Deafheaven i Amagerbio
- NORDICA Live Magazine Live Is Real
- for 9 minutter siden
- 3 min læsning
Mellem skrig, tremologuitarer og moshpit
Deafheaven – Europe Tour 26
Amager Bio, København
25 August 2026
support: Show Me The Body
Af Savas Karakaplan
Deafheaven er et band, der lever af kontraster. Black metallens desperation, shoegazens svævende guitarflader, post-metallens langsomme opbygninger og en vokal, der river sig gennem musikken med rå kraft. I Amager Bio blev netop den spænding koncertens stærkeste kvalitet.
Aftenen begyndte med "Incidental I", som fungerede som en kort, atmosfærisk indgang til bandets lydunivers. Her blev rummet åbnet, før "Doberman" satte ind med langt større kraft. George Clarkes vokal kom som et råt og desperat skrig, mens guitarerne omkring ham bevægede sig langt mere melodisk. Det er en af Deafheavens mest karakteristiske kvaliteter: vokalen signalerer ekstrem metal, men guitarerne søger ofte mod noget åbent, drømmende og næsten euforisk.
Med "Magnolia" blev kontrasten endnu tydeligere. Trommerne pressede musikken frem med høj intensitet, mens guitarerne skabte lange melodiske linjer frem for kun at arbejde med tunge riffs. Deafheaven bruger tremolofigurer, brede akkorder og store lag af klang, så musikken hele tiden føles i bevægelse.
"Brought to the Water" trak koncerten tilbage mod bandets mørkere og mere aggressive side. Her var der et mere rendyrket ekstremmetaludtryk, men stadig med de melodiske åbninger, som gør, at Deafheaven aldrig lyder som et traditionelt black metal-band.
Da "Sunbather" kom, blev hele bandets æstetik nærmest samlet i ét nummer. Den skærende vokal stod i direkte kontrast til guitarernes varme og næsten opløftende melodier. Hos Deafheaven betyder tung musik ikke nødvendigvis mørk musik. Guitarerne kan lyde lyse og næsten håbefulde, mens vokal og trommer samtidig arbejder med maksimal aggression.
Netop her begyndte koncerten for alvor at få den særlige kvalitet, hvor fornemmelsen af tid gradvist opløses. De lange melodiske guitarpassager gentages, vokser og skifter karakter, indtil man ikke længere oplever numrene som traditionelle vers og omkvæd, men som store bevægelser gennem lyd.
"The Garden Route" fortsatte den mere atmosfæriske side af koncerten, inden "Body Behavior" blev et af aftenens mere bemærkelsesværdige øjeblikke. George Clarke fremhævede nummeret som en personlig favorit, men sangen blev afbrudt undervejs efter omtrent halvdelen.
Det tekniske afbræk kunne have ødelagt momentum, men koncerten fandt hurtigt tilbage til sit spor.
Med "Amethyst" blev guitarernes melodiske rolle igen central. Deafheavens klangflader fungerer næsten som selvstændige stemninger og bærer store dele af numrene. Guitarerne kan være massive uden nødvendigvis at være tunge på traditionel vis. De ligger som brede lag under Clarkes vokal, der fortsat fungerer som den ekstreme modpol.
"Incidental II" gav et kort pusterum, før "Revelator" igen skruede op for intensiteten. Her begyndte publikums fysiske reaktion også at tage mere over. Moshpitten voksede, og jo længere koncerten bevægede sig frem, desto mindre virkede det muligt at holde energien tilbage.
Da "Dream House" ramte salen, var Deafheaven tæt på koncertens højdepunkt. Nummeret er næsten en koncentreret udgave af hele bandets musikalske identitet: blastbeats, skrigende vokal, tremologuitarer og lange melodiske bevægelser, som hele tiden bygger videre på hinanden.
Når Deafheaven rammer deres bedste øjeblikke, bliver musikken så opslugende, at salen, tiden og omgivelserne mister værdi. Man befinder sig i et lydrum, hvor Clarkes desperate vokal og guitarernes melodiske bevægelser eksisterer samtidig uden at konkurrere med hinanden.
Efter "Incidental III" blev der gjort klar til afslutningen.
Men teknikken blandede sig igen.
Lyden blev afbrudt før aftenens sidste ekstranummer, og denne gang blev stilheden mødt af tydelige "øv"-reaktioner fra salen. Det var mindre overraskende efter afbrydelsen under "Body Behavior" tidligere på aftenen, men på det tidspunkt var Deafheavens optræden allerede nået så højt et niveau, at selv tekniske problemer havde svært ved at stoppe publikum.
Moshpitten fortsatte, og en wall of death åbnede sig foran scenen.
Da "Winona" til sidst kunne lukke koncerten, føltes det derfor mindre som en traditionel finale og mere som sidste led i en lang opbygning.
Deafheaven viste i Amager Bio, hvorfor betegnelsen blackgaze både passer og samtidig er utilstrækkelig. Bandet har black metallens ekstreme vokal og intensitet, shoegazens brede guitarflader og post-metallens sans for lange udviklinger, men resultatet bliver noget mere særpræget.
George Clarkes vokal er desperat, skærende og fysisk. Guitarerne er melodiske, rummelige og ofte næsten smukke. Netop spændingen mellem de to poler er Deafheavens stærkeste våben.
Når bandet rammer sit peak, smelter skønhed og brutalitet sammen til én og samme lyd.
