Jaleesa - Varm, jordnær og ærlig

JALEESA – Roots & Jazz Copenhagen 2026

Copenhagen Jazz Festival

Af Savas Karakaplan

Fredag den 10. juli klokken 18:15 indtog Jaleesa scenen på Den Røde Plads.

Jaleesa flankeres af et stærkt ni-personers ensemble med Oilly Wallace på saxofon, David Miilmann på guitar, Christoffer Holm på bas, Johannes Buhl på keyboards, Rasmus Sitarz på trommer, Yohan Ramon på percussion og congas samt korsangerne Thea Buhl og Anne Li Karoui.

Arrangementet var tæt vævet, med blæser og kor som bærende harmoniske lag frem for dekoration, og det gav Jaleesas stemme et solidt fundament at arbejde fra gennem hele koncerten.

Jaleesa synger i et mørkt og varmt mellemregister, der ofte leder tankerne mod en mezzosopran med tydeligt alto-præg. Klangen har en naturlig mørke, der giver hende en jordnær og autentisk neo-soul-lyd, og hun virker mest komfortabel i et relativt lavt til mellemhøjt register. Vibratoen er kontrolleret og naturlig, og bruges til at understøtte følelserne frem for at dominere sangen. Gennemgående demonstrerede hun god åndedrætskontrol og stabile lange fraser, sunget afslappet uden hørbart pres på stemmen.

Sættet blev indledt med settet fra koncerten i Vega , af introen, en særlig udgave af åbningsnummeret, hvor bandet byggede lydbilledet op lag for lag, før Jaleesa selv trådte ind. Allerede her viste hun kontrol over dynamikken; hun lod bandets opbygning tale, før stemmen kom til.

I “Woman” demonstrerede hun et stærkt mellemregister med varm, afrundet klang. Fraseringen var afslappet og placeret let bag beatet, en teknik der giver soulvokal dens karakteristiske tyngde og trækkraft, og som krævede præcist samspil med Rasmus Sitarz’ trommer for ikke at miste puls. Teksten kredser om selvstændighed og styrke, temaer der satte tonen for resten af sættet.

“Confinement” bragte et roligere udtryk ind i sættet, hvor fokus i højere grad lå på tekst og stemning end på arrangementets fylde. Titlen peger direkte mod indelukkethed og pres, følelser der løber som en rød tråd gennem debutalbummet “Sodalite”.

Ved “Let Love In” indledte Jaleesa nummeret med snak fra scenen, ifølge setlisten markeret som en del af introen, før numrets mere åbne toneleje tog over. Den slags mellemspil hører til de greb, der binder et sæt sammen, og som kræver erfaring at time rigtigt.

“Black Jade” var et af aftenens klareste eksempler på hendes evne til at kontrastere styrke og sårbarhed. Verset blev sunget i lav intensitet, mens omkvædet åbnede sig med større fylde, understøttet af harmonierne fra Thea Buhl og Anne Li Karoui. Intonationen forblev sikker og stabil gennem nummerets dynamiske spændvidde, og bar den bue, der gav sangen retning uden at ty til unødig vokal kraft.

“You Might Need Somebody” Randy Crawford cover viser en bevidsthed om soulgenrens historie. Her trådte hendes gospelinspirerede frasering tydeligst frem, med små soul-fraseringer og glid mellem tonerne, melisma brugt sparsomt og uden overdrivelse. Bandet gled direkte over i “Free Your Mind” uden pause, som en direkte overgang. Skiftet krævede at Jaleesa holdt energien oppe gennem en teknisk krævende passage, løst med kort, rytmisk frasering, mens percussionen fra Yohan Ramon bar momentum videre, før vokalen igen tog føringen.

“Crystal Tears” fremstod som et af koncertens mest intime øjeblikke, hvor fokus blev flyttet fra arrangementets bredde til stemmens nærvær. Udtrykket var afdæmpet og sårbart, hvilket gav plads til sangens følelsesmæssige indhold, tårer som billede, båret med værdighed frem for opvisning.

“It Will Be” bragte et mere optimistisk toneleje ind i sættet, mens “Rise Above” blev et af koncertens tydeligste kraftcentre. Titlen afspejlede sig direkte i vokalarbejdet: opadgående melodiske linjer og stigende dynamik, understøttet af Johannes Buhls fyldige keyboardtæppe. Netop her viste hun sin dynamiske kontrol tydeligst, evnen til at gå fra bløde, intime passager til mere kraftfulde fraseringer uden at presse stemmen unødigt.

“Sweet Thing” vendte tilbage til det intime, med blødere frasering og tættere kontakt til bandets akustiske elementer, mens David Miilmanns guitarsolo fik plads til at ånde omkring vokalen frem for at konkurrere med den. Sættet blev afsluttet med “Your Light”, hvor kor, blæser og rytmegruppe samledes i et fyldigt arrangement, og Jaleesa lod stemmen bære den følelsesmæssige konklusion på en fortælling om identitet og frigørelse, der havde udspillet sig gennem hele koncerten.

Jaleesa fremstår med en varm, jordnær neo-soul-stemme med stærk følelsesmæssig troværdighed, præget af elegant frasering, naturlig dynamik og en nærmest samtalende intimitet. Hendes styrke ligger i fortolkningsevnen, i evnen til at formidle følelser, timing og nærvær, frem for i ren vokal kraft. Den tydelige inspiration fra soul- og gospeltraditionen, med fokus på frasering og feeling frem for teknisk perfektion alene, gennemsyrede hele sættet.

Den forståelse kommer ikke af sig selv. Bag det afslappede scenenærvær ligger en disciplin, der har fulgt hende gennem skriveprocessen på “Sodalite”, opbygningen af et ni mand stort liveband og en periode, hvor studiearbejde og studentereksamen har krævet plads side om side. Det er den slags arbejdsomhed, der sjældent ses, men altid høres, og som adskiller en lovende sangerinde fra en kommende stjerne. Koncerten på Den Røde Plads leverede en af de mest gennemarbejdede vokale præstationer på årets Roots & Jazz-program, og et tydeligt bevis på, at Jaleesa allerede ved, hvad der skal til.

fotogalleri: