Turnstile Turnstile åbnede Copenhell i år med essencen af Hardcore, fornyet med vanvittige breakdowns og nu-metal krydder. Vokalist og frontmand Yates er ydmygt glubsk med en rage bryggende energi som måske tit misforståes som udryddet... men tydeligvis langt fra. Bandet "har begge fødder på jorden" (trods at de tit er oppe i luften på scenen) med et jordnært kontakt og nysgerrigt rækken ud til de første vindblæste festivalgængere som kunne have dulmet Turnstiles lyst at spytte helt ud med de stive ben og bakker bajer. Trods tidlig warm up og forholdsvis stille crowd formår de at få pulsen i sving og vores punk passion pumpende pure! 7.3/11 L7 L7 kom med attituden fra start til slut med sjove (småcheesy) rock-bitch banter og det vovede kropssprog. The wicked witches of the west sprang i tankerne mens bandet imellem understregede scenen de stod på med stolte toner og ellers udpegede deres ofre (fremtidige mænd) fra det beruset generte dog underholdt publikum. Musikalsk kan man mærke at de rå riffs og begrænset (that'll do, sund slatten punk stil) evner på scenen klarer jobbet, for hvad det er og den følelse af at være "underholdt for hvad det er" ringede halvvejs gennem crowdet. Det var tydeligvis en smart move at de havde lokket en young blood tromme-herre med på turneen som afbalanceret forrige fordomme og leveret tight rytmer med aggressivt, pink-klædte stil. Grunge simplicity i rå-form men stadig små-fladt i helheden, hvis sammenlignet med 90ernes power holes and hurdles. Man bliver charmeret men samtidigt små-cringe af de "80's nostalgia", koordineret bevægelser på scenen men kvinde-kærlighed og kanaliseret female-fury lever tydeligvis stærkt endnu. They are back to bitch! But about what precisely? 6.9/11 Mustasch Som så mange andre bands på Copenhell havde jeg begrænset erfaringer med svenske metal-band Mustasch. Op til koncerten ser jeg en "Mustang" knock off logo og overhører flere steder tale om en Jack D flaske som skulle ernære den heldige forreste række. "Træfband" og cheap gimmicks var første nega-tanke og stadig i baghovedet ved koncertens ende, selvom flasken aldrig viste sig i spotlyset. Bandet kom med hard rock power på fra intro, var tydeligvis en favorit af warm-up crowdet. Hvis man ser forbi Ralf Gyllenhammer' lidt underspillet eller malplaceret "Ego-gogo" persona som bl.a hopper til "Copen-HELL" chants efter hver anden sang og fortæller en ung kvindelige fotograf at HAN er stjernen, så hun skal adlyde efter hun ikke springer til hans ordre om at tage billeder efter at være blevet slæbt på scenen - var bandet ellers ærligt tilstede, rå med tydelige skandinaviske reflektioner af en forvandlende omverden, fra de flydende rocker-alkoholiseret tilstande. Trods kritik var bandet på, hele vejen igennem og farten kom aldrig rigtigt ned. Gyllenhammer er humoristisk og selvsikker med kraftfulde udkald og orkestret har hans ryg med stabile (dog lidt forudset og "heard before") formationer og who-gives-a-fuck flare. Nær koncertens ende kom den nye single "Libertá" hvor Mustasch sparkede igennem med alt og overbeviser de svedende fans om at de er langt fra færdige og begynder at adskille sig fra de ellers tydelige inspirationer fra udlandet. 7.5/11 Neurosis Neurosis bragt det progressive perspektiv efter solens nedgang. Om det hjælp med at fremkalde en vildskab kan forestilles mens røgen dansede i vinden til lyden af vævnende distortions og melodier. Neurosis er tydeligvis bevæget til de mere eksperimenterende lyde, driftet en del fra de hardcore punk rødder de havde lagt sig midt i 80'erne. Og med modenhed! Harmonien i disharmonien og freakish drops og drejninger holdt publikummet nær som natsværmer dog tydeligvis stadig tilbageholdende med weekenden forude i minde. Trods deres baggrund i Cali føltes Neurosis stemning, imellem som i en nordisk industriel fjord-frygtende future viking vibe, som festivalgænger-hovederne ikke kunne nægte at nikke godkendende til. Vokalerne svingede i power potens ift. Noah Landis' og resten af bandets umålige måde at fylde lytteren med gåpåmod til det ukendte. Med klare inspirationer fra prog art-rock scenen, kunne den kunstnerisk intention høres klart over resten af dagens program men samtidigt, i momenter kunne det føles med rette (eller forkerte) indstilling som en Pink Floyd foryngelses forsøg. Neurosis har bevægende og spontant dynamik på scenen som genfriskede nogle af fortidens "rock-clichéer" som ellers var vækket om dagen. 7.8/11
