DURAN DURAN- ingen grund til at frygte alderdommen

Royal Arena, 6 Juni 2025

Af Lærke Helene Askholm

Foto: Kasper Pasinski

Duran Duran blæste i fredags Royal Arena igennem med et drømmescenarie af en koncert, hvor ingen kunne spotte musikernes alder. Det stod klart, at nye sange fra 80er-idolerne ikke har publikumsinteresse, men hvis de gamle hits lyder, så bliver selv fans midt i 60erne vildere end teenagere

Optakt og opvarmning

Stemningen summede af spænding, mens ventetiden skulle fyldes ud. Der lød snak blandt publikum om minder fra Duran Duran-koncerter tilbage i tiden og om, at der godt nok var mange til stede, der var grå i toppen. Og det var rigtigt nok, for det var de ægte fans, der var til stede for at høre bandet opkaldt efter en karakter i filmen Barbarella fra 1968.

Opvarmningsbandet Søn gik på, og det var et modigt valg af Duran Duran med et lokalt band, der synger danske sange. Forsangeren leverede en smuk blød vokal, der blandede sig med akustisk guitar og senere en mere rå lydbaggrund med synth, bas og trommer, der både kan have lydmæssige islæt af danske Mewog britiske White Lies. Numrene var melodiøse og havde en flot dybde med den hårde bund og et drømmeunivers ovenpå med den flotte vokal. Forsangeren refererede til Ordinary World og Duran Durans evner til at sætte ord på følelser. Nummeret Mrs. Presidentvar også fint udvalgt, da titlen for den skarpe Duran Duran-kender sendte tankerne til Meet el Presidente, selvom der ikke musisk var sammenhæng mellem de to. Men uden tvivl en flot præstation af Søn.

Børn af 60erne

Efter opvarmningen ankom flere og flere. De gamle glimmerskjorter var fundet frem fra skabet og kunne endelig bruges igen. På dametoilettet var der helt nye slags samtaler, der afslørede alderen. ”Er der nogen, der mangler et par briller. Jeg har fundet nogle briller” lød det var en af båsene. Og ja, det var der sørme. ”Det har jeg”, lød det fra en dame ved håndvasken. Der blev takket, og alle fik et godt grin, for det var skønt at opleve, at emnerne på toiletterne er bestemt af alder. Ikke noget med lipliner, mascara og duckface-mund. Nej, det her handlede om at huske sine briller, for man skal ikke risikere ikke at kunne se ens gamle idoler.

Jeg overhørte to fans, der talte om deres begejstring for at være til koncerten, og den ene understregede: ”Vi skulle jo have været til den her koncert sidst i 80erne. Hvor ér vi dog mange børn af 60erne her i aften.”

De vilde drenge

Koncerten begyndte med en film på storskærmen bag scenen, hvor bandet indtog jorden. Storskærmen var et gennemgående grafisk element ved hvert nummer og var generelt mere forstyrrende og underligt end medrivende.

Lyden var under det første nummer, Night Boat, alt for skarp, men den blev heldigvis hurtigt balanceret. Simons stemme var smuk og fyldt med overskud, selvom han faktisk var sløj og måtte pudse næse undervejs. Der var ikke noget ynk - tværtimod blev der meget overlegent leveret ved hvert nummer.

Korpigerne var i pailletkjoler og satte i vild dans, da Wild Boys som det andet nummer blæste arenaen i gang. Hele bandet kunnederes kram, og lynhurtigt fik alle julelys i øjnene, da det stod klart, at de sgu ikke er blevet gamle. Hvis de er, så vil jeg også gerne være det!

De vilde drenge skabte malende og velkendte lydbilleder af synthog lækker sax, og under Hungry like the Wolf gav baggrundsvideoen bedre mening med en sulten ulv, der stod klar i mørket. “Its time for us to Bond” råbte Simon som intro til A View to a Kill, hvor videoen heldigvis også matchede både bandet og tonerne godt.

Publikum vil tilbage i tiden

Under det stadig nye nummer Invisible fra 2021 satte folk sig ned, og de mange stående stod stille. Duran Durans fans vil tages tilbage i tiden, og selvom den nye håndfuld numre, de spillede, blev leveret smukt, så ville publikum kun have dét, de kender. Niks biks, intet nyt her, for det virker bare ikke – publikum vil tilbage i tiden. Det kom de igen med All She Wants, og det var skønt at høre Lonely in your nightmare fra Rio-albummet.

Efter det blev det, som Simon fastslog det, Super freaky, og bandet gik amok, og det lugtede kort af et lidt for indøvet show, men det stod hurtigt klart, at energien fra hver musiker på scenen eskalerede på individuel vis i et smukt freakshow sammen med publikum. Skørmen levede dog igen sit eget liv, og var superfreaky på den mærkelige måde.

Jahn Taylor kom ekstra til sin ret med vild bas på Notorious, og hele arenaen lavede det karakteristiske indadgående suk i starten, som det fremgår af originalen. Simon roste København, der giver en ”Great cowd”, og denne crowd sang ihærdigt med på cowernummeret Evil Woman. og arenaen var nu én stor diskokugle. Simon peppede lige stemningen yderligere op med en pink neonjakke og sang Friends of Mine fra debutalbummet i `81, der fik godt med rå Rocknroll-lyd. Det samme gjorde CarelessMemory.

I Ordinary World hyldede Simon med rette Dom Brown på guitar, der løftede det hele endnu mere. Come Undone sang Simon smukt med sangerinden, den ene af de to i koret, Anna Ross, mens skærmen bag dem igen blev halvskør, og der svømmede hajer rundt lige i nakken på dem. Heldigvis vandt musikken hele tiden over skærmen, og man blev konstant revet med.

Play the fucking bass John

Dedikationen fra bandet var uden afvigelse, og det var fedt at høre en ny version af New Moon on Monday, der startede med a capella og så med synth, hvor resten af bandet kom på efter, og det kulminerede. Der var nye vinkler på velkendte sange, og det var det hele værd også selvom, vi måtte undvære The Reflex og Something I should know. Under Reach up for the Sunrise stodalle op og sang med og Simon spillede nu tamburin. John Taylor fik klar besked til Planet Earth. ”Play the fucking bass John”, råbte Simon og fik hele arenaen til at råbe det samme, og John måtte jo så makke ret til alles glæde. Da der blev lagt op til en fælles selfie, lød Girls on Film, der havde særlig fed perkussion efterfulgt af bass solo, et stykke med sax og fede guitarriff. Talking Heads´ Psycho Killer a la Duran Duran fulgte efter, og festen var ustoppelig.

Tropisk kulminationen

Efter en kort pause med en insisterende klappen kom Simon tilbage og spurte med glimt i øjet, om vi kendte Save a Prayer, og om vi dog kunne overtales til at synge den med bandet? Den blev leveret direkte i vores nostalgiske hjerte, men med det ekstra touch af livedetaljer i form af vokalfinesser og instrumenter, der lige gav det ekstra flødeskum, som vores øregange ønskede sig.

Det hele kulminerede i nummeret Rio, hvor skærmen bag scenen faktisk – ligesom i A view to a kill – supplerede det hele rigtig godt. Publikum sprang op i sang til en tropisk 80er-afslutning med sax ovenpå! Ergo: Duran Duran leverer - stadig med paraply, glimmer og tropisk kærlighed. Alt sammen indhyllet i et hjerte af Rocknroll.