Kraftwerk – Når fremtiden begynder at tælle

Kraftwerk Multimedia Tour 2025

KB Hallen, København

Af Tommy Christiansen

Foto : Keren Ben- Shoshan

Koncerten begynder ikke som en koncert, men som en tilstand. En dyb metallisk lydklang breder sig i KB Hallen, afbrudt af små bip, som om vi befinder os i en ubåds kontrolrum. Det er en intro uden form, uden melodi, kun ren elektronik, der rydder op i vores sanser. Og så sker overgangen: Numbers / Computer World / Computer World 2.

Enkle, tørre slag. Grønne datastrømme vælter ned bag musikerne, og talene gennembryder mørket som kodestykker. Det er næsten humoristisk i sin simplicitet, og lidt mere end det; Tællingen er fundamentet for alt. Når vi kan tælle, kan vi beregne og kan skabe den industrialiserede verden med sine kantede former og spidse ender.

Her står Kraftwerk — i deres fluorescerende grid-dragter — som levende diagrammer, der viser publikum begyndelsen på det hele.

Overgangen til Home Computer / It’s More Fun to Compute føles som en naturlig fortsættelse af et system, der er ved at starte op. De skarpe digitale clicks fra sequenceren, de rene oscillatorer, vocoderens kolde menneskestemme — det hele smelter sammen. Publikum reagerer ikke med jubel, men med en stille, rytmisk accept. Et nik her, et smil der. Man mærker glæden ved det mekaniske, men også den lille prik af fremtidsfrygt, der har fulgt Kraftwerk siden 70’erne.

Først derefter åbner universet sig i Spacelab, hvor blå og lilla lysflader hæver rummet og giver en følelse af vægtløshed. Det er her publikum for alvor bliver stille — ikke i passivitet, men i koncentration. Som om de forstår, at Kraftwerk ikke spiller musik, men arkitektur i lyd.

Salen løfter sig da Airwaves rammer med røde bølger af elektrisk rytme, efterfulgt af den mekaniske elegance i Tango og den ikoniske stramhed i The Man-Machine. De fire musikere står ved deres custom-build synthesizer-pods, som om de betjener et system frem for et instrument. Lyden er ren: analoge bundflader, tør percussion, digitale klik, synth-linjer der bevæger sig som matematiske kurver.

I Electric Café og Autobahn ændrer energien form. Publikum vugger med, især da motorvejens hvide lyslinjer bevæger sig gennem hallen. Det første store varme løft kommer dog med Computer Love, The Model og Neon Lights. Her synger folk stille med, her smiler de til hinanden. Det er Kraftwerks mest menneskelige øjeblikke — de melodier, der forbinder dem til hjertet, ikke kun hjernen.

Metropolis bevæger os tilbage i den maskinelle ro, før aftenens overraskelse folder sig ud: et cover af Merry Christmas Mr. Lawrence (Ryūichi Sakamoto). Synthesizeren gør melodien koldere, men også klarere — et smukt, uventet øjeblik, som publikum tager imod med stille begejstring.

Så starter den mørke sektion. Geiger Counter klikker som et gammelt måleinstrument, før Radioactivity ligger sig tungt over rummet. Vocoderen og de monotone slag minder om, at teknologi både er løfte og risiko.

Energiniveauet stiger igen med Tour de France / Étape 3 / Chrono / Étape 2, hvor hele salen følger rytmen som én samlet krop. Publikum bevæger sig, som om de selv træder i pedalerne, drevet af de kantede synth-slag. Det fortsætter i La Forme, hvor lyden glider længere ud, strækker sig, ånder.

Højdepunktet kommer i Trans-Europe Express / Metal on Metal / Abzug. Metalliske clanks, skarpe sequencer-slag, visuals som togskinner. Publikum klapper perfekt i takt — en menneskelig percussion til maskinens rytme.

Planet of Visions åbner rummet igen med en lys optimisme, før Kraftwerk samler trådene i triptykonet:

Boing Boom Tschak / Techno Pop / Musique Non Stop — et rytmisk kredsløb, der føles som fundamentet for alt moderne elektronisk musik. Publikum elsker det. De danser, smiler, følger hver puls.

Encore bringer aftenen til sin finale: The Robots. De røde visuals, den tunge bund, den maskinelle koreografi — salen eksploderer i jubel. Det er aftenens største reaktion, øjeblikket hvor alt, Kraftwerk står for, folder sig helt ud.