Anmelder: Pelle Johansen
NANOWAR OF STEEL [IT] + SPECIAL GUESTS: FROZEN CROWN [IT] - DEATH TO FALSE TOURS TOUR 2023
Metal musikken har altid haft en forunderlig evne til at tale tidsånden midt imod.
Da det hele startede var Black Sabbat en sort kontrast til hippiernes batik. I halvfemserne hvor alting helst skulle have en ironisk distance blev metalmusikken endog meget alvorlig: Nitterne blev længere, kirkerne blev brændt og folk fyldte hele fjæset med corpse paint og mente det alvorligt. I disse anderles alvorlige tider hvor ungdommens største idoler hedder Gretha Thunberg(hvis man er klimaaktivist) eller andrew tate(hvis man er bimlende idiot) har comedy metallen sine kronede dag. En perlerække af bands kombinerer gak, galskab og ironisk distance med musik der faktisk også ville holde uden komikken, men som netop pga. kombinationen formår at skabe helt unikke oplevelser. Fremmest og muligvis absolut skørest blandt disse bands finder vi Nanowar of Steel, og man ved man har været til en speciel koncert når en central del af sceneshowet består i at bandet samler Ikea møbler i takt til musikken. Nanowars univers kredser omkring klichéerne i metalverdenen som der tages tykt pis på: Dette gælderbandets måske største hit Norwegian Reggaeton hvorfra overskriften til denne anmeldelse kommer. Det er monsterhitter Valhalleluja der beskriver Odin som gud for Ikea som vi fik som aftenens sidste nummer, og det er bangeren Hail To Lichtenstein. Vi griner i tråd med metallens blasfemiske rødder af både Satan og Odin og da bandet klæder sig i Lichtensteins flag og får publikum til at forme et L med fingrene og taktfast råbe ”Fürstentum Liechtestein” kan det vel ikke ses som andet end en parodi på den slags bands der har det med at fylde scenen med egne nationale flag og lade det hele flyde over i en gang cringepseudo militarisme med røde uniformer eller hyldest til udsendte soldater.
Bandets satire formår dog at løfte sig over selve metalscenen og være mere end ananas i egen juice, på den fuldstændig sublime Pasadena 1994 som vi får som første ekstra nummer. Pasadena 1994 er en power ballade om Italiens smertelige nederlag ved VM-finalen i 94 der ironiserer over det tit meget militære sprog man kan finde blandt fodboldkommentatorer og den betydning calcio(fodbold) har i Italien som en slags symbolsk krig. Hos Nanowar of Steel skrues de militære klicheer op til 11 og man har vel ikke nogensinde i hverken musikken eller journalistikkenshistorie hørt en bedre beskrivelse af en straffesparkskonkurrence end denne:
Albertini lights up the crowd, as napalm in Vietnam
Evani quickly outflanks the Maginot line of Taffarel
Massaro got pushed back like the Entente in Gallipoli
Baggio's charge collapses: it's the Italian Waterloo!
Der er dog ingen tvivl om at Nanowars parodier på både fodbold retorik og metal klicheer er lavet med absolut kærlighed og et stort glimt i øjet. For det første er bandet jo selv et metal band der spiller en solid omgang powermetal, der som nævnt i starten også ville holde uden sjov og ballade. Bandet er tydeligvis selv vokset op med metalkulturen. For det andet så har jeg svært ved at forestille mig nogle lave en power ballade om en VM finale med samtlige detaljer ned til temperaturen på stadion beskrevet nøjagtigt, uden at have et kæmpe hjerte for fodbold.
Der er absolut heller ingen tvivl om at publikum er med på Nanowars univers. Koncerten er totalt udsolgt, og da bandet opfordrer til at skifte den vanlige wall of death ud med en wall of love hvor den ene halvdel af salen skal kramme den anden er alle med på ideen.