André Rieu, Valsen der ikke slutter

Johann Strauss Orkestret

11. juni 2026

Royal Arena, København

Af Savas Karakaplan

Royal Arena er ikke et sted der indbyder til intimitet. Den er stor, betongrå og bygget til at rumme masser af mennesker på én gang. Den aften passede den perfekt.

André Rieu åbnede med “Entry of the Gladiators”, og Johann Strauss Orkestret, grundlagt af Rieu selv i 1987 og siden finpudset til et ensemble der tæller mellem firs og hundredfemti musikere afhængigt af aftenen, satte tonen fra første takt. Rieu selv bevæger sig over scenen med sin violin og det karakteristiske smil som to uadskillelige rekvisitter. Han er på én gang dirigent, solist og konferencier, og han skifter mellem rollerne med en lethed der kun kommer af at have gjort det tusindvis af gange.

The Platin Tenors stod frem til “The Impossible Dream” fra musicalen “Man of La Mancha”, og de tre stemmer fyldte arenaen med noget der er svært at beskrive uden at lyde naiv: håb, formuleret som musik. Publikum reagerede med en begejstring der ikke var arrangeret. Det kan man høre forskel på.

Undervejs fortalte Rieu om orkestrets tidlige år, kolde øvelokaler og musikere der stadig er ved hans side. Det er historier man formodentlig har hørt varianter af på enhver Rieu-koncert i de seneste tyve år, og alligevel virker de, fordi de er sande, og fordi han fortæller dem som om han husker dem og ikke blot refererer dem. Jeg når at spørge mig selv, hvornår ægthed ophørte med at kræve kompleksitet.

Efter pausen kom Leon van Wijk frem med harmonika til “Olé Guapa”. Tangoen og den dansende melodi fik publikum til at klappe med, og van Wijk spillede med det overskud der gør forskellen mellem teknisk dygtighed og egentlig spilleglæde. Sopranerne i identiske lyseblå balmekjoler med blondebroderi stod frem med åbne arme mod salen, og Bellinis “Casta Diva” fra operaen “Norma”, en af sopranrepertoirets mest krævende arier, fyldte den store arena med en elegance der fik den til at føles halvt så stor.

Aftenens mest tilbageholdte og stærkeste øjeblik tilhørte alligevel Michel Tirabosco. Den schweiziske panfløjtesolist, født uden hænder og med meget korte arme, omfavnede sit instrument og lod Ennio Morricones “Gabriel’s Oboe” fra filmen “The Mission” flyde ud over arenaen. Stilheden i salen var næsten lige så stærk som musikken selv. Det er den slags øjeblikke der opstår eller ikke gør det, og den aften opstod det.

Sneen begyndte at falde under “Schneewalzer”. Kunstig, ja, men reaktionen i salen var reel: tusindvis af mennesker der spontant rejste sig og filmede det samme øjeblik, hver for sig og alle sammen. Under Verdis “Libiamo” skålede publikum med champagneglas, “Tutti Frutti” sendte temperaturen i en helt anden retning, og da de første toner af Neil Diamonds “Sweet Caroline” lød, sang store dele af Royal Arena med. Grænsen mellem scene og sal var på det tidspunkt for længst ophævet.

Finalen kom med balloner, sne, fællessang og par der dansede mellem sæderækkerne. Rieu sælger klassisk musik til mennesker der aldrig har sat fod i en operasal, og han gør det uden at undskylde hverken for musikken eller for festligheden. Det er en holdning der kræver selvtillid. Royal Arena den aften viste, at den er velbegrundet.