Kjartan F. Stolberg Roskilde Festival annoncerede i dag en lille pakke nye navne. Jeg har rangeret dem efter, hvor meget jeg selv har lyst til at se dem. Vi starter fra bunden, og det er en utrolig stærk bund: - 6. Sharon Van Etten: Denne folkrock-singer/songwriter er faktisk en glimrende booking på nærmest alle parametre, så det er ganske sigende for den generelle kvalitet af dagens offentliggørelser, at jeg placerer hende lavest. Hun er god live, og hun har lige udgivet et virkelig solidt album, som efterhånden er blevet min favorit i hele hendes diskografi. Den eneste bagside er, at jeg nærmest lige har set hende live, og mens det var ganske godt, var det ikke så forrygende, at jeg allerede hungrer efter et gensyn. Dertil er der enormt lille sandsynlighed for, at hun vil udgive nyt materiale op til festivalen, og at dømme efter setlist.fm rusker hun ikke meget op i udvalget af sange. Så det ville nok praktisk taget blive den samme koncert om igen for mig. - 5. Fouli: Rimelig vellykket dansk gaderap, der er hårdtslående, tænksom og iørefaldende på en gang. Tit er den også ret catchy. Hans er ikke den, der stikker mest ud på den brede hiphopscene, hverken i forhold til hans stemme, hans flows eller andre dele af hans levering – og nogle gange kan hans beats forfalde til genrens klichéer. - 4. Vinicio Caposella: Dejligt beskidt, snavset italiensk folkemusik. Der er elementer af cabaret, vals, blues, balkan, surfrock og klezmer i det hele. Endda lidt Tom Waits eller Gogol Bordello over det, når det bliver grimmest. Hans ballader er ikke lige mig, men når der først kommer lidt gang i kompositionerne, er det godt nok spændende. - 3. Petrol Girls: Der er ikke så meget at sige om dem: det er energisk, dynamisk, personlighedsrig riot grrrl med elementer af post-hardcore. De spiller alle sammen fremragende, men der er også masser af punket vildskab. Og så er deres feministiske tekster skarpe, og de står godt til det vrede udtryk, deres musik har. Det er den blanding af Bikini Kill og Refused, som jeg aldrig vidste, jeg havde brug for. - 2. Chance The Rapper: Uf, jeg var så gigantisk stor fan, da ’Acid Rap’ udkom. Jeg følte mig sikker på, at Chance ville ændre hiphop godt og grundigt. Jeg føler, jeg fik ret. Men jeg føler også, at Chance har fået længere mellem snapsene. Men hans småpsykedeliske fusion af rap, soul og gospel kan stadig resultere i virkelig fede tracks, og jeg holder stadig enormt meget af hans personlighed. Han er virkelig dygtig, og når han er bedst, kan det resultere i mesterværker – ’Same Drugs’ er fx en så stærk sang, at jeg ville overveje kraftigt at se ham, selv hvis det var hans eneste sang. Forhåbentlig aflyser han ikke igen. - 1. Lizzo: Lizzo bevæger sig i et grænseland mellem pop, r’n’b og hiphop, for det meste med stort humør og dejligt positiv attitude. Uanset om det er oldschool soul eller småtrappet rap, der er på dagsordenen, er hun fandens charmerende. Fra et teknisk niveau er hun både virkelig dygtig til at synge og til at rappe, og hendes idiosynkratiske vokal er dejligt sprød. Absolut en kunstner, jeg prioriterer højt – og som jeg i månedsvis har ønsket til festivalen! - En fremragende lille pakke lige der. Virkelig højt niveau. Klart det højeste bundniveau fra nogen pakke hidtil. Jeg glæder mig helt vildt til spilleplanen, som jeg godt nok er nervøs omkring.
