Kellermensch nedlægger Vega i mørke og skønhed

Store Vega, 22. november 2025

Af Christoffer Schaarup

Foto: Savas Karakaplan

Kellermensch indtog lørdag d. 22. november et udsolgt Vega, og da klokken slog 21:00, blev salen opslugt af mørke. Det er længe siden, Esbjergs rockhelte sidst har stået som hovednavn i hovedstaden, og der var fremragende stemning blandt de mange fremmødte. Stilfuldt klædt og med en sceneindretning reduceret til enkelte, rå trægelændere åbnede de med The Light fra deres nyeste plade Capitulism. Fra første tone var intensiteten til at tage og føle på, og præcis som vi kender Kellermensch.  

På aftenens andet nummer lagde forsanger Sebastian Wolff guitaren fra sig på sangen 6705 og greb mikrofonen, som om aftenen for alvor begyndte dér. Han er både løssluppen og intenst nærværende, og man mærker tydeligt, at hvert ord er nøje valgt. Det er ganske enkelt fængslende at se Sebastian Wolff fortælle og performe.

De følgende tre numre fortsætter bandet med at hamre tunge, præcise grooves ud over salen, og særligt Mission slår hårdt. Endnu en gang går teksterne og bandets tilstedeværelse op i en højere enhed og skaber en intens koncertoplevelse. Mens Sebastian Wolff synger: “there is another sad religion, that we practice in our kitchen, making meals to feed the children … while we worry what to tell them”, trækker lydbilledet sig sammen omkring publikum – klaustrofobisk, mørkt og intenst. Da bandet så brager ind halvvejs gennem nummeret, løfter stemningen sig til nye højder.

De fleste, der har været til en Kellermensch-koncert før, ville nok være skuffede, hvis ikke Sebastian Wolff på et tidspunkt forlod scenen og tog turen ned blandt publikum. Og vi skuffes ikke, på nummeret Under hoppede han ud i menneskemængden og sang midt iblandt dem. Det var intenst og de melankolske tekster fik lov til at folde sig ud i øjenhøjde med publikum. Det fungerer hver eneste gang.

Wolff præsenterede derefter I’m Not Like Everybody Else med ordene om, at nummeret handler om ham selv—og igen råbte han folk lige ind i sjælen, at han ikke er som alle andre, mens han gestikulerede ned mod publikum. Og vi kan kun give ham ret. Kellermensch er som ingen andre i Danmark og beviser endnu en gang, at de besidder en helt særlig evne til at indkapsle mørk poesi i stærke melodier, fremført af en noget utraditionel bandbesætning med violin, kontrabas og trædeorgel.

Efter en intens og tung halv time kommer aftenens første akustiske indslag med nummeret Another Drink. Det er smukt og rørende, og igen er det imponerende, hvordan så enkel en sceneopsætning kan skabe en så nærværende stemning. Publikum får herefter en lille hitparade med The Day You Walked, Pain of Salvation og Mediocre Man, som for alvor får gang i gulvet. Der bliver trampet rundt i salen og sunget med. Endnu en gang må man konstatere, at der intet mediocre er ved Kellermensch. Det er dramatisk og gennemført, men uden at miste sin autenticitet.

Numrene Moth, How to Get By og Nothing er igen stærke og energifyldte, hvor det orkestrerede kaos smelter godt sammen med den nærværende sårbarhed, som Kellermensch mestrer. Det bliver også til en fælles skål mellem band og publikum, og bandet spiller suverænt på numrene Follow You Around og All Time Low.

Her får Kellermensch selskab af Ditte Krøyer fra Vulvatorious, som growler side om side med Christian Sindermann. Det løfter oplevelsen til endnu nye højder, og den fremstormende kvindelige metalgrowler får virkelig vist, at hun uden problemer kan lege med sværvægterne inden for dansk rock og metal.

Vi fik derefter lov til at høre et helt nyt nummer fra Kellermensch med Ditte Krøyer som gæst. Nummeret var både melodisk og tungt, og Dittes tilstedeværelse gav det en frisk og spændende kant, der lover godt for en kommende udgivelse. Til sidst får vi Black Dress fra debutpladen, som stadig står knivskarpt og fandenivoldsk. Bandet forlod derefter scenen til et begejstret publikum, som straks kræver mere.

Og Kellermensch skuffede ikke.

Aftenen rundes af med en suveræn trekløver bestående af Bad Sign, Army Ants og Moribund Town, som leveres med samme nerve, intensitet og drama som hele aftenens set. Særligt Moribund Town stod tilbage som en af aftenens højdepunkter, med et crescendo af støj til sidst. Aftenen fik mig til at tænke over, hvor hårdt livet kan være, og som afspejles i det tekstunivers, som Kellermensch arbejder med. Det er mørkt og til tider nedtrykkende, men også med sprækker. Og hvor der er sprækker, kan der komme lys igennem.

Tak for en fed aften, Kellermensch!

Fotogalleri