Billy Strings imponerer i udsolgt Poolen

Billy Strings

Poolen 5. oktober 2025

Af Christoffer Schaarup

Foto: Savas Karakaplan

Billy Strings gav opvisning i virtuos guitarspil og ruskede godt og grundigt i københavnerne på en blæsende og våd søndag aften på Refshaleøen. 

Billy Strings har med sine 32 år allerede opnået langt mere, end de fleste kommer til, i hele deres karriere. Han stormede frem på scenen med sin første plade i 2019 og har sidenhen udgivet fire af slagsen, senest den fremragende “Highway Prayers”, som han er på turne med i Europa. Han har bragt bluegrass ind i mainstreamen, hvilket i den grad kan mærkes, da Poolen er udsolgt med 2.500 mennesker denne søndag aften. Imponerende og man kan mærke at publikum er spændte og festglade.

Sidst jeg så Billy Strings var i Vega til Billys første optræden i DK, hvor Billy og co spillede godt og vel over to timer, og min fornemmelse var dengang, at det bleven anelse ensformigt. De seneste udgivelser fra Billy Strings forekommer mig dog mere modne end forrige, med mere alsidighed i sangskrivningen, samtdybde i teksterne. Jeg var derfor spændt på, om de annoncerede to set, ville vise en mere dynamisk side af guitarvirtuosen, og om han kunne holde publikum til ilden i så lang tid.

Billy ligger stille ud med ”I’m one of those” fra livepladen Turmoil & Tinfoil, og flankerede af sine fire medspillere, bygger bandet nummeret langsomt og smukt op. Er man tvivl om det er en bluegrass aften man er havnet til, skulle der ikke gå meget mere end et minut, inden den første banjo solo blev smidt ud af ærmet af Billy Failing. Bandet fortsætter med nummeret ”Turmoil & Tinfoil” som bliver vildere og vildere med en næstent ti minutter langt jamsession, som minder om syret progressiv bluegrass. Billy slutter nummeret af med at smelte publikumsansigter med et massivt forvrænget akustisk guitar solo, hvor man får et lille indblik i hans opvækst med ikke bare bluegrass, men også rock og metal. Skøn variation og alle i Poolen er klar over nu, at vi skal forvente lange jams, syrede segmenter og et veloplagt band med spillelysten intakt!

Bandet fortsætter, med at præsentere os nye sange fra den seneste plade ”Highway & Prayers”, hvor Billy blandt andet tager en 12-strenget guitar i brug til nummeret ”Stratosphere Blues & I Believe in You”. Vi kom helt ned i tempo og alle fik en lille puster efter en hæsblæsende start på aftenen. Bandet spiller bare fedt og fortsætter direkte med en publikumsfavorit, ”In the Clear”, hvor vi får soloer fra både violin, mandolin og guitar. Bandet spiller også en del cover numre og vi får en klassiker fra en sand bluegrass legende i form af John Hartford, med nummeret ”All fall down”, som er langsom og syret, hvor Billy igen viser sit enorme overskud og talent med at levere formidabelt guitarspil som holder os fængslet i sin improvisationer. Bassen er tung, groovy og Poolen hygger sig gevaldigt, hvor første set rundes af med de tre numre ”cattle in the cage”, ”My Alice” og ”The Fire in my Tongue”. Det har været et fremragende første set hvor alle i Poolen har været sammen om at dyrke bluegrass. Eneste mindre detalje, som trækker minimalt ned, er, at de lange jam sessions, af og til mister greb om publikummet.

Andet set indledes med Billy alene på scene med en Banjo hvor han spiller en cover af ”Georgie Buck”. Det er smukt og intimt, og for første gang er der totalt stille i salen. Billy fortsætter alene med sin guitar, nu på nummeret ”Give the Fiddler a Dram”, hvor man igen bare må smile og lade sig forføre af den unge mands genialitet på de seks strenge. Han har publikum i sin hule hånd og det er det mest nærværende vi har oplevet på aftenen. I andet sets tredje nummer ”Whistiling Rufus”, kommer Jarrod Walker på scenen og spiller duo med Billy, hvor de to kombinerer smukt sammen med solo og vokal i call and response. Det var for mig aftenens ene højdepunkt. Det andet vender vi tilbage til senere.Efter de tre numre, spillet i nærmest stilhed fra salen, kommer resten af bandet (Royal Massat og Alex Hargreaves) tilbage til kæmpe applaus fra Poolen. Vi er flux tilbage i bluegrass rillen og futtoget kører igen. Bandet spiller en række numre fra Billys bagkatalog og der er mere dynamik i andet set end første, hvilket skaber en mere nærværende oplevelse. Det kan nemlig godt blive lange numre, når Billy og vennerne begynder at jamme i 10-12 minutter uden vokal.

Vi kommer så frem til en publikumsfavorit i ”Hide and Seek” og her fik vi også aftenens første bassolo! Det skal også nævnes, at lysdesign for Billy Strings minder om Flower Power tiden med syrede spiraler/blomster, som passer perfekt ind i de lange syrede jampassager.

Desværre tynder det lidt ud blandt publikum hen imod slutning af aftenens andet set. Om det er de lange jamsessions, det ekstremt våde vejr udenfor Poolen, søndagsstemningen og den truende mandagmorgen, eller noget helt fjerde, er ukendt. Aftenen slutter endeligt af med et personligt highlight for mig, da Billy Strings igangsætter ”Dust in a Baggie”, hvilket fremtvang de sidste brøl fra publikum. Nummeret var det første jeg hørte med Billy Strings, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at han ville spille det, så det var et kæmpe highlight, at få lov at høre nummeret, som har en skøn og humoristisk tekst om de problemer man kan havne i, hvis man bliver snuppet af ordensmagten, med lidt støv i en pose.

Vi får i løbet af aftenen bevis på både Billy Strings evne til at levere smukke cover af klassikere indenfor bluegrass genren,såvel som hans egne kompositioner står skarpt med en dybde og følelse, som trodser hans unge alder. Billy Strings og bandet spiller dælme fedt sammen og leverer en fremragende koncert, og selvom det tyndede ud i andet set, vil jeg glæde mig til at han kommer forbi DK igen. Fortsætter han udviklingen ville det klæde DR koncerthuset at lægge rammer til næste gang.