DEEP PURPLE En Dovenlars!
Deep Purple i Royal Arena: Jorden er ikke gået under, og rocken lever stadig
DEEP PURPLE – SPLAT! Tour 2026
Royal Arena, København, søndag 25. oktober 2026.
Support: JAYLER
Anmelder og Fotograf: Savas Karakaplan
Hvis nogen i 1972 havde spurgt Deep Purple, hvordan bandets musik ville lyde 54 år efter udgivelsen af Machine Head, havde Ian Gillan nok kigget over på sin berygtede Kitty og med sin tørre galgenhumor svaret, at kloden da vist var gået til inden da.
Kloden består. Det gør Deep Purple også.
Søndag aften rullede de britiske rocklegender ind i Royal Arena med albummet SPLAT!, deres 24. studieudgivelse, hvis tema er menneskehedens endeligt. Fra scenen kom der ingen dommedagsstemning. Fem rutinerede musikere leverede en aften med improvisation, spilleglæde og masser af instrumentalt overskud.
JAYLER: rå blues med 70'er-patina
Det unge britiske opvarmningsband JAYLER spillede bluesbaseret hardrock med tunge riffs og en sanger, der kunne synge højt og kraftfuldt. Mundharpesoloerne gav lyden en tydelig 70'er-farve.
Dermed var scenen sat til aftenens hovednavn.
Fra Highway Star til nyt materiale
Deep Purple åbnede med Highway Star og smækkede dermed døren op til bandets storhedstid.
Setlisten bød på fire numre fra Machine Head (1972), tre fra SPLAT! (2026) og bonusnummeret Guinnesis. Resten kom fra næsten seks årtiers udgivelser.
McBride har sit eget udtryk på guitaren, og Airey har sit på Hammondorglet. Alligevel lød det umiskendeligt som Deep Purple, når de to sendte fraser frem og tilbage. Det var koncertens kraftcentrum.
Hammondorglet og en tår rødvin
Don Aireys keyboards var til stede fra start til slut. Hammondorglet gik fra varme bluestoner til næsten vrede udbrud, og soloerne var flettet ind i store dele af programmet.
Efter Diablo tog Airey over med en lang passage og nåede at skylle efter med et glas rødvin, før musikken gled videre til Lazy. Gillan kom med på vokal og mundharpe, og nummeret endte som en løssluppen bluesjam. Guitar og mundharpe kastede insisterende melodilinjer rundt, mens Roger Glovers bas og Ian Paices solide trommer holdt styr på bunden.
Senere overtog Airey scenen næsten alene i et soloindslag. Det startede med en højtidelig klang som fra et kirkeorgel og voksede til en lang strækning, hvor han vævede Der er et yndigt land ind i improvisationen. På LED-skærmen kørte nærbilleder af hans hænder, og grønne og violette lyskegler stod omkring keyboardopstillingen.
Det var teknisk flot, men soloerne trak tempoet ned flere gange. Fremdriften fra de direkte rocknumre gik tabt, og her kunne koncerten have vundet på en strammere redigering. Til gengæld viste passagerne, hvor dybt improvisationen sidder i bandets selvforståelse.
Gillan, den knyttede næve og en kat på 40 kilo
Ian Gillan var aftenens mest tilbagetrukne skikkelse. I lys T-shirt og mørke jeans stod han ofte næsten stille ved mikrofonen, indimellem med armen stift langs siden og hånden knyttet.
Stemmen har fået år på bagen, og det hørtes. Klangen er dog stadig umiskendeligt hans, og de skæve historier mellem numrene gav aftenen personlighed.
Efter Sometimes I Feel Like Screaming satte han Sacred Land i gang med fortællingen om de skotske rivaler Rob Roy MacGregor og John MacLaren, to gamle krigere, der lægger fjendskabet på hylden og stiller sig side om side mod en fælles modstander. Historien handler om krigens nytteløshed, forsoning og kampen om jord.
Inden Lazy Sod fra albummet =1 (2024) tog Gillan en helt anden afstikker. Han fortalte om sin kat på 40 kilo, røg mexicanske cigarer og drak whisky, mens verden stod i brand og der bliver ikke løftede en pote. En ægte Lazy Sod.
Den tørre humor passede til nummeret og pegede tilbage på SPLAT!s dommedagstema. Efter næsten seks årtier på scenen må man have lov til at følge verdens mulige undergang med et glas whisky i hånden.
Klokkeklang, bombardementer og galoperende bas
Efter Aireys lange instrumentalnummer skiftede koncerten gear med Perfect Strangers. Klokkeklang og buldren som fra fjerne bombardementer lagde et tungt tæppe over salen. Grønne lysstråler skar gennem mørket, inden hvide spotlights brød igennem.
Lyset fulgte musikken og vekslede mellem kolde blå, violette og varme røde toner. På skærmen afløste psykedeliske blomstermotiver og grafiske mønstre nærbillederne af musikerne. Det var et effektivt show, som lod musikken stå i centrum.
Roger Glover var en af aftenens motorer. Iført sort bandana og mørk skjorte, med den rødbrune bas over skulderen, trådte han flere gange frem på scenen. Hans basgange galoperede næsten, insisterende og præcise, men hele tiden melodiske. Bag ham styrede Ian Paice rytmen roligt og kontrolleret.
I de instrumentale passager spændte McBride og Airey deres dialog op til regulære dueller. Guitaren afleverede en frase, keyboardet greb den og kastede den tilbage, og bassen skubbede på nedenunder. Her stod et band, hvor musikerne lytter til hinanden og tør udfordre hinanden.
Smoke on the Water, Hush og Black Night
Med Space Truckin' og Smoke on the Water var koncerten tilbage ved Machine Head og nogle af rockhistoriens mest genkendelige guitarriffs. Bandet spillede dem med en energi, der fik de gamle numre til at stå levende i rummet.
Efter instrumentalen Guinnesis tog Hush salen med helt til debutalbummet fra 1968. Nummeret blev en legestue, hvor guitar og keyboards gentog og besvarede hinandens figurer. Glover fik plads til en kort bassolo, mens Gillan stod og smilede med mikrofonen i hånden. Spilleglæden stod skrevet i musikernes ansigter.
Black Night fra 1970 lukkede aftenen. McBride klatrede op på en forhøjning ved scenekanten og førte an i en forlænget finale, mens publikum rakte armene mod scenen. Da de sidste toner havde lagt sig, trådte Gillan frem og takkede, og Glover kom til, klappede og sendte et sidste nik ud over Royal Arena.
Finalen kom uden fyrværkeri. Fem musikere forlod scenen efter næsten seks årtiers rockhistorie i bagagen.
Gillans stemme og sceneoptræden bærer tydelige spor af tiden, og de lange instrumentale passager kunne have tålt en strammere hånd. Bandets lyd står stadig fast, og samspillet bar koncerten. Fem mand med et enormt katalog fik de gamle numre til at leve og fandt samtidig plads til det nye.
