejay Hale på trommer spillede godt og var

en showmand på stikkerne. Lzzy Hale's samspil med gutarist Joe

Hottinger var af høj klasse og intensitet. Når de begge lavede lead på

samme tid mindede det om Lynyrd Skynyrd når de var bedst. At Lzzy så

også skifter guitar ( Gibson Explorer, som tilfældigvis er min

yndlings spade ) i hvert nummer gjorde ikke oplevelsen mindre seværdig

for mig. Her hen på aftenen begyndte lysshowet også at komme til sin

ret, og det gør meget for totaloplevelsen. Lyden var virkelig god på

den ellers udskældte Hades-scene. men lyden har generelt været god

alle steder i år syntes jeg, selvom men nogle gange skal gå lidt rundt

for at finde "the sweet spot". For satan da den quinde kan skrige !

Hvordan man kan spille nærheden af 200 koncerter om året med den

energi er en gåde for mig, men beviser at de elsker det de laver. Det

var tydeligt at de nød at være på Copenhell. Med et 30 sekunders langt

primal skrig satte Lzzy gang i hittet "I miss the misery" som var

aftenens sidste nummer. Fin slutning på den hidtil bedste koncert på

Copenhell.


TOOL

I 10 år har Tool været oppe at vende hver gang der har været

diskuteret ønsker til festivalen. Begejstringen var derfor stor da de

blev booket som headliner. Personligt havde jeg ikke noget forhold til

dem inden festivalen, så min tanke var " whats all the fuzz about,

better check it out".

Det blev netop til en af de her Aha-oplevelser. Om det var solstik

eller for meget øl, ved jeg kke, men jeg blev da i den grad blæst

bagover, måske netop fordi der ikke var nogen forventninger.

Deres tidligere koncerter på Roskilde i 2001 & 2006 bliver der stadig

talt om, og det forstår man godt. Som et metallisk og psykedelisk Pink

Floyd blev man draget ind i deres univers af lyd og billede. Det var

guf for den kræsne kender. Lysshowet på Helviti var direkte

hypnotiserende og man glemte tit der rent faktisk var folk på scenen.

Maynard James Keenan stod som altid nærmest som en silhouet laaaangt

tilbage på scenen, mens der var mere spot på Danny Carey, Adam Jones

og Justin Chancellor som udgjorde den yderst progressive rytmegruppe.

Det var for mig en symfoni af lys & lyd. Jeg ved ikke om jeg

nogensinde kommer til at eje en Tool cd, men jeg skal da 100 % opleve

dem live hvis de kommer igen. Og et nyt album fra dem er lige på

trapperne heldigvis. Det virkede også som om ALLE på Copenhell skulle

se Tool. Resten af festival pladsen var stort set støvsuget for

mennesker. Det gav lidt udfordringer i øl-barene, hvor der generelt er

meget lange køer i år.

Jeg har i år adgang tl RIP området, og det er et rigtig fint stort

sted i år hvor man kan hvile ørerne i mellem koncerterne og der er

fint med space, bålsteder og masser af øl i hanerne.

I RIP sluttede også min aften, da jeg sammen med min gode kammerat

sundede mg ovenpå den vilde oplevelse som Tool var. Alt i alt en

herlig aften i helvede med god musik og som altid, fantastisk godt selskab.

nyheder
Seneste indlæg