Hellmeldinger fra Reffen


DAG 2: Torsdag d.16.juni –

Hades, my kind of ’hell

Anmelder : Helle Andersen


Hades-scenen, kl. 21.00:

Down – hovedet fuld af jubelkrudt

Glæden ved at høre noget habil sydstatsrock ville ingen ende tage, fordi jeg - med mine kun lidt over 30 år – ikke er helt gammel nok til at have hørt debuten fra halvfemserne i real-time. Til min overraskelse udeblev kvinderne i pitten. Forklaring fulgte fra min ledsager. Frontmand, Phil Anselmo,er angiveligt både et godt stykke ude på én politisk fløj, og angiveligt også misogynist. Dette faktum skyggede dog ikke for én af de federe koncertoplevelser, for jeg var på intet tidspunkt på pletten politisk. Til gengæld blev jeg og et par andre omkringværende ramt af en øl-bong fra en gruppe børn af firserne. “What do you wanna hear”, skreg Anselmo flere gange undervejs, så publikum blev opfordret til at råbe, hvad vi ville høre. Men vi fik ikke, hvad vi bad om og det er jo nogle gange en velsignelse i forklædning. Down styrede setlisten så stilsikkert, som Mette Blomsterberg dekorerer en kage. Den var angiveligt heller ikke forandret synderligt i løbet af årene. Hele 8 numre gav de fra pladen ”NOLA”, der havde 25-års jubilæum i 2020, hvor vi ville have hørt dem, såfremt corona ikke havde ødelagt alt det år. En smuk tidslomme bør muligvis ikke forandres? Imens Down straffede instrumenterne, Phil maltrakterede mikrofonen (der efterhånden virkede forsmået i hans næve), røg jeg efter indre diskussion med min astma i cigaretterne.Stemningen var for længst nået ud over scenekanten. Til min overraskelse blev hittet, ”Stone the Crow”, spillet som næstsidste nummer og det gav mening, idet ”Bury me in smoke” på indlysende vis virkede langt bedre som afslutningen på en fantastisk koncert.

Hades-scenen, kl. 17.45: Opeth – det djævelske drag om munden var der endnu

Både spænding og glæde kunne måles med det rette udstyr hos undertegnede ved Opeth’s koncert, idet bandet var en del af allround-krydderiet på i mit elendige 00’er-liv! Men jeg kan ikke have været den eneste, der med en vis gru afventede udvalget af materiale, siden stilen ikke er lige så hård, som den har været. Demokratisk sammensætning prægede minutiøst setlisten på seks laaange numre, hvoraf et par stykker hørte under betegnelsen ”old shit” ifølge bandet selv. ”The Drapery Falls” fra gennembrudsalbummet, Blackwater Park, og ”Deliverance” fra opfølgeren med samme navn lå på hver side af ”Sorcess” som en fin afslutning – eller rent ud sagt en smuk kærlighedserklæring til gamle fans. Forud for dem var tre lidt mindre genkendelige numre for en deltids-fan. Glæden vandt over den på forhånd opbyggede tvivl, skuldrene faldt ned på plads og koncerten blev en nydelsesfuld omgang at overvære.

Uforståelig svensk tale fra forsanger, Mikael Åkerfeldt, blev udskiftet med engelsk efter de første par numre og de sædvanlige udgydelser om, at Stockholm er hovedstaden i Skandinavien samt København er en forstad til samme landede fint på os, der var udsat for dem. Nuancerne i genresammenblandingen var for nogle lige så svære at finde mening i, som det indledende svenske, men for en ældre fan må de klædelige, ondskabsfulde ansigtsudtryk på Åkerfeldt, der ledsagede hårdere passager oveni fin, intakt growl have været en fryd. Han udtrykte lakonisk imellem numrene, at fleste vil have haft svært ved at finde Opeth’s musik på hitlister alene grundet numrenes længde. Derfor er det endnu af betydning at dukke op ved Opeth’s koncerter, når der stadig bliver krædset om fans af ”old shit”.

Hades-scenen, kl. 00.30

Townsend – guld for øregangene og drivhuse ER metal!

Stor nysgerrighed og forhåbning var medbragt til denne midnatsmesse som ny og aspirerende Townsendfan. Hjemmefra var jeg blevet fortalt, at jeg ikke skulle have for specifikke forventninger til brugen af bagkataloget, der spænder vidt i endnu højere grad end ved fx Opeth. Townsend var i det gavmilde hjørne. Koncertens lyd virkede aldeles passende for det metalhungrende publikum og blev fint flettet med humoristisk-sympatiske kommentarer. Tænk at blive hygget om og spillet så smukt for på én gang. Selvom settet stilistisk virkede en smule unisont i sin helhed, faldt jeg aldrig i søvn og ville have mere af den absolut geniale og joviale canadier. Guitaren og stemmen, mand en kombi! Den perfekte sløjfe at binde omkring de andre stilarter dagen havde budt på. Nu, hvor det jo var sidst på spilledagen, måtte stængerne op at hvile på podiet på Copenhill og det var et ganske fornuftigt sted at indtage koncerten. Det var oplevelse af at have gået langt og få et lækkert frokostbord stillet frem for sig. Townsends nærvær musisk, såvel som verbalt, nåede snildt og kærligt lægterne. Ligesom en afskedsreplik om, hvorvidt drivhuset, som han var på vej hjem at bygge, er ’metal’.

nyheder
Seneste indlæg