EUROPE 40 års jubilæum og still counting

Europe i Falkonersalen: 40 år efter nedtællingen kører rockmaskinen stadig

EUROPE – The Final Countdown 40th Anniversary Tour

Falkonersalen, Frederiksberg, torsdag 22. oktober 2026.

Support: The Damn Truth

Anmelder og fotograf : Savas Karakaplan

Nogle bands bliver man aldrig færdig med, og Europe er et af dem. Der er gået 40 år, siden fem svenskere sendte The Final Countdown ud over verden, og både sangene og bandet står stadig solidt på benene.

Torsdag aften var Falkonersalen udsolgt. Folk var kommet for at høre klassisk rock, og de fik præcis det: guitarer, store melodier, tør humor og fem musikere, der tydeligvis nyder at dele scene.

Setlisten rakte langt ud over de gamle hits. Den bød på bandets storhedstid i firserne og på de seneste års tungere og modne udtryk. Europe har flere kapitler end ét.

Fra nyere rock til gamle klassikere

Koncerten startede med "Scandinavian Eyes" og gik videre med "Walk the Earth" og "Superstitious". Allerede der lå aftenens spændvidde åben.

Gennem årene har Europe føjet en rå, bluespræget og til tider tung lyd til firsernes melodiske hardrock. "Last Look at Eden", "War of Kings" og "The Cult of Ignorance" viste den side. Guitarerne fik kant, og bandet lød som en levende rockgruppe med begge ben i nutiden.

Det klæder dem.

Joey Tempest var veloplagt fra første nummer. Han smilede, snakkede løst med salen og havde kontakten på plads efter få minutter. Han behøver ikke længere sprinte rundt som en ung rockstjerne. Udstrålingen er intakt, og den bærer en frontmand hele vejen.

Stemmen holdt. Tempest sang med kraft og overskud, og vokalen skar igennem lydbilledet som en lyskaster. Efter så mange år på landevejen er det ingen selvfølge.

John Norum og guitarerne

Man kommer ikke uden om John Norum i en anmeldelse af Europe.

Han spiller guitar som en mand, der ved, hvordan en solo skal bygges, og ikke som en, der jagter flest mulige toner. Hans spil har tyngde, følelse og den melodiske nerve, der har været en del af bandets lyd fra første dag. Flere gange i løbet af aftenen fik han plads til at vise sig frem, og soloerne sad som en naturlig del af sangene. Det hørtes tydeligt i "The Final Countdown".

Resten af mandskabet leverede også. Mic Michaeli lagde de karakteristiske keyboardflader og melodier, som bandets identitet hviler på. John Levén holdt bassen stabil, og Ian Haugland sad bag trommerne med både tryk og et sikkert groove.

Under "Prisoners in Paradise" greb Joey Tempest selv en guitar og spillede med. Et lille øjeblik, men det fortalte meget om stemningen på scenen.

En rockfest med plads til grin og minder

Falkonersalen passede til Europe. Rummet giver følelsen af en rigtig rockkoncert, men afstanden til scenen er kort. Foran scenen var der fyldt, hænderne røg i vejret, telefonerne kom frem, og publikum tog imod både klassikerne og de nyere sange med åbne arme.

Lyden var klar. Guitar, bas, trommer og keyboard havde hver deres luft, og det hele endte aldrig i en uigennemtrængelig mur. Tempests vokal lå tydeligt i front, og guitarsoloerne fik lov at stå skarpt. "Rock the Night" fik salen til at gå i gang, sådan en sang, der er skabt til høj lydstyrke og et publikum, der kan omkvædet udenad.

Aftenen bød også på teater. Da koncerten kiggede tilbage på tiden omkring The Final Countdown, blev scenen indrettet som bandets gamle øvelokale. Der kom pizza på bordet, og musikerne holdt en slags pause midt i showet. Det var en munter og jordnær måde at fortælle historien på, uden lange taler. Man fik et glimt af nogle unge fyre i et øvelokale, der drømte om verden udenfor.

På skærmene kørte gamle fotos og videoklip fra bandets rejse. Det gav koncerten en personlig tone og mindede om, hvor mange kilometer de fem har lagt bag sig sammen.

Tilbage til 1986

Koncertens anden del hørte albummet The Final Countdown fra 1986 til. Pladen gjorde Europe til internationale rockstjerner, og selv om titelnummeret altid får opmærksomheden, gemmer albummet en række solide sange.

"Carrie" viste bandets bløde og melodiske side. "Danger on the Track", "Ninja", "Cherokee", "Time Has Come" og "Heart of Stone" bekræftede, hvor godt et rockalbum Europe leverede dengang. "Cherokee" gjorde sig særligt i koncertformatet med tunge guitarer og et dramatisk lysdesign.

Det havde sin egen charme at høre de gamle numre spillet af de samme fem mænd, som lagde lyden til dengang. Europe prøver ikke at lyde som fem unge fyre fra firserne. Sangene blev spillet med fire årtiers erfaring og sikkerhed.

Det lange hår og det klassiske rocklook klædte Europe dengang. De havde udseendet fra metalscenen, men musikalsk hørte de hjemme i den melodiske hardrock. Og netop dér fandt de deres styrke. I dag er håret kortere, og Joey Tempest står på scenen i sort silkeskjorte og jakke med glimmer. Rocklooket har ændret sig, men Europe lyder stadig forbandet godt.

The Final Countdown, selvfølgelig

Alle i salen vidste, hvad de ventede på.

Efter "On the Loose" og "Love Chaser" var tiden inde, og Europe traf et klogt valg. De lod sangen være sig selv. Ingen krumspring og ingen forsøg på at pumpe verdenshittet op. Keyboardmelodien, omkvædet og Norums guitarsolo var rigeligt.

Soloen fortjener sit eget afsnit. Den er næsten lige så meget sangens kendetegn som keyboardintroen, og Norums melodiske spil viser, at "The Final Countdown" også er godt guitarhåndværk og ikke kun et fængende hit.

Foran scenen stod hænderne i vejret, lyset kastede sig gennem salen, og bandet gav den afslutning, alle havde ventet på. Festligt, genkendeligt og uden overspil.

Tempest har charmen og stemmen i behold. Norum spiller med en klasse, der aldrig går af mode. Michaeli, Levén og Haugland holder fundamentet fast.

Falkonersalen fik en varm, velspillet og underholdende rockaften med gamle favoritter og nyere numre.

Europe har ingen grund til at bevise, at de engang var store. De gik på scenen og spillede, og salen fik sin fest.