Nordica Live Magazine koncertguide til Copenhell 2022
af : Helle Andersen
Uundgåelige ændringer i programmet (COVID19, vi hader dig!)
I 2020 lykkedes det for Copenhell at overgå hidtidige års stærke musikprogrammer og det kan ikke tilskrives festivalen, at nogle navne - efter den covide aflysning i 2020 - ikke har kunnet genbookes her i 2022.
Dog er det stadig muligt at få krydset flere af rockens koryfæer af på sin bucket-liste, når Iron Maidens udskudte ”Legacy of the Beast”-turné, knuselskede Judas Priest og nostalgivækkende Kissgæster Refshaleøens scener.
Den nu-metalhungrende del af publikum beholder heldigvisoprindeligt bookede Korn, men må undvære både P.O.D og Disturbed, hvor punkens publikum ikke må undvære hverken Bad Religion, Agnostic Front eller Dog Eat Dog. Stærke, danske navne i form af DAD, Bersærk og de fremadstormende Ghost Iris er endnu at finde på plakaten. Savnet på dette års festival er både franske Gojira og svenske Meshuggah fra det i 2020 aflyste program. På den positive side giver 2020-aflysningen plads til både legendariske Metallica, balstyriske Baest og rasende populære Dizzy Mizz Lizzy, der med albumudgivelse under lockdown og nylig turné kommer til at stå stærkt og fortjent på Helviti-scenenfor første gang. Alt i alt stadigvæk et velsammensat program, der forhåbentlig kun skuffer de få. Ikke engang Ekstrabladets anmelder, Thomas Treo, der har rost det Copenhell’ske festivalprogram som det eneste af årets(!).
Hovednavne på ’hell
Hvis ikke Iron Maidens og Judas Priests koncerter i Royal Arena i 2018 var mulige at dukke op til, så er det her 4 år efter begge bands MÅ opleves!
Iron Maiden er ikke til at komme uden om. Bandet er så stort, at Copenhell i 2014 rykkede festivalen én dag for at få dem på plakaten. Den indeværende ”Legacy of the Beast”-turné startede helt tilbage i 2018 og har været verden rundt, kun afbrudt af corona. Nu lægger Bruce Dickinson sammen med resten af et veloplagt Iron Maiden vejen forbi Copenhell for første gang i 8 år.Det er én af de oplevelser, man skal have med fra årets Copenhell – om ikke andet så blot for oplevelsens skyld. Ved sidste koncert på Copenhell opstod fællessang under nummeret “Run to the Hills” iblandt så stor en mængde mennesker, at det var en pave værdigt. Hvis ikke det er musikken, der trækker i én, vil alene stemningen værd at opleve under koncerten.
Ligesom ‘jernmøen’ hører Judas Priest til iblandt de bands som skal ses, når muligheden er der.
De gæstede sidste gang Copenhell helt tilbage i 2011 og 9 år senere meldte briterne sig selv til at spille på Copenhell, hvilket måtte siges at være en cadeau. Judas Priest er heavy metal, når det er allerbedst og grunden til, at der på Copenhell - og alle andre steder, hvor metalfans flokkes – er nitter på tøjet. Til føromtalte koncert i Danmark var forsanger Rob Halford angiveligt iført adskillige køers hud. Alene deres påklædning er et incitament til at få oplevet deres koncert og i den forbindelse reflektere lidt over, hvordan man selv og de resterende gæster på dette års Copenhell går klædt.
Kiss skal man formentligt være født i 1970'erne for at forstå, men der skal jo også være noget til far-segmentet. Selvom de er nogle gamle drenge, blev deres sidste album udgivet i 2009.
Under en Ghost-koncert overhørte jeg sætningen: “Så har Kiss ikke levet forgæves”, angående både Ghosts og Kiss’ sminkede looks på scenen. Hvad mon disse sminkede typer vil ryste af sig? Performer de trods alderen stadigvæk godt? Og vil jeg være glad for at have stiftet bekendtskab med dem ved dette års Copenhell?
Efter en smuk Status Quo-koncert på Wacken-festival i Tysklandfor en del år siden, kan jeg ikke på forhånd udelukke, at jeg vil påskønne en koncert med nogle af Copenhell-programmets ældre artister. Jeg håber sådan, at himlen vil være ’on fire’, når Kiss er på scenen og at de efterlader et afterglow til publikummet.
Metallica på årets program kan næsten få os til at glemme de kedelige år uden Copenhell - fordi bookingen af dem har udvidet den tidligere, korte opvarmnings-onsdag til en hel dagsspilleprogram - men om de kan spille Copenhells noget uklædelige prisstigninger væk i samme forbindelse, er jeg knapt så sikker på. Det bør ikke ligge Metallica til last og de bør under alle omstændigheder nydes.
Næsten nul nu-metal
Jeg tilstår at høre til iblandt de nu-metalhungrende, så det er mit håb at opleve teenagenostalgi som ved System of a Downs koncert i 2017, når Jonathan Davis & Co. går på i form af Korn. Andre håb om noget af lyden fra starten af 00’erne kunne være Ivy Crown, der leder mine tanker hen på bl.a. Breaking Benjamin. Jeg begejstres som stor Konventfan over endnu et rent kvindeband med tråd, selvom den her er noget blødere ligesom vokalen.Balancegangen mellem nostalgi til millenials eller emotråd kan være hårfin.
Punk til alle
Hardcore-punkens Bad Religion er fire årtier gamle og kan endnu! Med 18 albums og et af punkverdenens største pladesalg må der være noget at komme efter. Det næst-nyeste studiealbum fra 2013 og sange fra albummet, der blev udgivet i 2019, glæder jeg mig især til at opleve samt resten af deres bagkatalog, hvori der kan findes en meget melodiske tilgang til hardcorepunk-genren. For mit indre blik forestiller jeg mig at medbringe en lun sweater og kaffe, i stedet for øl, for derefter at håbe på ikke at bevæge mig for meget af begejstring. Ved nærmere eftertanke vil jeg i dagens anledning være iført sort tøj. Bad religion må gerne være årsagen til, at jeg spilder varm væske (på mig selv) af glæde!
Agnostic Front fra New York kaldes “The Godfathers of hardcore”. Deres blanding af thrash og punk skulle være noget for sig. Denne del af genren har ikke været på min liste over yndlingsbands til de koncerter og festivaler, jeg har været til. Men da jeg er stor fan af at smage før man spytter ud, vil jeg undersøge, om det er muligt at bekende mig til denne del af univers ved dette års Copenhell. De kan jo ikke have opnået deres denne omtale ud af ingenting, selvom jeg her er kræsen.
På punkfronten finder jeg det sært, at Copenhell har valgt at hyrede noget fesne Dog Eat Dog. Dog Eat Dog fik mest af alt deres gennembrud, fordi alle pladeselskaber kappedes om at finde de næste Rage Against The Machine, og gruppen lyder nøjagtigt som det den er: en discount-udgave af den ægte vare. Selvom jeg er stor fan både af Prophets of Rage og, det nu gendannede, Rage Agaist the Machine, er det ikke en koncert, jeg vil gå til for musikkens skyld. Det skulle da lige være, hvis der skulle opstå en overraskelse som fx et møde med en gammel fanskare. Lad os nu se...
Historisk hyldest til det danske og dragende
Danske Mercyful Fates genforening må som de tidligere nævntelegender heller ikke misses, da de også hører til en del af denhistoriske musik på årets Copenhell. Efter succes og opbrud i 80’erne og genforening i 1993 til stor begejstring for deres fans, er King Diamond langt om længe tilbage i Mercyful Fate! Vi skal helt tilbage til 1999 for at finde deres sidste albumudgivelse, men det forlyder, at bandet vil spille helt nye numre i år. Når både Metallica og Slayer er fans af Mercyful Fate, så er jeg også. Ellers må jeg blive det!
Vores eget koryfæ, DAD, både må og skal nævnes. Der tegner sig nemlig en tendens til, at DAD-koncerter på Copenhell bliver noget helt særligt. I 2014 spillede gruppen gennembrudsalbummet, “No Fuel Left for the Pilgrims” (1989), fra ende til anden i bagvendt rækkefølge, så det store hit “Sleeping my Day Away” sluttede koncerten med et brag.
I år giver DAD en ’by request’-koncert, hvor publikum forud for koncerten bestemmer hvilke numre DAD skal spille. Jeg glæder mig især til det nyere nummer ”Burning Star” live, såfremt mit ønske deles af den resterende fanskare… jeg forsøger blot at sige, at de stadigvæk er aktuelle!
Baest er dansk og dragende dø’, som ikke er til at komme udenom. Udgivelsen af det nyeste album, ”Necro Sapiens”, i marts 2021 er værd at nævne og at opsøge koncerten for at få leveret live, hvis man er til dø’.
Mine arme er ikke kommet ned igen siden d.16.april i år, hvor Dizzy Mizz Lizzy endeligt vandt mit hjerte for bestandigt ved en fænomenal koncert i Royal Arena. Både antallet af albums og musikere på scenen under turnéen er blevet udvidet med én i form af ”Alter Echo” og Anders Stig Møller på keyboard, hvilket er en sand gevinst for både det trofaste publikum fra 90’erne og stædigere typer som mig, der først nu rigtigt har overgivet sig.
Bersærk blev efter optrædenen på Copenhell 2018 håndplukket til at varme op af selveste Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy – med god grund! De leverer en heftig energi fra scenen og er skrækkeligt iørefaldende med deres nordisk-hedenske tekstunivers leveret på en bund af lækker, stenet rock.
Svartsots folk metal er et lyt værd. Kombinationen af vikingeromantik og metal kan nemt blive kikset, men ikke nårSvartsot åbner sækken med tonstunge og aggressive riffs ledsaget et lige så voldsomt fløjtespil. Både Bersærk og Svartsot trækker på referencer fra nordisk mytologi/folklore.
Ghost Iris er dansk progressiv metalcore, der skal opleves. For de uindviede, skal Xenoblight listes her. Hvis dit hjerte banker bare en lille smule for thrash og dødsmetal, skylder du dig selv at se Xenoblight. Er det ikke genren, der trækker, så lad det være forgrowlerinden, Marika Hyldmar. Hendes karisma giver garanti for headbangerfest, så jeg vil nyde noget urkvindeligt islæt underXenoblights koncert.
Efterspurgte enere
Iblandt årets efterspurgte bands er især den optimistiske guitarmester, Devin Townsend, og han er bestemt også værd at stifte bekendtskab med. Townsend er en svær herre at sætte i bås. Hans musik spænder bredt, ja, man kan nærmest sige at den stikker i alle mulige og modsigende retninger. Fra det komplet fjollede til det inderligt oprigtige, fra det roligt dagdrømmende til det storladne og teatralske. I centrum står som altid to ting, hans fantastiske stemme og genkendelige guitarlyd, der binder det hele sammen. Med sit seneste projekt og bandkonstellation har han skruet endnu mere op for det eklektiske, men han er heller ikke bleg for at hive nye fortolkninger af bagkataloget frem. I en verden hvor det meste metal bliver serveret med skumle miner og dystre udtryk skiller Townsends legesyge humør sig tydeligt ud.
Om Mastodon, som også er fra den anden side af Atlanterhavet (og som måtte aflyse deres koncert i 2010 til stor skuffelse for et forventende publikum), kan gøre Devin Townsend kunsten efter, er værd at undersøge. Copenhells publikum modtog sidste gang Mastodon i 2012. Bandet slog igennem med en vild og balstyrisk lyd, der tegnede tydelige billeder af skumsprøjt, tordenvejr og bjerge, der smuldrede. Med alderen er de blevet mere rolige og har for hver plade bevæget sig mere og mere i retning af progressiv- og syrerock. Mastodons genreovergang været blød og det kan være af denne årsag, at de fleste fans har fulgt med dem.
Det modsatte kan muligvis siges om Opeth. Jeg hører til den del af svenske Opeths fans, som har haft det meget ambivalent med deres genreskift. På forhånd er jeg blevet advaret om, at jeg ikke skal regne med at de spiller deres gamle metalnumre ved deres koncerter længere. Hvor der førhen var dødsmetal på menuen (oh, those days!), har Opeths musikalske eksperimenter bragt dem i retning af progressiv rock. Der er bestemt intet negativt at sige om den nuværende lyd, men er man gammel fan, er yderligere forklaring på min ambivalens ikke nødvendig. Giv alligevel uagtet eventuel skepsis eller negativ forventning Opeth muligheden for at lade dig rive med i den retning, de nu har valgt.
Lyder en tur i sumpen med sydstatsmetallens ypperste på nogen måde tillokkende, bør vejen føre til Down. For næsten 10 år sidenså vi dem sidst på Copenhell. I år har Down 27 år på bagen og tilbyder det bedste inden for den beskidte, blues’ede og groovy afart af metal, som de amerikanske syd- og sumpstater harfremelsket. Jeg venter med spænding nummeret ”Stone the Crow”, og også ”Bury Me in Smoke”.
Musikken efterlader dufte af tobak og whiskey, og kommer man tæt nok på scenen går det direkte i blodet.
Destruction er tysk thrash samt en omgang speedmetal fra 80’erne, dog med mindre popularitet end deres landsmænd Kreator og Sodom. Kreator falder mere i undertegnedes smag; især efter en heftig koncert på Copenhell i 2015, selvom Destruction har trukket et spor af gode anmeldelser efter sig fra adskillige af deres sidste koncerter i Danmark. Hvis genren er en del af grunden til, at man befinder sig på Refshaleøen i juni 2022, skal de ses(!) og hvis man som jeg er på Copenhell af andre grunde, kan man godt gå videre. Alligevel vil danske Artillery, trods mine præferencer, få et lyt ved deres koncert på Helviti.Thrashen er igennem næsten fire årtier blevet forfinet, destilleret om man vil, til det pureste ’Gammel Dansk’.
Død, doom og black metal
Som gængs tilhænger af dødsmetal vil jeg knytte få, afvejede ord om britiske Benediction. De gik i studiet efter 11 år uden en udgivelse og har fået deres gamle forsanger, Dave Ingram, tilbage. Om disse faktorer vil sparke koncerten på Copenhell i den helt rigtige retning, vil jeg lade være op til bandets optræden.
Death to All, hyldesten til det oprindelige band Death, indtager heldigvis Hades. Mark Phelps fra Exist vil tage over fra Deaths afdøde forsanger, Chuck Schuldiner, der har været samlingspunktet i den anseelige udskiftning af musikere, som Death har oplevet i dets 17-årige historie. Spændende bliver hyldesten til dét band, der lagde navn til dødsmetalgenren.
Veteranerne Denial of Gods kendetegn er stilsikker black metal inspireret af flere årtier før bandets egen dannelse i 1991. Måske de lidt yngre ’elever’ på den danske metalscene bør tage notesblokken med? Intens black metal byder danske ORM også på, hvor norske Emperor er et andet virkelig godt bud på black. Svenske Horndal har taget en skrap drejning ind imellem doom og hardcore punk. Denne blanding kan være et interessant lyt, såfremt samtidige koncerter synes flade. Vil lytning over i den absolutte dystopi lokke endnu mere, vil danske LLNN formentlig ikke skuffe.
Genrespænd galore
Jinjer spillede så sent som i november 2019 i Pumpehuset og kommer hurtigt tilbage til Danmark igen for at stå på Hades-scenen. Der er et stort genrespænd at finde hos ukrainske Jinjer, som - udover at spænde over både døds-/nu- og progressivt metal - også tilføjer langt blødere genreelementer til deres musik. Sidste år udgav de deres fjerde album siden debut-EP'en i 2009, som var uden den kvindelige forsanger Tatiana Shmailyuk, der først blev medlem i 2010. Det må briste eller bære, om deres musikalske overlegenhed/genre-spredning holder på Copenhells næststørste scene. Jeg er ikke helt overbevist hjemmefra, men de får min opbakning af helt andre årsager, som vi ikke stod med i 2020, hvor de også var booket.
Pakken med en kvindelig frontperson samt en genrespændevidde kommer canadiske Spiritbox også med.
Amerikanske Blood Incantation går i kroppen på mig hjemmefra! Det glæder mig, at de er iblandt dem, som kommer til at indvie Copenhells nyeste skud på scenestammen, Gehenna, der ellers skulle have været indviet i 2020. Mest spændt er jeg på, hvordan de vil sammensætte deres genremæssigt brede bagkatalog bestående af tre albums med alt fra dødsmetal til synth-baseret musik(!). Den skulle opstå fra en udtalt Enya-fascination hos et af bandmedlemmerne.