Donny Benét i VEGA
Donny Benét
VEGA, København, onsdag 23. september 2026
fotograf og anmelder: Savas Karakaplan
Donny Benét ankom til VEGA med en cocktail af funk, boogie, post-disco, synthpop og italo-disco. Retroæstetikken lå som lakering over det hele, men det var groovet og sammenspillet, der bar aftenen, når bandet slap tøjlerne.
Benét stod selv ved mikrofonen og elbassen. Omkring ham arbejdede Dan Waples på saxofon, James Waples bag trommerne og Peter J Cooper på guitar. Kvartetten gav musikken et organisk liveskelet, hvor bassen udgjorde tyngdepunktet, mens guitar og saxofon kredsede om rytmesektionen.
Humoren trådte frem på “Second Dinner”. Mad, begær og appetit flød sammen i tekstens dobbeltbundede univers, og den selvironiske crooner stod færdigtegnet allerede tidligt i sættet.
“School’s Out” viste bandet i fuld udfoldelse. Bassen sad højt og knivskarpt i mixet, og Coopers guitar og Waples’ saxofon snoede sig gennem arrangementet i tæt dialog. En bassolo trak nummeret helt ned i rytmesektionen, før saxofonen svarede i et lyst register.
Det instrumentale “Mr Tuxedo” overlod pladsen til musikerne. Bas, guitar, saxofon og trommer fandt hinanden uden vokal som anker, og samspillet lød præcist og sikkert.
Tempoet blev sænket på “Midnight Appointment”, der lagde et sensuelt og dæmpet mellemspil ind i forløbet. “Negroni Summer” trak derefter sættet tilbage mod den dansable disco- og boogieside.
Mellem numrene fortsatte Benéts tørre replikker. Med blikket rettet mod salen konstaterede han: “Too many men, like a sausage party.” Bemærkningen passede til hans underspillede blanding af flirt, ironi og scenecharme.
“One Night in Paradise” hørte til aftenens højdepunkter. Nummerets direkte disco-puls og guitarens fremdrift lå solidt i bandets eget funk- og boogiesprog og bar en sikker melodisk overbevisning.
Scenografien var nøgtern. Blåt lys og få visuelle greb samlede opmærksomheden om musikerne, og det tjente en koncert, hvor bas, saxofon og trommer uafbrudt skubbede musikken fremad.
I ekstranumrene byttede Benét bassen ud med synthesizer på “Le Piano”, og “Santorini” lukkede aftenen i højt tempo. Waples’ trommer fyldte lydbilledet, og finalen fik karakter af fest.
Donny Benét henter sin lyd og æstetik i 70’erne og 80’erne, men i VEGA lå tyngden i et stramt liveband og en bassist med sikker fornemmelse for groove.
Bassen styrede aftenen.
Fotogalleri:
