Alison Moyet lod Yazoo leve videre i Operaen
Songs of Yazoo, the minutes & Other
Operaen, København, lørdag den 19. sept. 2026
Anmelder og fotograf: Savas Karakaplan
Alison Moyets stemme har altid været mørk, soulpræget og umulig at forveksle med andre, spændt ud over en stram, syntetisk produktion. Den kontrast bar hele koncerten i Operaen, hvor Yazoo-materialet blev flettet sammen med sange fra the minutes og Other i ét sammenhængende elektronisk univers.
Operaens akustik spillede med fra første tone. Synthesizere, programmerede rytmer og bas stod skarpt og tydeligt i lydbilledet, mens Moyets vokal bevarede både dybde og nuance hele vejen igennem. På numre som “Winter Kills”, “Filigree” og “Anyone” var det tydeligt, hvor godt materialet fungerer, når produktionen får luft omkring stemmen.
Allerede i begyndelsen af 1980’erne byggede Yazoo sin lyd på ganske få elektroniske elementer omkring Moyets markante vokal, og den idé holder den dag i dag. “Only You” og “In My Room” gled lige så naturligt ind i aftenen som hendes nyere numre, uden at blive reduceret til pligtskyldige nostalgiske indslag.
Moyet fortolkede sangene fysisk. Ansigtsmimik, blikke og små bevægelser blev en aktiv del af fortællingen, især i aftenens mørkeste og mest afdæmpede passager. Det teatralske opstod i selve leveringen af ordene, uden noget stort sceneshow at gemme sig bag.
Et varmt og uformelt øjeblik opstod mellem “Anyone” og “Other”, da Moyet holdt en pause, fortalte, at hun drak te, hostede let og smilede bredt, før koncerten fortsatte. Det lille afbræk passede fint ind i en aften, der ellers var stramt og musikalsk styret.
Koncertens tydeligste vending kom efter hovedsættet. Efter “In My Room” forlod Moyet scenen, mens musikken spillede videre, og hun vendte tilbage til stående bifald. Herfra blev udtrykket mere direkte og dansabelt.
“Goodbye 70’s”, “Situation” og “Don’t Go” blev en samlet finale med højere tempo, hårdere synthpuls og mere bevægelse i salen. Moyet dansede med publikum, og den tidlige britiske synthpop-arv trådte tydeligt frem, uden at aftenen blev til en nostalgisk 80’er-markering.
Det var netop koncertens største styrke.
Yazoo-numrene lever stadig som elektronisk popmusik med både nerve og fysisk effekt. Minimalistiske arrangementer, præcise synthesizere og Moyets organiske vokal havde stadig spænding og kraft.
Fotogalleri:
