top of page

Battlesnake Teater


 

Copenhell 2025

18 juni Gehenna kl. 18.00

Af Jens Jakobsen

Foto: Leyla Tunalı

ree

Gakket, humoristisk og flamboyant performance

 

Jeg gik ind til Battlesnake uden at kende noget som helst til dem. Og der fik jeg én på opleveren.

 

Gruppen består af to guitarister, bas, trommer, vokal – og en keyboardspiller som i dagens anledning var bevæbnet med en hot pink keytar, som gav showet et ekstra lag lettere fjollet underholdningsværdi. Deres – må man nok godt sige – lidt overdrevent teatralske sceneoptræden og musikalske stil blander heavy, thrash og lidt prog med fantasy-elementer.

 

Battlesnake indtog Gehenna-scenen iført kostumer, der balancerede et mærkeligt sted imellem kultleder og heavy metal-kardinal. Man kan forestille sig, at det er cirka sådan det ville se ud, hvis man hyrede Ghosts kostumier og bad om at få Ghosts diametrale modsætning.

 

Optrædenen emmede af overskud og selvironi. De gav virkelig et show, hvor de overhovedet ikke tog noget som helst af det, der foregik, alvorligt. Bandets energi og skørhed på scene fungerede virkelig godt i festivalsammenhæng – de havde i den grad publikum med sig. Musikalsk var udtrykket mere traditionelt end udseendet kunne antyde.

 

Man kunne kalde det heavy metal med lidt thrash blandet ind i både sangopbygning og lyd, men leveret med en bevidst skævhed og humor, der til tider trak lige stærke slægtslinjer til både Iron Maiden og Rage Against the Machine. Særligt numrene Sanctum Robotus, Murder Machine og Look Out brændte igennem.

 

De sluttede af med et cover af AC/DC’s Let There be Rock, som kulminerede med en alenlang guitarsolo, hvor keyboardspilleren løb rundt i pitten med guitaristen på skuldrene. De var – igen – virkelig gakkede og skidesjove.

 

Ville det fungere lige så godt derhjemme? Det tror jeg nok ikke. Var vi godt underholdt, mens de gav den hele armen og lidt til? Jo, det må vi nok konstatere, at vi var!

 

Det var et virkelig godt sats fra Copenhells side med det her indslag onsdag.

 

Sætlisten – Battlesnake, Copenhell 2025:

  1. Motorsteeple

  2. I Am The Vomit

  3. The Battlesnake

  4. The Key of Solomon

  5. Sanctum Robotus

  6. Look Out

  7. The Atomic Plough

  8. Murder Machine

  9. Nightmare King

  10. Let There Be Rock (AC/DC-cover)


 

© all rights reserved 2015 by Nordica Medie  Proudly created with Wix.com

  • Nordica Live
  • Nordica Live Magazine
  • w-facebook
bottom of page