Metallica I Berlin

METALLICA

M72 WORLD TOUR IN THE ROUND

Olympiastadion / Berlin, Lørdag d. 30. maj 2026

Special Guests: Gojira • Knocked Loose

94.000 fluer tager ikke fejl

 Af Christoffer Schaarup

Foto : Savas Karakaplan

Metallica og Gojira på Olympiastadion i Berlin. 25 grader og vindstille. Kan det gå galt? Kan det olympiske stadion i Berlin levere bedre lyd end Parken i København, hvor jeg har set Metallica tre gange nu, og alle gange har været en kamp med lyden? Alt skal have lov til at opleves og dømmes derefter. Wellwell, let’s go.

Lad mig starte ved ankomsten, som allerede satte en tung og historisk ramme om aftenen. Det olympiske stadion i Berlin er imponerende. Det er stort, amphiteaterisk og overraskende nemt at tilgå. So far so good. Vi havde jo selvsagt også lagt mærke til de mange Metallica T-shirts i bybilledet i løbet af lørdagen og vi var da spændte på at se kulminationen på dagen, og at der efter sigende var publikumsrekord med 94.000 solgte billetter. Alt sammen muliggjort af Metallicas runde scene, som jeg i den grad ikke synes har fungeret de to gange, jeg så dem i Parken i 2024. Dengang havde jeg en ståplads, og min oplevelse var hæmmet af, at jeg følte, at jeg kun så bandet i brøkdele af aftenen.

Vi havde til turen i det tyske flottet os med halvdyre billetter i nederste ring af tribunen, og da vi trådte ind i kulissen og fandt vores pladser, var det straks vores opfattelse, at det ville blive langt federe end forrige aftener. Nøj, det Olympiske Stadion er massivt, imponerende og en smule overvældende. Altså på den fede måde. Særligt fordi vi blev hilst velkommen af de franske økometallere fra Gojira. For mig et af de absolut tungeste bands på planeten og lige så stort et navn på aftenen som Metallica.

Gojira spillede et overraskende langt set, som kom godt omkring deres efterhånden store og alsidige bagkatalog. Alt fra proggedeBackbone til de mere tilgængelige skæringer Born for One Thing og Amazonia blev serveret med knusende tyngde og spilleglæde. Joe virkede oplagt, og bandet spillede simpelthen så tight og tungt, at selv de olympiske ringe må have mærket lufttrykket fra Marios dobbelttrommer. Den mand er en maskine! Men hold nu kæft, hvor han spiller godt og tilmed er blevet noget af en showmand. Lad os lige dvæle kort ved lyden, som var rimelig fed og dejlig høj. Bassen stod tydeligt frem, og endelig fik et supportband hos Metallica lov til at skrue op. De forrige gange, jeg har set support, har det nærmest været så lavt, at det virker, som om det er skrevet ind i kontrakterne, at der skal spilles 30 dB lavere end Metallica, og det har hæmmet oplevelsen på stadion. Bevares, for langt de fleste handler det om Metallica, som min svoger flere gange nævnte, men det er også svært at spille op, hvis der ikke er skruet op. Og selvom stadion ikke var helt fyldt, da Gojira sluttede af med Gift of Guilt, sad jeg tilbage tilfreds og glad. Gojira leverer altid varen og kan i den grad spille så stor en scene op. Kom så med den booking til Hell 27 som hovednavn!

Kl. 20.10 skælvede stadion, og til tonerne af Ennio MorriconesThe Ecstasy of Gold kom bandet gående ud til enorme publikumsbrøl. Det var en storslået kulisse, og kuldegysningerne spredte sig hos mig. 94.000 mennesker havde samlet sig om verdens største metalband, og det kunne mærkes, at alle ville have sejren. Metallica lagde benhårdt ud med Creeping Death og For Whom the Bell Tolls og virkede oplagte fra start. Og hvem ville da ikke det, når man bliver modtaget af så mange mennesker i så overvældende rammer?

Metallica tog os igennem deres bagkatalog uden de store overraskelser og uden nogen deep cuts. Bandet spillede dog et formidabelt show, som var koreograferet til punkt og prikke, og man kan da mene, hvad man vil om det, men én ting kan man ikke benægte.. Det virker, og særligt når 94.000 mennesker bakker op. Det eneste nummer, jeg kan tænke på, hvor der blev lidt mere stille, var 72 Seasons, som simpelthen ikke holdt publikum i live. Og man kan vel mene en masse om setlister til Metallica-koncerter. Det er der i hvert fald en masse, der snakker om, og hvor har jeg ikke hørt om mange setlister fra 90’erne, og ditten og datten fra den aften på Roskilde osv. Metallica er oppe i årene nu, og Lars har også selv sagt, at der ikke bliver spillet 10 numre fra thrash-perioden mere. Derfor fyldte The Black Album også mere i setlisten, ligesom Fuel og The Memory Remains var til at finde på aftenens setlist. Lars og co. spillede glimrende, og særligt Kirk skal have ros for at levere skarpe soloer hele aftenen. James' højre hånd er stadig ikke til at slå, og Lars lavede ikke nogen større brølere. Og selv hans lille trommebreaks er begyndt at vokse på mig. Habt ihr gut gemacht, Jungs!

One, Master of Puppets, Seek & Destroy og Enter Sandman går alle fortsat rent hjem, og det gjorde de også i Berlin. Det kan godt være, at Metallica er blevet noget af en velsmurt maskine, som, om end lidt forudsigelig, ikke er kedelig. Det var en fantastisk dag og aften i Berlin, hvor hele byen summede af metal og hygge. Olympiastadion leverede de perfekte rammer, og Metallica, flankeret af Gojira, leverede musikken.

94.000 fluer tager vel ikke fejl?

Vi ses næste gang, Metallica!