I går annoncerede Roskilde Festival et af de helt store hovednavne, og i dag fulgte de op med 17 yderligere navne. Roskilde-annonceringerne har ind til videre været af enormt højt niveau, og på en eller anden måde har de faktisk formået at overgå sig selv med den nyeste omgang navne, som jeg har rangeret efter, hvor glad jeg personligt er for at se dem på plakaten.

18: Odesza – Da jeg hørte denne chillwave-gruppe, da de blev annonceret til Roskilde 2016, syntes jeg, deres lyd faktisk var ret frisk og levende i forhold til mange af de elektroniske kunstnere, der generelt befolkede Apollo. I dag lyttede jeg til dem igen, og det er ikke fordi de er værre end jeg huskede dem, men jeg tror bare ikke, at jeg dengang var klar over hvor godt chillwave kunne være. Deres version af stilarten er overpoleret, og sangskrivningen er ikke noget at skrive hjem om.

17: (Sandy) Alex G – En skæv, varieret DIY-kunstner, der fylder sine sange med spøjs instrumentation og indflydelser fra alskens genrer. På papiret burde jeg være ellevild med (Sandy) Alex G, men hans stemme er ret utiltalende i forhold til hvor stor en fokus der er på den, og kun ganske få af hans motiver ender rent faktisk med at være mindeværdige. Hvis flere numre var lige så gode som ’Horse’ eller ’Brick’, så kunne vi måske snakke.

16: Alex Vargas – Fyre ved navn Alex er vist generelt ret gode til at vise, at de har masser af talent uden at benytte det fuldbyrdigt i mine øjne. Vargas er en af Danmarks mest ambitiøse mainstream popmusikere, og jeg har virkelig meget respekt for ham som musiker. Med det sagt, så tror jeg, han faktisk ville være bedre, hvis han enten opgav drømmen om mainstream-relevans, eller hvis han dykkede med hovedet først ned i poppens univers. Hans mellemting fungerer ganske vist, men når han stikker enten i den ene eller anden retning, fungerer det ofte endnu bedre.

15: Khalid – Amerikanske Khalid har ikke samme ambitionsniveau som Alex eller Alex, men han vinder på mange andre punkter. Det er ret simpel popmusik, der dog formår at ramme tidsånden rigtig godt. Khalid synger alle sine sange med tydelig, bidende ærlighed i stemmen. Der er plads til forbedring på mange punkter, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en sang fra ham, jeg aktivt ville søge tilbage til, men som performer kan han fandeme noget.

14: The Minds of 99 – The Minds of 99 har til gengæld skrevet nogle virkelig gode sange gennem tiden, og jeg vil endda vove, at kalde ’Stjerner på Himlen’ en af de bedste danske rocksange nogensinde. Men de spiller fandeme over det hele hele tiden, så jeg har svært vil at blive særlig ekstatisk. De giver altid gode koncerter, men de koncerter er altså også lidt den samme suppedas hver gang. Og de nye numre fra ’Solkongen (Del 1)’ er ikke rigtig noget, der trækker meget i mig.

13: Nathan Fake – Selv for de bedste IDM-kunstnere, plejer det at tage noget tid, før jeg er helt forelsket i dem, men jeg er ind til videre ret glad for Nathan Fakes måde at udtrykke komplekse kompositoriske ideer gennem relativt minimalistiske elektroniske lydflader. Han har fat i nogle spændende ting, men han formår sjældent at tryllebinde mig på samme måde som Moderat, Aphex Twin eller Mouse on Mars kan.

12: Lekhfa – Jeg er virkelig glad for, at Roskilde endelig har noget world-musik på programmet, og selv om jeg ikke er blæst fuldkommen bagover af Lekhfa, synes jeg, de byder på nogle ret interessante lyde. De skaber en inciterende, avant-garde udgave af arabisk folkemusik, og deres lydbilleder er intet mindre end dragende. Især er jeg stor fan af måden de bruger vokal. Jeg må dog stadig indrømme, at jeg har lidt svært ved at huske den ene sang frem for den anden, men det handler nok meget om min manglende erfaring med genren.

11: Cezinando – Ikke alene har denne nordmand modbevist min fordomsfulde hypotese om, at der ikke findes god norsk hiphop, han har endda vist, at han også kan lave rigtig svedig alternativ r’n’b. Hans lyd har både personlighed og variation, men han kan også være ret forvirrende af en popkunstner at være. Dog generelt en god tommel op.

10: Descendents – Et meget indflydelsesrigt punkband, der i 80’erne var med til at skabe den poppunk-lyd, kunstnere som Green Day og NOFX populariserede i 90’erne. De gjorde det faktisk interressant nok ved at tage sangskrivningen fra tidens hardcore punk og give den en blødere instrumentation. Selv om lyden har en del år på bagen, stikker de faktisk stadig lidt ud i dag, og alene den historiske vigtighed er en god årsag til at tjekke dem ud, hvis man er til punk.

9: Veto – Jeg blev slemt skuffet over Troels Abrahamsens soloprojekt Exec, så da jeg hørte, at Veto var tilbage sidste år, blev jeg virkelig glad. Deres elektroniske rockmusik er virkelig tight, og sange som ’You Say Yes I Say Yes’ og ’You Are a Knife’ lyder stadig friske i dag. De har styr på deres shit, og jeg håber, de stadig er engagerede i musikken.

8: Cardi B – No joke: Cardi B er den bedste straight up trap-rapper jeg nogensinde har hørt. Hendes flows er fede, hendes attitude er fantastisk, opmærksomheden ledes nærmest af sig selv altid hen til hende, når hun er på et nummer. Jeg er lidt skeptisk på, om hun kan fortsætte med at gøre det så godt, som hun gør det for tiden, men hvis hun kan det, så er jeg virkelig hyped på hendes koncert.

7: Heilung – Musikere fra Danmark, Norge og Tyskland er gået sammen i dette band, der tager nordisk folkemusik og transformerer det til en skræmmende, okkult oplevelse. Der vil være et stort kor og en shaman på scenen, når deres koncert går i gang og tager en nærmest rituel karakter. Og musikken i sig selv er også virkelig god. Der er nærmest en black metal-æstetik over den, selv om lyden i sig selv næppe kunne komme længere væk fra blastbeats og distorteret tremologuitar.

6: Preoccupations – Grum, grum postpunk med sangtitler som ’Anxiety’, ’Death’ og ’Degraded’. Den canadiske gruppe, der tidligere gik under navnet Viet Cong, formår rigtig smukt at balancere det agressive med det vemodige, så man får et univers, der på en gang er mørkt og jordnært. Og det er faktisk også ret lyttervenligt, så før du mener, at der ikke er andet end avantgarde-musik og mainstream-pop på Roskilde, så giv dem et lyt.

5: Kokoko! – Fra DR Congo finder vi et endnu mere spændende postpunk-band. De blander lokal centralafrikansk musik sammen med postpunk på meget berigende, øjenåbnende vis. De er også meget inspireret af elektronisk musik, hvilket let kan høres, men al instrumentationen er faktisk organisk Jeg er totalt betaget af dem, og jeg kunne let være meget interesseret i at opleve deres eklektiske genreblanding live, hvor de vist spiller på både skrivemaskiner, dåser og flasker.

4: Palm – Hvis du beskrev Palm udelukkende ud fra deres instrumentation, ville de være et ret almindeligt indiepop-band. Magien opstår dog i samspillet mellem instrumenterne, der kan køre de skøreste polyrytmer, og sangskrivningen er ikke bange for at gå amok med taktarterne og sære dynamikker. De kalder selv deres musik for ”broken pop songs”, og det rammer det ret godt. Hvis man kunne slå en indiepopsang til smadder, ville den lyde som Palm.

3: St. Vincent – Jeg har set St. Vincent optræde tre gange med sin vidunderlige artrock, og der skulle seriøst ske en slem dobbeltbooking, for at jeg ikke fik set hende en fjerde gang – men hvem ved, hun er sat til samme dag som førstepladsen på denne liste. Hun er fængslende på en scene, og alle hendes album er fascinerende oplevelser.

2: Boris & Merzbow – Jeg gik meget frem og tilbage mellem, om denne koncert skulle have førstepladsen frem for den endelige vinder, for vi har virkelig at gøre med noget særligt. De to støjende, eksperimentelle japanske grupper har udgivet et utal af album, hvoraf fire er sammen med hinanden. Det seneste, Gensho, består af en halvdel fra hver gruppe, og til Roskilde spiller de t0 grupper hver sin halvdel – samtidig. Det bliver fandeme for crazy, og det bliver en vidunderlig, støjende oplevelse, som jeg ikke må gå glip af.

1: Eminem – Jeg ville ønske, at jeg var den der cool type, der satte eksperimentel japansk støjrock på toppen af min liste, men så cool er jeg desværre ikke. I stedet vælger jeg et afdanket 00’er-celebrity, der ikke har lavet et godt album i halvandet årti. Alligevel står han mig nær. Jeg har lyttet til hans musik i mange, mange år, og jeg kan flere af hans sange udenad. Han har gjort et stort indtryk på mig, og han har været en afgørende faktor i, at jeg i dag er så interesseret i hiphop. Når han spiller live, fokuserer han heldigvis på det gode gamle musik fra omkring årtusindskiftet. Og til trods for, at der er ret meget problematisk indhold, holder de gamle plader faktisk stadig i dag.

Jeg er glad for, at der endelig er noget mere world på programmet, og jeg er ekstatisk over, at niveauet generelt er så højt. De behøver faktisk nærmest ikke annoncere mere god musik, for så kan jeg være så heldig, at jeg ikke skal træffe nogle dramatisk svære valg til sommer.

Jeg har et regneark med statistik over alle navne på NorthSide, Tinderbox, Copenhell, Heartland, Roskilde og Smukfest på https://docs.google.com/…/1vd7OXJv0KL_0lIa5Pm3dXxeJgwAaydX1…(og jeg går også og overvejer at inkludere Musik i Lejet)

Og I er derudover velkomne til at lytte til min personlige playlist med Roskildefavoritter, hvis det skulle have interesse: https://open.spotify.com/…/…/playlist/6mMJNAm99U2J873hWseJ2y